Sophus Heegaard

Sophus Heegaard, Poul Sophus Vilhelm Heegaard, 19.1.1835-27.3.1884, filosof. Født i Slangerup, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). H. blev af en huslærer forberedt til optagelse i Fr.borg lærde skole hvorfra han 1853 blev student. Efter nogen vaklen mellem astronomi og teologi valgte han (vistnok efter faderens ønske) det teologiske studium. Livet igennem var han stærkt interesseret i matematik og dyrkede denne videnskab med stor iver. 1858 blev han teologisk kandidat. I rusåret havde Rasmus Nielsens tanker grebet ham, og efter afsluttet embedseksamen begyndte han at studere filosofi under dennes vejledning. 1860 tog han magisterkonferens i filosofi, og n.å. disputerede han for den filosofiske doktorgrad med afhandlingen Den Herbartske Philosophie hvorefter han begyndte at holde forelæsninger som privatdocent. Hans tilslutning til Rasmus Nielsen er kendelig i To Afhandlinger om det philosophiske Studium ved Kjøbenhavns Universitet, 1865, og i Indledning til den rationelle Ethik, 1866. Blandt dem der vendte sig imod "Indledningen" var G. Brandes, hvis anmeldelse har en væsentlig, sine steder ordret lighed med en af Gabriel Sibbern forfattet (ikke udgivet) kritik af bogen. – I sommeren 1866 ændredes H.s forhold til Nielsen der følte sig stødt over en lille opsats i Berlingske Tidende, hvori H. bl.a. havde udtalt at studium og grundenes magt måtte afgøre om han, H., i fremtiden skulle holde sig til "Grundideernes Logik" eller muligvis blive nødt til at ændre sin tankegang. "Et Par Batailler" gjorde forholdet imellem dem spændt. H. L. Martensen der mente at det ville være heldigt for H. en tid at være fjernet fra Nielsen sørgede for at der blev tilstået H. en betydelig understøttelse til en studierejse. Fra sommeren 1866 til efteråret 1867 opholdt H. sig i Frankrig, Italien og Tyskland, og rejsen hjalp ham til klarhed over hans stilling til Nielsens lære om tro og viden, om hvis holdbarhed han før afrejsen havde næret stærke tvivl. Nielsens skrift imod Martensen (Om "den gode Villie som Magt" i Videnskaben, 1867) blev afgørende for H.s beslutning om et offentligt opgør, og et par måneder efter sin hjemkomst udsendte han pjecen Professor R. Nielsens Lære om Tro og Viden. En kritisk Afhandling, 1867. I dette skrift der fik en gunstig modtagelse af Nielsens modstandere, lige fra Martensen til G. Brandes, påviste H. ved en indgående og klar analyse at Nielsens teori på afgørende punkter indeholdt selvmodsigelser der måtte føre til lærens selvopløsning, og som for en del skyldtes en uklar erkendelseslære og en upsykologisk opfattelse af det menneskelige sjæleliv. I slutningen af pjecen udtalte han at et eventuelt svar fra Nielsen kun ville kunne påregne interesse hvis han deri holdt sig til de af H. berørte hovedpunkter og ikke gik af vejen for en virkelig begrundelse. "Saavist som jeg ubetinget skal respektere Grunde, saavist vil jeg Intet respektere uden Grunde. Meningstilkendegivelser, Autoritetsdomme o. desl. anseer jeg i en videnskabelig Undersøgelse for intetsigende og -komiske".

