P.G.C. Jensen

P.G.C. Jensen, Peter Gregers Christian Jensen, 25.4.1840-19.8.1911, højesteretssagfører, politiker. Født i Nysted, død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). J. blev student 1858 fra Nykøbing F., var 1861–63 huslærer hos ministerresident i Haag grev Preben Bille-Brahe og blev 1866 cand.jur. Han var derefter sagførerfuldmægtig i Nykøbing F. hvor han 1868 nedsatte sig som underretsprøve-prokurator, blev 1870 underretsprokurator og 1872 overretssagfører. 1872–84 var han tillige medlem af bestyrelsen for Landmandsbankens kontor i Nykøbing F., 1876–84 medlem af byrådet, valgt af højre, og i samme tidsrum medlem af Maribo amts skoleråd. 1879–89 sad han i Købstadforeningens bestyrelse og var 1890–93 udgiver af foreningens tidsskrift. – Hans virksomhed skabte hurtigt opmærksomhed om hans navn i videre kredse. 1884 blev han medlem af direktionen for Østifternes Kreditforening og flyttede til Kbh. Hans tilknytning til kreditforeningens ledelse blev kun kortvarig, men den satte sig ikke desto mindre spor. Hans samarbejde med direktionens formand C. Herforth var fra første færd vanskeligt. Herforth modsatte sig navnlig et af J. udarbejdet forslag til konvertering af nogle af foreningens lukkede serier. Da Herforth i foråret 1887 på grund af svagelighed trak sig tilbage, blev J. retskyndigt medlem af og formand for direktionen. Men allerede s.å. kom det til en strid mellem ham og repræsentantskabet der greb ind på direktionens kompetenceområde. J. tog da straks konsekvensen og trådte tilbage sammen med den øvrige direktion. Konverteringen blev senere trods modstand fra den nye direktions side gennemført efter de af J. angivne principper.

J. vendte derefter tilbage til sagførervirksomheden. 1888 blev han højesteretssagfører, og i løbet af få år oparbejdede han en meget omfattende og meget anset forretning. Fra 1893 udførte han offentlige sager. J. er en af de ypperste skikkelser i den danske højesteretsskrankes historie. Fra sin tidligere virksomhed medførte han en erfaring og indsigt i offentlige og erhvervsmæssige forhold som få. Han fandt hurtigt kernepunktet i en sag, og på dette grundede han en procedure der udmærkede sig ved omhyggelig logik og saglig vægt. Den fængslede ikke alene ved sin faste og klare opbygning, men den blev tillige båret af en sjælden advokatorisk slagfærdighed, en fyrig, til tider overvældende polemisk vitalitet. Ved disse virkemidler vandt han sig i fortrinlig grad rettens øre, ligesom også hans sikre judicium bidrog til, at han oftest procederede med gunstigt udfald. Han nærede i øvrigt levende interesse for sagførerstandens forhold, var 1871–75 medlem af bestyrelsen for Den almindelige sagførerforening og 1883–1906 medlem af hovedbestyrelsen for Den danske sagførerforening, næstformand 1890–1906. I årenes løb trådte han ind i ledelsen af forskellige erhvervsforetagender. Fra 1885 var han medlem af Bikubens repræsentantskab, fra 1889 dettes formand; han tog her initiativet bl.a. til oprettelsen af Sparekassens forvaltningsafdeling 1894. 1899 blev han formand for A/S Wessel & Vett (Magasin du Nord), 1900 for A/S C. A. Qvade, Rasmussen og Faber, Maribo, og 1902 for repræsentantskabet for Kreditforeningen af Kommuner i Danmark. 1908 udpegedes han til formand for likvidatorerne i Kbh.s grundejerbank. – Ved valget 1884 stillede han sig i Nykøbing F. mod venstres Rasmus Claussen, men først 1891 kom han ind i praktisk politik, valgt til landstinget af højre ved et udfyldningsvalg i 2. kreds. Provisoriepolitikken og højres magtstilling gik allerede da på hæld, så at J. der stod på et udpræget højrestandpunkt i tilslutning til konsejlspræsident Estrup, ikke i det politiske liv opnåede den indflydelse der ellers ville have været ham vis. Hertil bidrog også, at han ikke var nogen egentlig parlamentarisk fører: vulgæragitationen havde han hverken interesse eller sans for, og han savnede den bøjelighed og medierende evne der er forudsætningen for et partiførerskab; myndigt, til tider barskt, forfægtede han sine standpunkter, også i partifællernes kreds. Men med vanlig lidenskabelig virketrang tog han det politiske arbejde op.

Fra forliget 1894, som han stemte imod, til systemskiftet var hans navn fremme i første række som landstingets ledende højrepolitiker, 1900–02 som formand for højres repræsentantskab. Han var medlem af næringslovskommissionen af 1890 og toldkommissionen af 1895. 1895–1910 havde han sæde i landstingets finansudvalg og var fra 1900 som regel dets ordfører. 1895 blev han medlem af rigsretten, fra 1910 dens næstformand. Han var stærkt opfordret til at indtræde i ministeriet Sehested, men afslog det. I disse års fornemste politiske stridsspørgsmål, told- og skattereformerne, var hans stade udpræget protektionistisk, ligesom han var en af brændevinsskattens ihærdigste talsmænd. Som ordfører for skattereformen 1901 gjorde han sit berømte overbud idet han på visse betingelser foreslog alle de gamle hartkornsskatter afskrevne. Forslaget fik ikke de politiske virkninger der var tilsigtet. Det blev grebet af venstre og indgik som et led i skattereformens endelige udformning. Men det vakte misstemning i byhøjre. Fra 1901 og fremefter, da de frikonservative førte deres forligspolitik med venstreministerierne, trådte J. politisk mere i baggrunden. Men i det saglige arbejde var han stadig virksom. Han blev 1905 medlem af straffelovskommissionen og 1909 af kommissionen vedrørende len og stamhuse. I arbejdet på retsreformen af 1908 tog han livligt del og prægede den på flere punkter.