J.E. Larsen

J.E. Larsen, Johannes Ephraim Larsen, 11.2.1799-17.11.1856, jurist. Født i Kbh. (Frue), død sst. (Frue), begravet sst. (Ass.). L. voksede op under fattige forhold, men hans far var en åndelig opvakt mand, og moderen skal have været en meget energisk natur der kraftigt ansporede sønnens flid og lærelyst. Trods de trange kår i hjemmet sattes han derfor til uddannelse i et privat institut og blev derved tidligt sat i stand til helt at sørge for sig selv. Efter at han i 1 1½år havde arbejdet som ekstraskriver i generaltoldkammer- og kommercekollegiet ansattes han 1815 som ekstraskriver ved Kbh.s politiret med løfte om at blive indstillet til kopist ved retten når han havde taget juridisk eksamen for ustuderede som han bestod 1816 hvorefter han s.å. efter A. S. Ørsteds indstilling udnævntes til kopist ved politiretten og politiets øvrige forretninger og 1818 til fuldmægtig. Året efter dimitteredes han privat til eksamen artium og tog 1825 fuldstændig juridisk embedseksamen. Derefter avancerede han 1826 til politisekretær og 1828 til politiassistent ved Borgergades station hvorfra han overgik til universitetet 1831. Samtidig med at han varetog sine forretninger i politiet mens han forberedte sig til embedseksamen havde han fundet sin rette virkekreds inden for retsvidenskaben og kastet sig over retshistoriske studier. Allerede 1825 udkom, med J. L. A. Kolderup-Rosenvinges undersøgelser som udgangspunkt hans Yderligere Undersøgelse over Christian II.s Love, og derpå fulgte 1827–28 Bidrag til de gamle danske Provindsiallovbøgers Historie (begge i Juridisk Tidsskr.), L.s bedste arbejde som på én gang befæstede hans videnskabelige ry. 1831 udnævntes han til professor extraordinarius i lovkyndighed, og fem år senere blev han professor ordinarius og assessor i konsistorium. I sin professorstilling forblev han indtil han 1856 udnævntes til justitiarius i højesteret efter at han siden 1839 havde været ekstraordinær assessor i samme ret. Den anseelse L. nød ved universitetet gav sig udslag i at han valgtes til dets rektor 1838–39 og 1853–55 ligesom han beklædte flere andre akademiske tillidshverv og i det hele benyttedes stærkt i universitetets administration. Hans anseelse som videnskabsmand fandt bl.a. udtryk i at han 1836 optoges som medlem af Danske selskab og 1841 som medlem af Videnskabernes selskab. 1839 var han endvidere medstifter af Den danske historiske forening i hvis bestyrelse han sad fra dens stiftelse til sin død, 1839–41 og fra 1853 som formand; siden 1839 var han også formand for det historisk-genealogiske selskab. I de henved 25 år L. var professor forelæste han regelmæssigt. En enkelt gang, 1832–33, læste han over strafferet og enkelte gange senere over landboret og politiret, men gentagne gange over familieret, tingsret, obligationsret, afsnit af processen samt Danmarks og hertugdømmernes statsret og endelig en enkelt gang til slutning over den danske retshistorie.

L.s forelæsninger var på grund af hans stammende foredrag vistnok ikke særlig oplivende; men i den snævrere kreds som samlede sig om ham på eksaminatorierne hvor fortroligheden løste hans tunge virkede han i høj grad vækkende og belærende. A. F. Krieger, C. C. Hall og F. T. J. Gram har alle vidnet om det udbytte de havde af hans undervisning. I en række forelæsninger har L. indarbejdet det kolossale stof som Ørsted havde tilført retsvidenskaben i selvstændige, systematiske fremstillinger af familieretten, formueretten, statsretten (før og efter grundloven) og større dele af processen. L. var fortrinsvis historisk-empirisk anlagt og tog sit standpunkt i selve den positive ret hvis ordning han i det væsentlige opfattede som en historisk tilbleven, praktisk virkende kendsgerning. Selv har han ikke udgivet nogen af denne række forelæsninger der først efter hans død blev udgivet som hovedbestanddel af hans Samlede Skrifter I-X, 1857–61. I levende live havde han, bortset fra de retshistoriske afhandlinger, kun offentliggjort de af ham udarbejdede afsnit af Systematisk Fremstilling af den danske Procesmaade som han udgav i forening med P. G. Bang (1837–43), nemlig den ekstraordinære proces, fogedforretninger og læren om appel.

Skønt L.s retshistoriske afhandlinger havde banet ham vej til universitetet nåede han dog først efter Kolderup-Rosenvinges død at holde forelæsninger over retshistorie 1853–55 på grundlag af Kolderup-Rosenvinges trykte værk. De ovenfor omtalte retshistoriske habilitationsskrifter efterfulgtes 1833 af en afhandling Om det saakaldte extraordinære Tyvsbevis (i Juridisk Tidsskr.) der indvirkede bestemmende på dette bevismiddels ordning i Forordning af 8. sept. 1841 § 7. 1838 skrev han en historisk-statsretlig afhandling Om Rigsdage, Provindsialforsamlinger saml Rigsraadel i Danmark, og 1839 afhandlingen Om de danske Kongers personlige Deellagelse i Retsplejen (begge i Hist. Tidsskr.). Hertil kom en række omfattende anmeldelser af retsvidenskabelige værker. Til L.s retshistoriske arbejder hører også et par afhandlinger fremkaldt ved datidens politiske stridigheder. Dette gælder et universitetsprogram om Islands statsretlige stilling i hvilket L. imødegår de påstande herom som var fremsat fra islandsk side, de to grundige afhandlinger Om Samforlehningsinstitutet og Om Anvendelsen af Samforlehningen med Hensyn til Successionen i Hertugdømmet Holsten (begge i Antislesv. Fragmenter, 1848), der indledte de ved konsistoriums foranstaltning udgivne Antislesvig-holstenske Fragmenter, hvis hensigt var at belyse det dengang brændende arvefølge-spørgsmål ud fra danske synspunkter.

L. øvede gennem flere år en vigtig politisk indsats. På A. S. Ørsteds forslag valgte kongen ham til at repræsentere Kbh.s universitet på stænderforsamlingerne i Roskilde og Viborg i de tre samlinger 1842, 1844 og 1846, og han skaffede sig hurtigt en fast og anset position således at han 1846 kunne blive valgt til viceformand. I forfatningspolitisk henseende var L. moderat-liberal og stod nærmest på linje med mænd som T. Algreen-Ussing og P. A. Tutein i kravet om en rolig udvikling af forfatningssagen. Nationalt var han meget interesseret. Sammen med H. N. Clausen o.a. stiftede han 1843 Syvstjernen, og i stændersalen tog han varmt til orde for bedre levevilkår for det danske sprog i hertugdømmet Slesvig. Opretholdelsen af den nære statslige forbindelse mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig lå ham særlig varmt på sinde, og han anbefalede 1844 et andragende til regeringen om at den ved en offentlig bekendtgørelse ville proklamere Slesvigs uadskillelige forbindelse med den danske krone. Også tidens vanskelige landøkonomiske spørgsmål interesserede ham dybt, og han indtog her en langt mere radikal holdning end flere af sine standsfæller. Dette viste sig fx i husmandssagen hvor han foreslog at pligtarbejdet nedsattes til det halve af hvad regeringsforslaget indeholdt, og han tog nærmest initiativ til indgivelsen af et andragende om ophævelsen af de sidste rester af de juridiske forrettigheder der tilkom de store jordegodsbesiddere. L. valgtes til medlem af den grundlovgivende rigsforsamling og fik sæde i det snævrere grundlovsudvalg. For at gøre overgangen fra det absolutte enevoldsregimente til den konstitutionelt styrede stat så lempelig som muligt, og for at sikre folkestyret i fremtiden, stillede han forslag om at den lovgivende magt skulle ligge hos kongen i forbindelse med et kammer der bestod af 156 medlemmer. Af disse skulle 50 vælges ved almindelig valgret, 90 udpeges af borgere der havde haft valgret til stænderforsamlingerne, dog sænkedes census så meget at alle der havde betalt 40 rdl. i årlig skat til stat eller kommune kom med, ti skulle være kongevalgte eller udpeget af gejstlighed og universitet, og endelig skulle seks repræsentere Island og Færøerne. Det typiske kompromisforslag vandt dog ingen større tilslutning fra nogen af siderne og faldt igennem ved afstemningen. L. afholdt sig herefter fra at afgive nogen stemme.

I årene derefter repræsenterede L. Kbh. i folketinget og sad derpå fra 1853 til sin død som en af hovedstadens repræsentanter i landstinget, bortset fra en kort periode under det Ørstedske ministerium 1854. Fra denne tid er hans navn knyttet til forhandlingerne om det danske tronfølgespørgsmål. Sammen med gehejmearkivar C. F. Wegener havde han udarbejdet en række stats-akter der hvilede på den opfattelse at kongelovens arveregler gjaldt for kongeriget og for hertugdømmet Slesvig, og at de herigennem var og i fremtiden burde være nærmere knyttet til hinanden end andre dele af monarkiet. Da ministeriet Bluhme ved januar-kundgørelsen lod dette argument falde rejste L. på rigsdagen en stor kampagne og bebrejdede regeringen i stærke og veltalende ord at den uden grund havde opgivet dette rent juridiske grundlag for forbindelsen mellem to af monarkiets vigtigste provinser. C. A. Bluhme skød sig ind under "den europæiske Nødvendighed", og flertallet af rigsdagen fulgte ham. På rigsdagen var L.s navn endvidere knyttet til den store debat om fæstelovgivningen. I anledning af et forslag der var forelagt af D. G. Monrad udarbejdede han en stor betænkning hvori han gik ind for fæstebondens medejendomsret til fæstejorden og gav denne ret til afløsning af fæsteforholdet til en pris der var mindre end ejendommens værdi i handel og vandel. Med begejstring sluttede bondevennerne sig til den juridiske professors betænkning, og den blev et kraftigt våben i deres hånd under de videre forhandlinger. Da den politiske konflikt mellem ministeriet Ørsted og rigsdagen tilspidsedes nedlagde L. i sommeren 1854 sit mandat sammen med 21 embedsmænd der alle følte sig stillet over for valget enten at skulle ofre deres eksistens eller svigte deres politiske overbevisning. Da rigsdagen besluttede rigsretsanklage valgtes L. til formand for rigsretten. For sin ledelse af sagen mod Ørsted udnævntes han af den nye regering til justitiarius i højesteret, men den anstrengende sag havde udtømt hans kræfter, og han døde kort efter. – Etatsråd 1851. Konferensråd 1856.