I febr. 1868 blev det overdraget H., foreløbig i to år, at holde forelæsninger. 1870 blev han ekstraordinær docent og ved Hans Brøchners død (1875) professor ordinarius. Som universitetslærer fik han ikke ringe betydning. Foruden over psykologi og logik holdt han forelæsninger bl.a. over den græske filosofis historie, Kants filosofi og udviklingsbegrebets historie. Manuskripterne til disse tre forelæsninger (tilsammen over 1800 sider), af hvilke de to første hver strakte sig over to år, giver et tydeligt indtryk af den omhu hvormed han udarbejdede sine forelæsninger, og den klarhed og lethed, han besad i fremstillingen. Overhovedet er H. som filosofisk forfatter en udmærket stilist. Efter opgivelsen af den spekulative filosofi studerede han særlig Kant og positivisterne, navnlig Stuart Mill og Herbert Spencer. En tid tænkte han på at skrive en bog om Kant og gjorde i den anledning omfattende studier; men sygdom forhindrede hans planer. Af psykologiske og filosofiske arbejder offentliggjorde han, foruden de tidligere nævnte, Om det at studere (111. Tid. 1864), Den formelle Logik, 1871, Om Intolerance især i Henseende til religiøs Overbevisning, 1878 der var tænkt som første led i en række Mindre Arbeider, og Bidrag til spørgsmålet om filosofiens betydning og værd (Nordisk tidsskr. I, s.å.). Desuden leverede han artikler til 2. udgaven af Nordisk Conversationslexikon hvortil han var knyttet som medredaktør (1870–78), og skrev en række anmeldelser i forskellige tidsskrifter og dagblade. Under mærket "B.C." udgav han 1874 Øiebliks-Fotografier i Visitkortformat. Efter Originalerne og uden Retouche. Tagne i Marken der er en samling humoristiske, til dels skarpt satiriske causerier over de menneskelige svagheder, oprindelig skrevet til Illustreret Tidende hvor han 1874–80 var litterær anmelder. I disse år og til sin død var han tillige, uden at det var offentligheden bekendt, litterær konsulent for Frederik V. Hegel, Gyldendal, og skal have haft ikke ringe indflydelse på hvilke bøger denne udgav. Selv forsøgte han sig som æstetisk forfatter (vistnok til dels af økonomiske grunde) med en række anonymt udgivne fortællinger (Dobbeltgængeren, 1871, Et Handelshus, s.å., Familien Gorm, 1872, Urolige Tider, 1874) der i nogen grad kan minde om Dickens. – 1878 var H. blevet medlem af kommissionen for skolelærereksamen og skulle som sådan eksaminere i pædagogik. Kultusministeren overdrog ham at udarbejde en lærebog i dette fag, og 1880 forelå Om Opdragelse. En Fremstilling af Pcedagogiken tillige med et Omrids af dens Historie (2. udg. 1882–83, delt i to bind efter undertitlen). Bogen er skrevet ud fra en varm, human følelse og kan "paa sine Steder virke mindre som Lærebog end som et Opbyggelsesskrift af en Præst i den humane Pædagogiks og Etiks Tempel" (H. Trier).

I maj 1880 havde H. opnået fritagelse for at holde forelæsninger i de to følgende halvår for at han kunne få tid til at udføre et større arbejde; men midt under eksamen blev han ramt af et apoplektisk anfald der i forbindelse med sorgen over datteren, han senere mistede, lammede hans legemlige og sjælelige kræfter i halvandet år og var en medvirkende årsag til hans tidlige død. En kreds af venner skaffede midler til veje til en rekreationsrejse, og i dec. s.å. rejste han til Syden. I det følgende forår fik han i Firenze på hjemrejsen et nyt anfald. Hans hustru og datter rejste straks ned til ham, og ved deres pleje kom han ret hurtigt til kræfter; men datteren blev angrebet af tyfus og døde i Firenze. For H. var datterens død et knusende slag. Den livsanskuelse han hidtil havde levet på, syntes ham ikke længere holdbar. Efter megen grublen over døden og det hinsidige søgte og fandt han fred i den kirkelige kristendom. I forordet til 2. udg. af Om Opdragelse I (1882) gjorde han offentligheden bekendt med sit ændrede livssyn. – 1882 genoptog H. sit universitetsarbejde med en række forelæsninger over erkendelsesteorier fra 1700-tallets tænkning og fortsatte i de to følgende halvår med 1600-tallet. I dec. 1883 opponerede han ex officio ved C. N. Starckes disputats og skal ved den lejlighed med kraft have gjort sig til talsmand for de overleverede religiøse synspunkter. Et fjerdinger efter døde han. Som filosof er H. særlig påvirket af nykantianeren F. A. Lange hvis synsmåder er kendelige ikke blot i visse af hans filosofihistoriske betragtninger, fx bedømmelsen af den græske filosofi, men også i hans almindelige filosofiske indstilling. Således giver han overensstemmende med Lange et benægtende svar på spørgsmålet om vi er i stand til at slå os til ro når vi har nået videns grænse. Vi har nemlig, siger han, "en uimodstaaelig Trang til at kigge lidt ind bag Forhænget". Som følende og villende væsener "have (vi) et Gemytsliv, som fordrer sin Tilfredsstillelse, og maaske udgjør dette Gemytsliv det Dybeste og Rigeste i vor Natur ... Vi kunne da ikke Andet end gaa ud over Videns Grænser, for at skabe os en ny Aandens Verden, hvis Indhold og Former, ubestemte og bevægelige, som de ere, ikke desto mindre gribe Sjælen, opbygge os, trøste os, vække vore Forhaabninger osv." Herhen hører foruden de forskellige former for kunst "det opbyggelige Foredrag og tildels den filosofiske Spekulation". Det er hans overbevisning, at "Tilværelsens Magt (taler) et Alvorsord til enhver af os," ikke blot gennem samvittigheden, men gennem alle vore åndelige virksomheder. Disse teoretiske forudsætninger hos H. er ikke uden betydning for forståelsen af hans religiøse omvendelse. – Medlem af Videnskabernes selskab 1876.