Henrik Smith

Henrik Smith, Henrik Smid, ca. 1495-.1563, humanist, folkeskribent. Født i Malmø, død sst., begravet i Skt. Peders k. S. kaldte sig ikke som broderen Herman Vejger, der er kendt som "Rævebogen"s oversætter, efter faderens bestilling, heller ikke da han selv blev indehaver af den (før 1552). Juni 1514 blev han immatrikuleret ved universitetet i Rostock hvor han n.å. tog baccalaurgraden og hvor han sluttede venskab med Petrus Parvus. Derefter rejste han til Wittenberg, opholdt sig 1517–18 i Leipzig hvor han arbejdede som korrektør hos den ansete bogtrykker Melchior Lotter ved nye udgaver af tre af Chr. Pedersens skrifter og dec. 1519 omtales han som nylig hjemvendt. – Marts 1520 udgav han i Kbh. Hortulus synonymorum efter nordtysk forlæg, en latinsk synonymordbog til skolebrug, undertiden med vedføjede danske oversættelser og med fremhævelse af Terents, Cicero og Vergil som mønstre. Bogens særlige præg af humanistisk programskrift skyldes fortalen af Petrus Parvus, hvis lovprisning af Melanchton og Luther som den nye tids mænd for en del beror på S.s mundtlige meddelelser. Et brev 1528, hvori den katolsksindede kannik Hans Laurentsen omtaler forhold i Kbh. i Sigbrit Villoms tid, kalder ligefrem S. for "alle lutheraneres ynder og beskytter"; om hans indflydelse dog helt har svaret til de stærke ord, vides ikke. Derimod er det helt sikkert at han var blandt dem som fulgte Christian II i landflygtighed 1523. Efter sit eget senere udsagn "rettede" S. i Wittenberg den oversættelse af Det nye testamente der blev til på kongens foranledning og tryktes sst. af Lotter 1524; hans initialer står ved slutningen af apostelbrevene og apokalypsen, og på sprogligt grundlag har man tildelt ham selvstændig andel i oversættelsen (faksimileudg. 1950 m. indledn. ved B. Molde og V. Rosenkilde i Danske Bibelarbejder fra reformationstiden I). Som Hans Mikkelsens "dreng" eller "svend" nævnes S. gentagne gange i breve fra dette og de følgende år, som han mest tilbragte i Lier, og juli 1528 fængsledes begge efter befaling af regentinden i Nederlandene, den katolske Margrethe af Østrig; de undgik dog kætterbålet, sandsynligvis ved Christian II's personlige indgriben. Da Hans Mikkelsen okt. 1531 tog med kongen til Norge, fik S. til opgave at ledsage sin herres kone og døtre hjem over land, men juni 1532 opholdt de sig endnu i Mecklenburg, og da Christian II i juli førtes som fange til Sønderborg, rejste de vistnok tilbage til Nederlandene. S. vendte muligvis hjem under grevefejden, men først efter den træffes hans navn i Malmø hvor han blev til sin død. En tid praktiserede han som læge, men satte til på det. På et tidspunkt blev han vejermester i byen og dermed økonomisk sikret. Sin fritid brugte han på omfattende skribentvirksomhed, især medicin men også teologi, latin og historie. 1536 havde han udgivet En Bog om Pestelentzis Aarsage, foruaring och legedom der emod, tilsammen lest aff Lerdemens Bøger (2. forøgede udg. 1557) og fulgte derved i Christiern Pedersens spor. N.å. kom fra hans hånd den første evangeliske katekismus herhjemme, En liden Dyalogus eller Catechismus, formet som samtaler mellem præst og lægmand og muligvis også med udenlandske forbilleder. Med fortale af den højt agtede medicin-professor, vennen Christian Torkelsen Morsing, og tilegnet den haveinteresserede Claus Urne til Belteberga i Skåne udgav han 1546 Een skøn loestig ny vrtegaardt, prydet med mange atskillige vrter, som tiene til menniskens legemmes sundheds opholdelse ... Tillhobe samblit oc fordanskedt aff Henrick Smith wdi Malmø med et kogebogstillæg om tilberedelse af sirupper, olier, kompotter m.m. Denne blev genudgivet 1557, som også den reviderede pestbog, og s.å. udkom endnu tre lægebøger i S.s bearbejdelse efter overvejende tyske forlæg og med bidrag fra hans egne erfaringer og tids husråd. Hele det medicinske forfatterskab samledes 1577 under titlen Henrick Smids Lægebog (faksimileudg. 1976 m. efterskrift af Anna-Elisabeth Brade) der i århundreder har været kendt og elsket i vide kredse og gang på gang er blevet trykt, komplet eller i uddrag.

Efter lægebøgerne udgav S. i tilknytning til bibeloversættelsen af 1550 den første danske bibelkonkordans, Taffle oc Register, flittelig tilhaabe dragen aff den Hellige Scrifft, 1560, og s.å. oversatte han Luthers fortaler til de enkelte bøger. Konkordansen blev så vel modtaget at kongebreve 1566 og 1568 påbød kirkerne i hhv. Skåne og på Sjælland at anskaffe den. S.s sidste trykte arbejde er hans ordbog fra 1563, Libellus vocum Latinarum, cum interpretatione Danica, hvor især oversættelserne til dansk af 6300 latinske ord er af værdi for dansk leksikografi og sproghistorie. – Efter eget sigende havde S. et sind der aldrig kunne finde ro eller hvile uden i arbejde og som aldrig var mere uroligt end når han intet havde at bestille – og det stemmer godt overens med et andet udsagn af ham, at efterdi han ikke altid havde lejlighed til at skrive om dagen, gjorde han det om natten. Hans produktion er da også mere omfattende end det fremgår af hans trykte værker: på grundlag af den tidligere byskriver i Ystad Rasmus Jensens oversættelse rettede og forbedrede han 1549 Skånske lov, "i mange stykker forøget efter adskillige gamle lovbøger", og tilvejebragte herigennem en tekst der er grundstammen i de eftermiddelalderlige håndskrifter af loven (trykt i Danmarks gamle landskabslove I, 1, 1933 265–466). Et andet arbejde omtaler han i den tredje urtebogs dedikation til Anton Bryske (dat. 2.1.1555) som "en Chronica som jeg tilsammen draget haffuer aff lærde Mends Bøger, indeholdendis de merckeligste Mend oc deris gierninger som noget merckeligt giort haffue fra Verdens begyndelse oc indtil dette Aar". Skriftet, der blev benyttet bl.a. af A. Huitfeldt, gik i sin helhed tabt ved universitetsbibliotekets brand 1728, men kendes i udførlige uddrag som for hans egen tid er af værdi (trykt i H. F. Rørdam: Monumenta hist. Danicæ I, 1873 582–650). Om S. selv fortælles intet, men Hans Mikkelsens betydning for Malmø omtales, og både Parvus og Morsing roses for deres indsats til fremme af skolernes latinundervisning. Den humanistiske indstilling S. mødte i sine læreår prægede ham for livet, og hans folkeoplysende virksomhed og heri særlig lægebøgerne må ses som livsnære udslag af dette.