Aage Sachs, Aage Axel Emil Sachs, 13.5.1887-18.10.1944, jurist. Født i Skive, død i Roskilde (Domsg.), begravet i Kbh. (Vestre). S. blev student fra Ordrup gymnasium 1905, cand. jur. og fuldmægtig ved Fjends-Nørlyng herreder i Viborg 1911, sagførerfuldmægtig i Ringsted 1912, assistent i finansministeriet 1913, sekretær 1919, fuldmægtig 1925 og var ekspeditionssekretær 1931–36. Samtidig med denne karriere i finansministeriet var S. med til at udbygge danske statstjenestemænds organisationer og på mange områder den drivende kraft i organisationsarbejdet. 1915 blev han medlem af hovedbestyrelsen for ministerialforeningen og redigerede foreningens månedsblad fra dets start 1916 til 1933. Endvidere var han 1918–35 medlem af og sekretær for Danske statsembedsmænds samråd og 1920–36 sekretær i Det nordiske administrative forbund. Hans varme interesse for udvidet samarbejde inden for kredsen af nordiske embedsmænd førte ham også til at udgive og redigere Nordisk administrativt Tidsskrift fra 1919. -Med stor energi og dygtighed og ledet af sin sociale interesse gik S. ind i arbejdet for reformer i centraladministrationen og forbedring af embedsmændenes lønninger. Hans ledende synspunkt var at uden forståelse i rigsdagen af lønningsvilkårene kunne en uafhængig og virksom embedsstand ikke opretholdes. Som medlem af administrationskommissionen af 1923 og lønningskommissionen af 1929 udfoldede han stor forhandlingsevne, både smidighed og fasthed, og varetog ved mange andre lejligheder embedsstandens faglige og økonomiske interesser. Med sin praktiske og humane indstilling stod han bag opførelsen af Danske statsembedsmænds samråds enkebolig i Kbh. Efter 20 års organisationsarbejde og administration i finansministeriet afbrød S. sin ministerielle karriere og var fra 1936 til sin død dommer i Roskilde. Det vakte nogen kritik at han fik dommerembede uden forudgående tjeneste som dommerfuldmægtig, men her som andre steder viste han sig fuldt ud sine opgaver voksen og vandt respekt og tillid, hvad også gjaldt hans formandskab i fredningsnævnet for Roskilde amtsrådskreds. – S. var medlem af det internationale institut for administrative videnskaber i Bruxelles. Han redigerede aktsamlingen vedr. de overordentlige foranstaltninger under første verdenskrig og Den danske Centraladministration, 1921, og var medudgiver af Niels Bransager: Artikler og Taler, 1916.

Familie

Forældre: købmand, senere grosserer Jean S. (1858–1924) og Karen Marie Schou (1863–1914). Gift 1. gang 15.5.1915 på Frbg. med Helene Prahl, født 2.3.1888 i Hørsholm, død 15.2.1969 i Mogenstrup, d. af birkefuldmægtig, senere dommer Harald Søren Christian P. (1857–1934) og Anna Nielsen (1865–1952). Ægteskabet opløst 1927. Gift 2. gang 15.8.1927 på Frbg. (b.v.) med Grete Hørup, født 30.4.1895 på Frbg., død 6.5.1970 i Kbh. (Sions) (gift 1. gang 1915 med ingeniør, senere direktør for Bladkompagniet Orla Henrik Rode, 1893–1960, gift 2. gang 1928 med Annemarie Vibeke Schou, født 1907), d. af grosserer, senere direktør Alexander H. (1870–1924) og Marie Hvilsom (1872–1934).

Udnævnelser

R. 1925. DM. 1936.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Studenterne MCMV, 1930 147. Ministeriernes måneds-bi. XVII, 1933 4f. Gun[nar] [Nielsen] i Politiken 19.10.1944. Berl. tid. s.d. Roskilde tid. s.d. Henrik Bang og H. B. Krenchel i Samrådet XXVIII, 1944 67f. J. Bülow i Nord-administrativt t. XXV, s.å. 143–45.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig