L. Zeuthen, Sophus Rasmus Lauritz(en) Zeuthen, 3.8.1854-3.11.1923, jurist. Født i Kbh. (Frue), død i Hellerup, begravet i Kbh. (Ass.). Z. blev student 1873 fra v. Westens institut og cand.jur. 1878, var derefter manuduktør og 1880-83 volontør i justitsministeriet. 1886 blev han overretssagfører i Kbh. og fik efterhånden en meget stor forretning, sad i en række bestyrelser og var konsulent for adskillige større industrielle foretagender. Politisk tilhørte han oprindelig det liberale venstre og kom bl.a. til at stå N. Neergaard nær; han var en af fædrene til Studentersamfundets retshjælp og overordentlig virksom ved dens første organisation og udvikling, var dens formand 1885-89. 1884-87 var han bestyrelsesmedlem i Dansk kvindesamfund for hvis fremgang han havde virket ivrigt. 1897 købte han Heslegård i Hellerup og sad 1904-06 i Gentofte sogneråd, valgt af de højstbeskattede. Han var en i mange henseender interesseret og offervillig mand, var således i mange år bestyrelsesmedlem i selskabet Hedebruget, men især nærede nan en levende kærlighed til kunst, var medlem af gallerikommissionen og af Ny Carlsbergfondets direktion og finansierede planeringen af pladsen foran kunstmuseet 1919. Efter hans død skænkede hans to søstre hans betydelige formue til L. Zeuthens mindelegat på 1 200000 kr. (fundats stadfæstet 14.5.1927) med det formål at støtte sådanne bestræbelser på det videnskabelige, kunstneriske eller praktiske område som efter legatbestyrelsens skøn vil være af betydning for det danske samfund.

Familie

Forældre: møbelhandler Jørgen Lauritzen Z. (1814-76) og Margrethe Hansen (Bjerregaard) (1816-70). Ugift.

Udnævnelser

R. 1909. DM. 1912.

Ikonografi

Tegn. af P. S. Krøyer. Buste af Felix Nylund, 1922 (De forenede Bryggerier). Foto.

Bibliografi

Politiken 10.3.1897, 5.11.1923 og 8.11. s.å. Berl. tid. 4.11.1923. Ministerialtid., 1927 B 66. Gyrithe Lemche: Dansk kvindesamf.s hist., 2. udg. 1939. – Papirer i Rigsark. (jfr. Overretssagfører L. Z., 1979 = Rigsark. Privatark. nr. 6849). Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig