J.H. Bärens, Johan Hendrich Bärens, 26.8.1761-5.7.1813, jurist. Født i Kbh. (Fred. ty.), død sst. (Helligg.), begravet på De fattiges kirkegård. B. blev student 1779, privat dimitteret, 1780 blev han ved B. W. Luxdorphs velvilje volontør i Danske kancelli, cand. jur. 1782, 1786 fuldmægtig i hof- og stadsretten, 1788 assessor sst., 1792 tillige medlem af og 1799 justitiarius i fattigvæsenets politiret. Det var i mange år B.s mål at vinde et navn som retsvidenskabsmand. Han samlede et stort retshistorisk materiale men ved Kbh.s bombardement mistede han både sine optegnelser og manuskripter og sit bibliotek der efter hans egen opgivelse bestod af ca. 4000 bind og over 40000 juridiske disputatser. Videnskabsmand blev han ikke men han ydede bidrag til forskellige tidsskrifter og udgav nogle bøger, bl. a. en juridisk formularbog 1788 (9. opl. 1820, Noget om Fallitvæsenet i Danmark, 1791 (anonymt), Juridisk Lommebog for årene 1795, 1796 og 1797 og Nok en Draabe i det store Hav af Skrifter om Skrivefriheden, 1797. Oplaget af en af ham besørget udgave af Danske lov gik til grunde ved branden i 1795 men han udgav 1797 et register til loven. 1788 udsendte B. en tysk oversættelse af P. Kofod Anchers Dansk Lehns Ret fra 1777 med anmærkninger og en skildring af den store retshistoriker der havde optaget ham blandt sine venner. - 1787 blev B. beskikket som sekretær ved en kommission angående fattigvæsenets ordning, og han førtes derved ind i en gerning som fyldte ham helt. 1799 blev han medlem af direktionen for Kbh.s fattigvæsen og deltog i udarbejdelsen af den kbh.ske fattigplan af 1.7.1799. Han ydede en betydelig indsats inden for den offentlige forsorg og udfoldede også på dette område en omfattende forfattervirksomhed. Blandt hans publikationer kan nævnes Efterretning om Fattigvæsenets Tilstand i Dannemark, 1790, og tidsskriftet Penia eller Blade for Skole-, Industrie-, Medicinal- og Fattigvæsen I-VII, 1806-12. Indtægten af tidsskriftet skænkede han, tillige med et honorar på 1000 rdl. for udlæg i forbindelse med et kommissionsarbejde, til en af ham selv grundlagt pigeskole idet han hævdede det princip at arbejde for de fattige ikke burde vederlægges. Også for skolevæsenets forbedring virkede B. Han var medlem af den i 1809 nedsatte kommission for borger- og almueskolevæsenet i Kbh., og han bidrog til en bedre indretning af Opfostringshuset. B. underviste selv, skrev skolebøger, bl.a. Dansk Grammatik for Indfødte, 2. opl. 1805, og arbejdede for fremme af sang-, gymnastik- og svømmeundervisningen. Også for den indenlandske kunst og husflid viste han interesse. Han havde selv kunstneriske evner, tegnede, modellerede og malede og fik som ung en medalje på kunstakademiets modelskole. 1799 var han medstifter af et selskab for musikkens udbredelse. B.s interesser rakte endnu videre; det kan således nævnes at han i den litterære jødefejde 1813 deltog med indlæg i S. Soldins "Nyeste Skilderie af Kjøbehhavn" og i "Tillæg til Moses og Jesus". B. ønskede at blive begravet mellem de fattige hvis sag lå ham så stærkt på sinde, med en enkel gravsten med. indskriften: "Peniæ Forfatter: Hans Liv var Daad". Senere blev der rejst et anseligt gravmonument som 1921 fandt sin plads på en plæne i Almindelig hospital i Ryesgade.

Familie

Forældre: kammerråd, tysk assignationsbogholder Johan Georg B. (1732-1802) og blomstermaler Magdalene Margarete Schaffer (1737-1808). Gift 13.3.1811 i Kbh. (Helligg.) med Anna Cathrine Thonboe, f. Winkel (gift 1. gang 1788 med forvalter Ole T., ca. 1760-ca. 1810), døbt 10.11.1766 i Kbh. (Trin.), 18.8.1828 sst. (Trin.), d. af fuldmægtig, senere inspektør ved stadens brændemagasin Peder W. (ca. 1716-97) og Anne Sørensdatter Holm (ca. 1725-71).

Udnævnelser

Etatsråd 1813. R. 1811.

Bibliografi

J. H. B.s biografie, udg. P. W. Heiberg, 1813. - N. H. Gude: Tale ved J. H. B.s grav 1813. Dansk lit. tid. for året 1813 477-84 (med bibliografi). Penia VIII, 1813 197-200. Sst. 1814 144. S. Soldin i Nyeste skilderie af Kbh. XIX, 1813 869-73 879f. 905f. Villas Christensen i Museum, 1890 141-45. Joakim Larsen: Bidrag til den da. folkeskoles hist. 1784-1818, 1893 134-36. A. T. Høy: Det kgl. opfostringshus 1753-1903, 1903. Victor Krohn i Hist. medd. om Kbh. 2. r. 1, 1923-24 51-64.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig