Thora Esche, Thora Vilhelmine Esche, 27.5.1850-16.10.1920, filantrop. Født i Kbh. (Helligg.), død i Holte, begravet i Søllerød. E.s hjem var velhavende, men forholdet mellem forældrene dårligt, og de blev skilt da E. var syv år hvilket hun følte hvile på sig som en skam. Allerede i seksten års alderen blev hun kristeligt vakt og følte sig draget til en gerning som "Moder for vore faldne Søstre", men først 1873 kom hun, efter nogle års virksomhed som privatlærer, til større klarhed over sit kald. Hun tænkte en tid på at blive diakonisse, men efter at hun havde forhandlet med pastor Rudolf Frimodt og foretaget rejser til Norge og Holland (de Heldringske stiftelser) besluttede Kirkelig forening for indre mission i Kbh. at oprette et Magdalenehjem med E. som forstander. Der blev købt en ejendom på Jagtvej 203, og her blev virksomheden begyndt 15.11.1877 med det formål at optage unge piger i alderen 14-25 år der var kommet ud i usædelighed, og som selv ønskede optagelse. Hjemmet blev ledet i kristelig ånd idet E. først og fremmest betragtede det som et kristeligt redningsarbejde der skulle udføres af troende kvinder og således at der skabtes et virkeligt hjem for de unge. Opholdet var gratis, midlerne skaffedes dels ved bidrag fra menigheden, dels gennem hjemmets eget arbejde med vask og strygning for fremmede. For at skaffe midler måtte E. foretage mange rejser og tale om arbejdet hvilket på den tid var noget for en kvinde usædvanligt. 1881 begyndte hun regelmæssige hospitalsbesøg på kommunehospitalets afdeling for kønssygdomme, 1882 blev hjemmet udvidet, 1892 omdannet til en selvejende institution. 1896 flyttedes hovedhjemmet til Skovtofte ved Lyngby sø hvor der blev indrettet eneværelser til hver enkelt af de 62 elever hjemmet kunne rumme. 1901 overtoges Bethesda ved Århus som mødre- og spædbørnshjem hvor førstegangsfødende unge kvinder kunne optages og blive et år sammen med deres børn. E. var stærkt optaget af arbejdet for ophævelse af den legale prostitution og fik oprettet hjem til optagelse af kvinder der havde været under den. 1908 åbnedes et hjem for piger under værgerådsforsorg, Skovly ved Vedbæk. Gennem de nævnte institutioners arbejde som var stærkt præget af E.s personlighed øvede hun en betydelig indflydelse og blev på flere områder banebrydende. 1913 måtte hun på grund af overanstrengelse træde tilbage og afgik som forstander 1915. E. har skrevet adskilligt om sit arbejde; 1920 udkom Erindringer fra mit Liv og min Gerning. – F.M.1. 1902.

Familie

Forældre: grosserer Carl Vilhelm Moritz E. (1821-71, gift 2. gang med Augusta Holst, 1838-efter 1905) og Thora Nicoline Thorsen (1825-1904). Ugift.

Ikonografi

Litografi af Harald Jensen, 1902. Karikatur af Axel Nygaard. Relief af Carl Mortensen, 1921 (gravstenen). Foto.

Bibliografi

T.E.: Erindr, fra mit liv og min gerning, 1920 (ty. overs.: Das Leben einer Snischen Frau, bearb. J. Schnell, Kaiserswerth, 1927). – P. E. Blume: Magdalenehjemmet i 25 år, 1902. A. Koch Schiøler i Kvinden og samfundet, 1917 249f. Johs. Steenstrup: Den danske kvindes hist. II, 1917. Marie Rasmussen: Magdalenehjemmet gennem 50 år, 1927.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig