Oskar Fich, Karl Oskar Fich, 17.8.1877-4.5.1944, højesteretssagfører. Født i Kolding, død i Kbh. (Cit.), begravet sst. (Garn. F. blev student fra Kolding latin- og realskole 1894, cand.jur. 1901, dommerfuldmægtig i nordre birk 1905 og sekretær i Dansk tarifforening 1907, overretssagfører 1909, højesteretssagfører 1918 og formand for sagførerrådet 1927-41. Han var medlem af bestyrelsen for Privatbanken og A/S Det Forenede Dampskibsselskab m.fl. og formand for højesteretsskranken 1941-44. – Efter en alsidig uddannelse trådte han i samarbejde med hrs. Johs. Stein, og sammen skabte de en betydelig og højt anset advokatvirksomhed. F. var en af sit slægtleds betydeligste jurister og advokater. Allerede hans ydre påkaldte opmærksomhed: Hans karakteristiske og smukke træk, hans holdning og medfødte autoritet og hans beherskelse af det sproglige udtryk kendetegnede hans usædvanlige personlighed. F. var en alsidig begavelse som sikkert inden for mange andre felter ville have kunnet yde noget særligt, men havde utvivlsomt særlige evner som skrankeadvokat idet hans naturlige veltalenhed og hans juridiske skarpsindighed ofte kunne give én den tanke at således måtte en af fortidens store franske advokater have taget sig ud i retten – den samme elegante fremtræden, den sonore stemme og det livlige og af klarhed lysende foredrag. Han var en formens mester for hvem det var helt naturligt at betragte formen -dens værdighed og skønhed – som en side af tilværelsen der under ingen omstændigheder måtte negligeres – en side der krævede lige så stor omhu som indholdet.

Som Sagførersamfundets og sagførerrådets formand i ikke mindre end 14 år øvede han en betydelig indflydelse på standens udvikling. Blandt de mange vigtige reformer som F. gennemførte i sin formandstid bør særlig nævnes oprettelsen af sagførernævnet – nu advokatnævnet – og klientkontoordningen. – Ved oprettelsen af advokatnævnet i 1933 overførtes en del af de ved retsplejeloven i 1919 til sagførerrådet henlagte selvjustitsopgaver til nævnet der fik dømmende myndighed i disciplinærsager i hvilke advokatrådet virker som anklagemyndighed, og i sådanne klagesager hvori advokatrådet ikke har fundet anledning til at rejse tiltale, ligesom nævnet virker som appelinstans for de af Advokatsamfundets kredsbestyrelser afgjorte sager. Herved etableredes et såkaldt "selvdømme" for advokatstanden som – takket være standens selvfølgelige interesse i at styrke sin uafhængighed ved at fastlægge og håndhæve strenge normer for sine medlemmers handlemåde – har været en virksom faktor i udbygningen af standens etiske og organisationsmæssige standard. – Dette gælder også i høj grad gennemførelsen af klientkontoordningen der kræver at alle midler som en advokat modtager fra en klient skal anbringes på en "klientkonto" for hvilken der gælder særlige retsbeskyttelsesregler. Klientkontoen har været et betydningsfuldt led i den lange række af bestemmelser til beskyttelse af klienternes interesser som Advokatsamfundets organisationer har gennemført i årene siden retsplejelovens ikrafttræden.

Også på en række andre områder satte F.s virke som advokatrådets formand sig spor, og adskillige senere gennemførte reformer blev allerede forberedt i hans tid som rådsformand. Det var således et virkeligt pionerarbejde i advokatstandens udvikling der bar F.s stempel. – Som den af alle højt respekterede repræsentant for sin stand holdt han ved den danske sagførerstands 300 års jubilæum en tale der både ved sit spirituelle indhold og sin sproglige udformning placerede begivenheden i højeste plan, og som endnu huskes af dem der hørte den. Det var utvivlsomt inden for proceduren og den kollegiale organisation at F. ydede sin største indsats, men også de øvrige sider af en sagførers virke beherskede F. med overlegen dygtighed.

Familie

Forældre: læge Hjalmar Oscar Thorvald F. (1838-99) og Nicoline Elisabeth (Betty) Møller (1841-1915). Gift 19.5.1910 i Kbh. (Helligånds.) med Sigrid Kristine Malling, født 18.9.1885 i Kbh., død 1.3.1950 sst. (Frihavns), d. af grosserer William M. (1859-1944) og Dora Margaret Hedley (1861-1947).

Udnævnelser

R. 1928. DM. 1938.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig