Estrid Torkil-Hansen, Estrid Dencker Torkil-Hansen, 16.12.1891-18.2.1982, jurist, kommitteret i undervisningsministeriet. Født på Svejstrup Østergård, Dover sg. ved Skanderborg, død i Kbh. (Jac), begravet sst. (Holmens). T.-H. blev student fra Marselisborg gymnasium 1911 og cand.jur. 1918. Hun var assistent i Kbh.s overpræsidium 1918–20, derefter ansat i undervisningsministeriet hvor hun blev sekretær 1920, fuldmægtig 1931 og kontorchef 1938. Ved departementschef K. Paludan-Müllers afgang 1953 var hun s.m. kontorchef Agnete Vøhtz ansøger til stillingen. Agnete Vøhtz blev den foretrukne og T.-H. udnævntes til kommitteret i skolesager. En væsentlig del af hendes arbejde havde forbindelse med ungdomsproblemer efter anden verdenskrig, nye uddannelser i disse år og de nye internationale forbindelser på uddannelses- og kulturområdet. Hun var medlem af ungdomskommissionen af 1945 og var formand for udvalget vedr. lærermangelen 1953–63. Endvidere var hun formand for undervisningsministeriets husholdningsudvalg 1942–63 og for repræsentantskabet vedr. specialkursus i husholdning ved Århus univ. 1945–63, indledningen til universitetsuddannelse i ernæringslære, husholdningslære, tekstiler m.m. 1949–67 var hun medlem af den danske UNESCO-nationalkommission og 1942–65 af bestyrelsen for foreningen til provinsbørns ferieophold i Kbh. samt af direktionen for det søsterlige selskab 1957–67. Komiteen for dronning Caroline Amalies asylskole stod hun i spidsen for 1941–65. Hun fortsatte som kommitteret i ministeriet et par år efter pensionsalderens indtræden og tog sin afsked 1963.

Familie

Forældre: gårdejer Anders Nielsen (1859–1928) og Ane Kirstine Pedersen (1858–1941). Gift 8.4.1925 i Dover med advokat Carl Peter Frederik Valdemar Hansen (navneforandring til Carl T.-H. 6.12.1912), født 11.2.1893 på Frbg., s. af postassistent Hans Christian Valdemar Hansen (1868–1961) og Rosa Christence Jacobine Spring (1870–1952).

Udnævnelser

R. 1951. R1. 1954. K. 1961.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig