Christine Harboe, 1682-24.11.1735, legatstifter. Død i Kbh., begravet sst. (Frue k). En omhyggelig opdragelse og undervisning havde gjort denne ualmindelig begavede kvinde til en særdeles dannet dame der med levende interesse for litterære sager forbandt sans for omgang med lærde og begavede mænd. Mest ved vi i så henseende om hendes forhold til Chr. Falster der jævnlig besøgte hende på Støvringgård og i mange retninger havde en betydelig støtte i hende, hvorom hendes velskrevne og fornøjelige breve til ham vidner. Ved siden af de litterære beskæftigelser forsømte hun ikke at tage sig af de praktiske opgaver; som ejer af Støvringgård ved Randers og Søndervang ved Stadil fjord (en kortere tid ejede hun også Gerdrup og Lyngbygård ved Skælskør) viste hun stor dygtighed i bestyrelsen af sine godser, og hun hjalp ofte ved sin klogskab bønderne ud af prokuratorernes garn; dertil var hun godgørende på en forstandig måde og understøttede uopfordret mange trængende. Til sine sidste dage bevarede hun et godt helbred indtil hun 1734 begyndte at skrante; hun besøgte derfor badene i Aachen hvorfra hun i følgeskab med en del bekendte, herrer og damer, gjorde en rejse gennem Frankrig og England. "Blandt Mænd og lærde var hun lærd og behagelig og blandt Fruentimmer Kone og en fornuftig, vis og højagtet Husmoder" siger en samtidig om hende; som bevis på hendes ualmindelige kundskaber anføres at hun var hjemme i latin, tysk, fransk og italiensk. Allerede flere år før sin død havde den barnløse frue taget bestemmelse om sin formues anvendelse i fremtiden, men først dagen før sin død underskrev hun sit testamente hvorved det H.ske enkefruekloster i Kbh. og Støvringgård jomfrukloster oprettedes. Til disse stiftelser som endnu består legerede hun så godt som hele sin meget betydelige formue.

Familie

Forældre: baron Diderik Fuiren (1656–86) og Margrethe Eilersen (1648–1708). Gift 28.3.1703 i Kbh. (Frue) med overkrigssekretær Jens H., døbt 6.11.1646 i Helsingør (Marie), død 7.2.1709, s. af toldembedsmand Christopher H. (død 1652) og Ursula Andreasdatter Kaal (Kohl).

Ikonografi

Flere mal. (Støvringgård; Det Harboeske enkefruekloster).

Bibliografi

Hans de Hofman: Fundationer II, 1756 405–11; X, 1765 1–20. Breve i Falsteriana, udg. Chr. Bruun, 1869 64–73. H. W. Harbou i Pers. hist. t. 2.r. V, 1890 20–31. Carl Bruun: Kbh. III, 1901 170f. [Lili Feddersen:] Mindeskr. over geheimerådinde C.H., 1910. Erik Rode i Hist. medd. om Kbh. 3.r. II, 1936 96–139.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig