Frederik Wilhelm Wivet

Frederik Wilhelm Wivet, 4.12.1728-23.2.1790, jurist, forfatter. Født i Hillerød, død i Kbh. (Nic), begravet sst. (Nic. k.). W. blev student 1746, privat dimitteret, og tog 1752 juridisk eksamen. 1754 blev han prokurator for alle over- og underretter, n.å. højesteretsadvokat og var 1763-73 tillige generalfiskal. I sidstnævnte egenskab førte han 1772 aktoratet mod J. F. Struensee og Enevold Brandt. Af juridiske skrifter har han forfattet Forsøg til en Afhandling om det stemplede Papiir, 1773 som ganske vist er skrevet ud fra ret begrænsede synspunkter, men vidner om en vis jævn praktisk sans. Endvidere har han udgivet Forsøg til Fortætning om mærkværdige Danske og Norske Sager udførte i Høyeste Ret I–II og III, 1, 1774-76 (tysk overs. I–II, 1779-80); denne samling var ved sin livfulde, folkelige stil velegnet til at vække interesse for juridiske sager hos et større publikum. W.s skønlitterære forfatterskab stammer overvejende fra hans unge dage. Allerede 1748 udgav han treaktskomedien Den Forfængelige (ikke opført), mens hans betydeligste dramatiske arbejde, femakts-stykket Datum in blanco eller den af sin egen Last straffede Aagerkarl, der er skrevet 1756, først tryktes 1778 i Nye originale Skuespil II og, efter én gang at have været forkastet, opførtes 1785 (indtil 1790 spillet ti gange; svensk oversættelse 1786). Enke- og Liig-Kassen (tre akter) er i sin ældste skikkelse fra 1749, omarbejdedes 1760 og 1773 for endelig at opføres 1787 og give anledning til teaterspektakler så at stykket henlagdes efter anden opførelse. W.s store forbillede er Ludvig Holberg fra hvem han bl.a. gerne låner de traditionelle navne til sine personer. Han har en vis realistisk sans og kan forme enkelte morsomme replikker, men han savner Holbergs komiske kraft og dramatiske håndelag; om virkelig inspiration af den holbergske muse er der ikke tale. Sin sagkundskab som praktisk jurist får han brug for i intrigen hvor ågerkarle, kassebedrøvere og lyssky eksistenser griber kraftigt ind.

I "Spe.ctator"-tiden, da alt helst skulle være periodica, udsendte W. sine Danske Epigrammata som ottesidet ugeblad; det lykkedes ham virkelig i fem måneder at holde dette foretagende gående (nov. 1751–april 1752). Inden standsningen havde han jan. 1752 påbegyndt Den Danske Mercurius der fortsattes med månedlige numre til udgangen af 1755 som et af de sene forsøg på at genoplive A. Bordings Den danske Mercurius; de ledsagende "satyriske Reflexioner" består ofte i fæle brandere. I tidsskriftform udsendte W. også 1753 begyndelsen af en moraliserende roman på vers Den Danske Robinson med et ark om ugen. Bogen er ingen Robinsonade, men snarere en borgerlig roman; den handler om en studenter-døgenigt og standser uafsluttet da ødelanden kommer til penge efter faderens død. W.s sidste digteriske arbejde er Beskrivelse over en Reise, som nogle af Modvind ilde plagede Mennesker giorde til Fods, igiennem Sielland og endeel af Jylland, 1787, et komisk heltedigt med lærde noter i Peder Paars' stil, under forfatternavnet Fritz Lauridssøn (svarende til Hans Michelsen) og udgivet af Mads Skarp (svarende til Just Justesen). Heller ikke i denne genre kan W. måle sig med Holberg, og digtet synes ikke at have vakt nogen som helst opmærksomhed ved sin fremkomst.