Jacob Henric Schou

Jacob Henric Schou, 10.7.1745-12.2.1840, jurist, legatstifter. Født i Kippinge, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). Efter to års skolegang i Vordingborg skole dimitteredes S. 1762 til universitetet og tog 1769 teologisk attestats. 1770 blev han alumnus på Borchs kollegium hvor han efter tidens skik forfattede og forsvarede nogle disputatser (De probationibus theologicis I-III, 1770–72). N.å. blev han beskikket til som decanus at tage del i bestyrelsen af Kommunitetets øvelser. 1773 blev han hofmester for enkedronning Juliane Maries pager. Hans stilling gjorde det nærliggende for ham at lægge sig efter rets- og statsvidenskaben, og 1778 bestod han den juridiske eksamen. Allerede forinden dette tidspunkt havde han påbegyndt udgivelsen af Chronologisk Register over de Kgl. Forordninger og aabne Breve, som fra 1670 af ere udkomne ... af hvilket første bind udkom 1777. 1778 blev han udnævnt til surnummerær assessor i hof- og stadsretten, men allerede 1781 opnåede han det indbringende embede som kæmmerer ved Øresunds toldkammer. 1804 fritoges han på grund af svagelighed for sine embedsforretninger med ret til desuagtet at oppebære næsten alle indtægterne af embedet. Han bosatte sig herefter i Kbh. hvor han tilbragte de sidste 36 år af sit liv.

Ved sit testamente oprettede S., der også i levende live havde udøvet en udstrakt og alsidig godgørenhed, Etalsraad Jacob Henric Schous og hans Hustru Susanne Beckmans Stiftelse der trådte i kraft 1843 med en formue på over 135 000 rdl., og hvis renter anvendes til en række forskellige formål. 1822 havde han desuden skænket en betydelig juridisk bogsamling til universitetsbiblioteket tillige med en pengesum for hvis renter samlingen skulle vedligeholdes.

S.s navn er dog i første linie knyttet til den ovenfor nævnte samling af kgl. forordninger af hvilken han i tidens løb foranstaltede tre udgaver, ført op til 1825 (fortsat af J.L.A. Kolderup-Rosenvinge). "Schous Forordninger" der blev den i flere menneskealdre almindeligt benyttede lovsamling, fremtrådte vel som et udtog af den i forvejen eksisterende fejlfulde kronologiske samling; men S. supplerede og korrigerede denne, til dels ved selvstændige arkivundersøgelser, et arbejde der ikke blot krævede stor flid og nøjagtighed, men også forudsatte en betydelig juridisk indsigt, ikke mindst ved afgørelsen af om ældre forordninger stadig måtte anses for gældende. Hans indsats i så henseende blev i høj grad påskønnet af hans samtid. 1821 – 50 år efter hans udnævnelse til decanus – hyldedes han ved en fest på skydebanen af en større kreds af ansete mænd med en række universitetsprofessorer og justitiarierne i højesteret og landsover- samt hof- og stadsretten i spidsen, og T. Algreen-Ussing dedicerede 1836 sit værk om servitutter til S. for hans iver for at skabe lys og orden i et kaos af love.