Johannes Boye

Johannes Boye, 19.12.1756-1.2.1830, filosof. Født i Kbh. (Nic), død på Frbg., begravet sst. 1772 dimitteredes B. privat til universitetet hvor han særlig studerede filologi og filosofi. Som student udgav han en oversættelse af Hamlet (1777), den første Shakespeare-oversættelse på dansk, og en oversættelse af de første 70 kapitler af Herodots 1. bog (1780). Studierne afsluttedes 1781 med den filologiske magistergrad (uden diplom) for afhandlingen Publicae in scolis institutionis commoda. Abraham Kall der havde fået interesse for B. anbefalede ham til Ove Høegh-Guldberg, og 1783 blev han rektor ved Nakskov lærde skole hvis slette forfatning han søgte at råde bod på. Over for tidens latinskoleundervisning der syntes ham for gejstligt præget stillede han sig meget kritisk. Undervisningstiden var for lang, læsningen af de græske og latinske forfattere som eleverne ville have mere glæde og udbytte af at lære at kende i gode oversættelser burde indskrænkes til fordel for matematik, naturfag, levende sprog, handelsvidenskab og tegning, og undervisningen overtages af faglærere. I stedet for hukommelsen burde dømmekraften opøves så de unge blev i stand til "selv at indsee, udlede og opspore Kundskaber". Karakteristisk for B.s undervisningsprincipper er også oprettelsen af et skolebibliotek og afskaffelsen af legemlige straffe. Sine skoletanker offentliggjorde han i Minerva: Om Skolevæsenet, 1791, Om Religion og Oplysning i Staten, s.å., Opdragelse og Underviisning i Overensstemmelse med Natur og Politik, 1795 (på svensk s.å.). Det var dog ikke som pædagogisk skribent, B. skabte sig et navn i samtiden, men som forfatter af det filosofiske værk Statens Ven I–III, 1792–1814, hvis I del vakte megen opmærksomhed og blev honoreret af Selskabet til de skiønne og nyttige videnskabers forfremmelse med 100 rdl. 1796 udsendtes I del i andet oplag forøget med et afsnit om Kants Philosophie. 1797 udkom II del. I det følgende år udgav han et "Anhang" til Statens Ven, Om Kritikphilosophie og sund Sands. 1806 blev han forflyttet til Fredericia hvor han virkede som rektor til 1811 da han på grund af tunghørighed søgte sin afsked. Her udgav han bl.a. et skrift Om Krigen med England, 1809. Resten af sit liv tilbragte B. i hovedstaden, væsentlig optaget af litterære arbejder, bl.a. Om Industri etc, 1812, Statens Ven, III, 1814, Om Historieskrivning, 1815, Om Levnetsmidler og Dyrtid, s.å.; (2. opl. 1816 under titlen Om Penge, Levnetsmidler og Dyrtid), Lovtale over den Danske Helt Daniel Ranzau etc, 1819, Bibelen og Homer, 1821, Musikens og Sangens Bidrag til Menneskets Forædling, 1824, America etc, 1829. 1812 indgav B. forgæves en ansøgning til kongen om oprettelse af et professorat i statsøkonomi i Sorø og om ansættelse i dette embede. 1815 udnævntes han til patron for Frbg. sogns skoledistrikt. – B. er som filosof udpræget empirist: erfaringen er den eneste kilde til menneskelig viden. Da erfaringen kun giver os en relativ sikker erkendelse når vi aldrig til absolut gyldige sandheder, end ikke i matematikken. "Al menneskelig Videnskab er Hypotese". Mod Kants filosofi som B. betragtede som en hindring for udviklingen af en erfaringsfilosofi rettede han et voldsomt angreb der blev tilbagevist bl.a. af Chr. Hornemann og A. S. Ørsted. B.s kritik vidner ikke om nogen dybere indsigt i Kants filosofi, om end flere af hans indvendinger imod den Kantske morallære endnu er af interesse. Som moralfilosof tager B. sit udgangspunkt i menneskets trang til lystbetonede tilstande og i den erfaring der er gjort under menneskeslægtens udvikling fra dyrestadiet ("den Tid da Mennesket endnu gik paa fire") til den højeste form for menneskelig eksistens: at de lystfølelser der er knyttet til "mental Kultur" er de varigste. Blandt disse følelser er også dem der karakteriserer det moralske menneske: glæde ved at hævde sig som fornuftvæsen og glæde ved at hjælpe andre til større livsmuligheder. Ved øget indsigt naturen og menneskelivet begunstiges den moralske udvikling; men kun hvor oplysning og opdragelse går hånd i hånd når mennesket den "Forstandens og Hiertets Kultur" der er al menneskelig udviklings mål. Ud fra hensynet til samfundets tarv må der stilles den fordring til staten at den drager omsorg for at de enkeltes frihed ikke indskrænkes, uden hvor hensynet til andre gør det nødvendigt.