Petrus Parvus

Petrus Parvus, Rosæfontanus, Roschildensis, Peder Lille, før 1500-27.8.1559, humanist. Antagelig født i Roskilde, død i Kbh. Om P.s uddannelse vides at han 1519 har taget baccalaureus- og magistergraderne ved Sorbonne. At han før den tid (antagelig omkring 1515) har drevet humanistiske studier i Rostock (i hvis universitetsmatrikel han dog ikke synes at forekomme) sammen med Henrik Smith, fremgår af et latinsk brev, dateret Kbh. 5.12.1519 og trykt foran i Henrik Smiths skolebog Hortulus Synonymorum, 1520. Brevet er kaldt "den begyndende humanismes vigtigste aktstykke her fra landet" (Vilh. Andersen) og foruden at tjene som anbefaling for bogen er det en programerklæring: bag dets pretiøse stilkunst efter tidens mode mærkes en levende begejstring for humanismens idealer, og P. gør sig ikke kun til talsmand for latinformalismen, for et renere klassisk studium og dyrkelse af ciceroniansk latin osv., men har også større mål for øje; den rette lærdom drives i "humanitetens" ånd, og dens dyrkere ønsker "uden Skam at kaldes Mennesker". I brevet findes den ældste omtale af Luther vi kender fra en i Danmark trykt bog; han nævnes ikke som reformator, men berømmes blot for sin sande Gudserkendelse; sammen med Melanchton hører han til i humanisternes skare hvis ubestridte førstemand er Erasmus, "den store Hersker i Aandens Rige, den Leder, som hele Kristenheden har længtes efter." Det er den førreformatoriske tyske humanisme, P. er en tidlig apostel for herhjemme på et tidspunkt, da den kulminerede i sit hjemland. Den samling af Sebastian Brants latinske digte Passionis dominice, quas de sancta Cruce nominant, horæ, som han udgav 1520, viser at han på dette tidspunkt endnu ikke havde brudt med katolicismen. Dette er først sket i løbet af de følgende år hvor han, i alt fald til dels, har opholdt sig i udlandet, bl.a. i Wittenberg, og dér har hørt Luther og Melanchton. At der skulle være nogen forbindelse mellem hans og Christian IIs udlændighed haves der ingen vished for.

1533 var P. atter i Danmark, 1536 opholdt han sig i Roskilde og udgav her den tidligere Louvain-professor Johannes Campensis' latinske parafrase over de gammeltestamentlige salmer og prædikerens bog (Psalmorum omnium paraphrastica interpretatid) med filologiske forklaringer, og n.å. en latinsk skolekomedie om den fortabte søn (Acolastus. Comoedia de filio prodigo) af den nederlandske humanist Guilielmus Gnaphæus (Willem de Volder); denne udgave, som P. havde forsynet med scholier og med en dedikation til Bugenhagen, er nu tabt. Ved Kbh.s univ.s genoprettelse 1537 udnævntes P. til professor pædagogicus, i hvilken egenskab han nærmest skulle fortsætte skolens latinundervisning med de studerende. I universitetsåret 1538-39 nævnes han ikke blandt universitetets lærere, og hans midlertidige fratræden skyldes muligvis gæld som også senere trykkede ham. Det år han ikke var professor benyttede han til at foretage en dansk oversættelse af Antonius Corvinus' tyske postil til brug for evangeliske prædikanter 1539 (optryk n.å.). 1539 tiltrådte han atter sit embede, blev ca. 1542 professor i retorik (videregående latinundervisning) og udsendte s.å. en oversættelse af en traktat om det ypperste den hellige skrift indeholder, af Frankrigs berømte lærde bogtrykker Robert Estienne som han havde sluttet venskab med i Paris. Desuden har P. forfattet latinske carmina og blev af Christian III kreeret til poëta laureatus. Efter hans død brugte man 1561 hans navn som forfatter på titelbladet af Hans Svanings Refutatio calumniarum, der udsendtes af den danske regering som modskrift mod Johannes Magnus.