Erwin Munch-Petersen, Erwin Julius Carl Munch-Petersen, 17.7.1900-26.2.1956, jurist. Født på Frbg, død i Kbh., urne i fællesgrav sst. (Vestre). M.-P. blev student 1918 fra Metropolitanskolen og juridisk kandidat 1924. Han havde interesse for den teoretiske jura, men søgte samtidig grundig praktisk uddannelse. Efter eksamen blev han fuldmægtig hos højesteretssagfører Oskar Fich (1924-26). 1926 modtog han det Hurtigkarlske rejsestipendium, på hvilket han 1926-28 foretog en studierejse til England, Frankrig, Østrig og Tyskland. Frugten af disse studier blev det grundige og omfattende værk Konkurssurrogater, 1932. Som titlen angiver undersøger forfatteren her i en retssammenlignende studie de midler retsforfatningerne hjemler til imødegåelse og ophævelse af insolvenssituationer uden for konkurs. Han tager herved stilling til spørgsmålet om, i hvilket omfang konkursretlige grundsætninger finder anvendelse på disse konkurssurrogater, tvangsakkord, frivillig akkord og andre frivillige ordninger. Værket fik aktuel betydning for den danske konkurslovskommission. I tilknytning til dette værk, der sammen med det følgende var grundlag for erhvervelsen af doktorgraden 1935, undersøger M.-P. i Overdragelser til Fyldestgørelse. Nogle Studier i Spørgsmaalet om Ejendomsrettens Overgang, 1935, om der gennem de nævnte konkurssurrogater kan skabes tinglig sikkerhed for de kreditorer der deltager i sådanne ordninger. Ligeledes undersøges spørgsmålet om ejendomsrettens overgang ved overdragelse til fyldestgørelse af en enkelt kreditor. Gennem disse værker havde forfatteren dokumenteret afgjort videnskabelig evne, og det var derfor naturligt at han 1936 knyttedes til universitetet, foreløbig som lektor.

M.-P. havde imidlertid jævnsides med sit videnskabelige arbejde uddybet sin praktiske uddannelse. Han indtrådte 1931 i justitsministeriet, udnævntes til fuldmægtig her 1936 efter at han 1934 havde været konstitueret som dommer i vestre landsret. 1935-38 konstitueredes han som dommer i Kbh.s byret og udnævntes som dommer 1938. Han forlod dommergerningen 1942 ved sin udnævnelse til professor. – M.-P. var medlem af og sekretær ved konkurslovskommissionen og forberedte her udarbejdelsen af kommissionens vægtige betænkning. Fra 1934 var han medlem af bestyrelsen for Juridisk forening og fra 1937 af bestyrelsen for de nordiske juristmøder. Ved dannelsen af den mest omfattende danske juristorganisation Juristforbundet 1943 valgtes han til formand (fra 1952 Danm.s juristforbund), og anvendte en stor del af sin arbejdskraft i forbundets tjeneste. Som professor ved universitetet fortsatte han faderens arbejde, udgav dennes bøger: Skifteretten 1935 og 1956, Tvangsfuldbyrdelse 1937 og 1948 og Borgerlig Ret, 10.-13. udg., 1937-48. Han var medudgiver af Retsplejeloven I–11, 1939 og udgav Lov om Rettens pleje 1946 og 1952. Hans store hjælpsomhed, de øgede administrative pligter og hvervet som redaktør af Juristen fra 1943 levnede ham ikke megen tid til videnskabeligt arbejde. I de sidste år af hans liv blev hans arbejdsevne reduceret af sygdom. M.-P. var medlem af retsplejeudvalget 1940-41, af ankenævnet i sager efter forræderiloven 1945-50, af den særlige klageret fra 1949 og formand for kommissionen vedrørende de islandske håndskrifter fra 1947. Ved universitetet var han medlem af konsistorium og referendar fra 1944. 1955 blev han æresmedlem af Juridisk diskussionsklub.

Familie

Forældre: professor H. M.-P. (1869-1934) og Lina J. Mandl (1873-1949). Gift 1. gang 4.4.1925 i Kbh. (b.v.) med Asta Betty Fibiger, født 6.8.1900 på Frbg., død 22.7.1982 i Ordrup, d. af professor, dr.med. Johannes F. (1867-1928) og Mathilde Fibiger (1863-1954). Ægteskabet opløst 1946. Gift 2. gang 4.6.1946 på Frbg. (b.v.) med Gunvor Margaretha Blomqvist, født 7.4.1917 i Sverige (gift 1. gang med ekspeditionssekretær, cand.jur. Johannes Marcus Julius Munch-Petersen, født 1916; gift 2. gang 1946 med Karen von Holstein, født 1921), d. af lektor, dr.phil. Theodor Anders Gustaf B. og Gerda Margaretha Trulsson. Ægteskabet opløst 1950. Gift 3. gang 12.3.1951 i Kbh. (b.v.) med Kirsten (Kitte) Fenger Guld, født 12.3.1921 i Pedersborg (gift 2. gang 1961 med ekspeditionssekretær, cand.polit. Arne Fock, født 1923; gift 1. gang 1951 med Annette Faurholt, født 1923), d. af førstelærer Christian Ingvor Nielsen G. og Inger Marie Fenger. – Bror til Arne M.-P.

Udnævnelser

R. 1941. DM. 1948.

Ikonografi

Tegn. af Otto Christensen, 1941. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1935 143f. O. A. Borum sst. nov. 1956 161-66. -C. Bang i Juristen, 1956 75-79. W. E. v. Eyben i Tidsskr. for rettsvitenskap, Oslo s.å. 81-84.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig