Oluf Chrysostomus

Oluf Chrysostomus, d. 8.9.1553, reformator, superintendent. C. optræder første gang i 1527 da han sammen med karmeliterlektorerne Poulus Helie og Frands Vormordsen af Roskildebispen Lave Urne modtog en kraftig irettesættelse fordi de havde gradueret mænd der brød med den katolske kirkes lære. 1533 kaldte han sig "Hæringianus", dvs. fra Hjørring. På et eller andet tidspunkt må han være trådt i et nærmere forhold til Roskildebispens brodersøn Claus Urne som han selv omtaler som sin velgører, og som vel har optrådt som hans mæcen og eventuelt skaffet ham ansættelse ved universitetet. På Claus Urnes opfordring holdt han 18.5.1529 i Frue kirke i Kbh. en latinsk tale Lamentatio ecclesiæ hvor han viste, at han på dette tidspunkt tilhørte den bibelhumanistiske reformretning inden for kirken. I det hele taget synes det rimeligt at antage at C. snarere blev ført frem til et brud med den katolske kirke gennem videnskabelige, humanistiske studier end gennem direkte luthersk påvirkning, en opfattelse der underbygges af talen der er affattet på heksametre; i det hele taget foretrak C. efter eget udsagn at udtrykke sig i poesi fremfor prosa hvad de bevarede rester af hans forfatterskab bevidner. I talen lod han kirken selv, med benyttelse af billeder fra den klassiske oldtid, fremkomme med voldsomme anklager mod de nutidige tilstande hvor endog sand fromhed ringeagtedes. Især rettedes dog klagerne mod forfaldet inden for munkevæsenet, og mod biskopperne der forsømte præsternes uddannelse og ringeagtede alvorlige videnskabelige studier, altså klager der i vid udstrækning stemte overens med de fra luthersk side fremførte. Men samtidig anklagede C. de "nye sekter" der genoplivede gamle kætterier og tog afstand fra helgendyrkelse og cølibat. I talen forsøgte C. altså at fremføre sin kritik på en sådan måde at den ikke kunne opfattes som et brud med den etablerede kirke. Da han imidlertid sendte manuskriptet til sin tidligere universitetskollega Frands Vormodsen, der siden feb. 1529 havde arbejdet i Malmø og været en af hovedkræfterne bag planerne om en luthersk præsteskole der, lod denne talen trykke i aug. 1529, forsynet med randnoter der bortforklarede angrebene på lutheranerne og med en efterskrift som forstærkede anklagerne imod biskopper og munke. Udgaven kompromitterede C. såvel i de gammelkatolske københavnske kannikers som de katolske reformvenners øjne. Når han desuagtet ikke tog afstand fra udgaven tyder det på at han på dette tidspunkt var på vej imod en mere personlig luthersk overbevisning, måske påvirket af Hans Tausen der sommeren 1529 var kommet til København.

Senest maj 1530 tog C. til det nu rent lutherske Malmø hvor han ansattes som rektor ved byens latinskole, og som "politioris literaturæ professor" ved præsteskolen hvor han underviste i de klassiske sprog og i filosofiens og teologiens grundtræk. I juni 1530 var han blandt de lutherske prædikanter som af Frederik I blev indkaldt til herredagen i København, og her affattede de 43 artikler, kendt som "confessio hafniensis", hvori der blev gjort rede for den evangeliske lære. C. underskrev de tolv skarpe anklagepunkter mod de katolske præster som samtidig blev udfærdiget, og det var ham, den bedste latiner blandt reformatorerne, der til latin oversatte og til dels skærpede det "gensvar" som var prædikanternes svar på prælaterenes 27 klagepunkter. - Efter herredagen 1530 fortsatte C. sin virksomhed i Malmø, uden at man dog kan følge ham i enkeltheder. Han forsynede de forsvarsskrifter som vennerne Frands Vormodsen og Peder Laurentsen udgav 1533 da de af kapitlet i Lund var blevet stemplet som kættere, med anbefalende latinske digte, og har, må man tro, i det hele taget deltaget aktivt i Malmøreformatorernes arbejde. Sandsynligvis var han medforfatter til den bønskrivelse som en kreds af prædikanter i 1536 tilstillede Christian III, og hvori de anmodede om at der måtte blive indført evangelisk gudstjeneste i hele riget, at universitetet måtte blive genoprettet med undervisning i Bibelen og grundsprogene græsk og hebraisk, og at der i alle købstæder måtte blive oprettet latinskoler, et program der faktisk blev virkeliggjort efter 1536. C. var blandt de prædikanter der i november 1536 indkaldtes til et møde, først i Odense, siden i Haderslev, hvor den nye kirkeordinans på latin blev udfærdiget.

Da universitetet blev oprettet i september 1537 blev C, der endnu da han i forsommeren underskrev kirkeordinansen havde betegnet sig som professor i Malmø, udnævnt til professor i retorik med ansvaret for den mere avancerede latinundervisning. At han ud over sine digteriske og filologiske evner besad et betydeligt praktisk talent fremgår af at han samtidig fik tildelt posten som universitetets kvæstor med ansvaret for dets økonomi, et hverv som han røgtede nidkært hvad hans omhyggeligt førte regnskaber, nu i Rigsarkivet, bevidner. Endelig blev han samtidig sognepræst ved Vor Frue kirke. Det er formentlig på dette tidspunkt han giftede sig, i hvert fald ved man at han efter tidens skik havde unge adelsmænd på kost i sit hjem, ikke med ubetinget succes forøvrigt, i hvert fald klagede den senere rigsråd Jørgen Rosenkrantz over at han forsømte undervisningen. At han også som teolog kunne hævde sig fremgår af at han 1539 efterfulgte Johs. Bugenhagen som teologisk professor til trods for kongens generelle mistro vedrørende danskeres evner til at beklæde så vigtige embeder. Som teologisk professor medvirkede han 1544 i de pinlige religionssamtaler med Lunde og Roskilde kapitler der endte med at disse måtte underskrive den augsburgske konfession og en række evangeliske læresætninger. November samme år kreeredes han som teologisk doktor. Hans mere praktiske evner fremgår af at han efter at have været universitetets rektor 1542-43 i det følgende år som vicerektor passede embedet for Peder Svave der på grund af embedsforretninger var forhindret heri. 1544-47 var han ved siden af at være sognepræst også Frue kirkes akademiske værge og må således have været en af kræfterne bag det forlig der 1547 afsluttede en årelang strid om kirkens jordeskyldshuse som universitetet havde fået tildelt. 1546 deltog han i bispesynoden i Antvorskov hvor en række vigtige bestemmelser der uddybede og præciserede den evangeliske kirkeordning blev vedtaget.

Marts 1548 blev C. kaldet til superintendent eller biskop i Vendelbo stift, efter traditionen blandt andet fordi han var kommet i et modsætningsforhold til sin menighed i Vor Frue sogn. En mere væsentlig begrundelse for udnævnelsen der under alle omstændigheder betød et avancement er nok snarere tilliden til hans evner til at få sat skik på de vanskelige forhold i stiftet. Efter planerne skulle han residere i fødebyen Hjørring hvor der blev givet ordre til at opføre ham en bolig, men forskellige forhold tyder på at han snarere har slået sig ned i Ålborg hvor stiftsøvrighedens verdslige part, stiftslensmanden på Ålborghus som C. nødvendigvis måtte samarbejde snævert med residerede. I den retning peger også, at hans enke Mette i 1555 fik bevilget frihed for byskat m.v., så længe hun var enke. C. synes at være gået op i sit nye embede med stor iver. 1549 fik han således ført kirkeordinansens bestemmelser om latinskoler i alle rigets købstæder ud i livet i Thisted og Hjørring og sandsynligvis også i Skagen og Sæby. Den grundighed han lagde for dagen på sine visitatsrejser fremgår af de endnu bevarede fortegnelser han optog over præsternes bogsamlinger, disse giver iøvrigt et dystert billede af præsternes lærdom. Bevaret er også den ordinationsed som han skriftligt lod præsterne forpligte sig på, og ifølge hvilken ulydighed mod biskop eller provst straffedes med embedets fortabelse. Endvidere kan nævnes hans indsats i 1550 for at få standset de trolddomskunster som en tidligere lægbroder i Mariager kloster, hvem det var lykkedes at opnå et præstekald ved Limfjorden, bedrev. Endelig skal det nævnes at han ud over at arbejde for at højne præsternes lærdom også interesserede sig for at forbedre deres materielle vilkår, herom vidner blandt andet en forordning han sammen med biskopperne i Ribe og Århus i 1552 på et møde i Ribe udsendte. Derimod kom hans død 8.9.1553 til at forhindre hans medvirken ved den store forbedring af præstelønningerne som kom i 1555.