Niels Kjærgaard, Niels Christian Kjærgaard, 21.11.1905-14.10.1980, jurist. Født på Frbg. (Skt. Markus), død på Frbg., begravet Søndermark kgd. Efter studentereksamen blev K. cand. jur. i 1930. Datidens vanskelige beskæftigelsesforhold bevirkede dog at han først fra 1.2.1934 fik fast ansættelse som sekretæraspirant i landbrugsministeriets landvæsenskontor. Arbejdet her med krisetidssager som gældssanering og driftslån ledte snart over i det nok så interessante udstykningsspørgsmål i samarbejde med statens jordlovsud-valg. Den velkvalificerede jurist slap dog ikke helt taget i retsvidenskaben. Gennem mange år virkede han som manuduktør, og i årene 1952–57 var han lektor i procesret ved Kbh.s univ. 1938 blev han fg. fuldmægtig i landbrugsministeriets erhvervsdirektorat, og her fik han bl.a. de veterinære sundhedsproblemer som arbejdsområde. Krigsårenes helt specielle forsyningssituation skabte naturligvis store problemer for direktoratets medarbejdere, ihvorvel det her i modsætning til de fleste andre lande var handelsministeriet og ikke landbrugsministeriet som stod for den overordnede koordinering af forsyningen med levnedsmidler. Forbindelsen til det agrare produktionsapparat med Landbrugsrådet i spidsen gik dog fortsat over landbrugsministeriet. Derigennem fik K. en førstehånds indsigt i landbrugsorganisationernes helt specielle og ofte så konfliktfyldte verden. Især havde han nytte af samarbejdet med Mejerikontoret i Århus under anførsel af mejeriernes formand Søren Overgaard og kontorchefen, L. P. Frederiksen, og da den daværende landbrugsminister Erik Eriksen i aug.-sept. 1945 skulle omsætte sin kollega, udenrigsminister J. Christmas Møllers egenmægtige ja til et britisk ønske om en 10 pct.s reduktion af smør- og flæskepriserne var det K. som på rekordtid fik tilvejebragt det fornødne lovgrundlag herfor.

Landbrugsrådets præsident H. Hauch trak da også K. over i rådet 1948 som kontorchef under den stiltiende forudsætning at K. en dag skulle indtage en ledende stilling dersteds. Selv om det måske nok ikke var det allerbedste udgangspunkt for et nærmere samarbejde med rådets daværende generalsekretær H. Høgsbro Holm som selv havde en anden kandidat til posten fik juristen og embedsmanden K. dog gode arbejdsforhold i rådet. Hans første opgave blev at skabe et juridisk holdbart grundlag for en erhvervsstyret regulering af produktion og afsætning efter at lovbemyndigelsen af dec. 1932 som varslet ville bortfalde pr. 1.4.1950. I stedet etablerede man en centralt styret ordning i form af ni eksportudvalg, og selv om der under trustlovsforhandlingerne i folketinget 1953–55 rejstes et og andet spørgsmålstegn om "landbrugsmonopolet" accepterede lovgiverne slutteligt ordningen. Det nære samarbejde med Hauchs efterfølger på præsidentposten, Hans Pinstrup og med Søren Overgaard vedr. dette arrangement blev dog sat på en hård prøve foråret 1955, eftersom de to ledere benyttede nogle trakasserier inden for reguleringsudvalget "Oxexport" som påskud til at skille sig af med dets direktør, generalsekretær Høgsbro Holm, indtil da den ledende kraft i rådets arbejde. Efter et kort, men meget givende samarbejde med Finn Thøgersen blev K. da i 1957 rådets enedirektør frem til 1976. En inter-organisatorisk konflikt mellem Landbrugsrådets to samarbejdspartnere, landboforeningerne og andelsproduktionsforeningerne, udtrykt ved at lederne af de sjællandske og de fynske landboforeninger i samarbejde med husmandsforeningerne i 1958 oprettede et konkurrerende "landbrugsråd" under navnet Afsætningsrådet, skaffede dog K. en noget besværlig indkøringsperiode. Han så imidlertid løsningen på erhvervets påtrængende afsætningsproblemer i et større markedsperspektiv, ikke mindst fordi han ud fra sine erfaringer fra 1950ernes forhandlinger i en OEEC-GATT-sammenhæng gang på gang var blevet belært om landbrugsvarernes ret beklagelige status som uønskede forhandlingsemner.

Danmarks tilslutning 1960 til De syvs frihandelsområde ekskl. landbrugsvarer bekræftede kun alt for godt denne antagelse. På de jyske landboforeningers delegeretmøde 1957 havde K. da også fremlagt sit alternativ, nemlig Danmarks optagelse i Romunionen af 1957. Dette indlæg vakte megen opsigt, og da Landbrugsrådet i sin nye præsident, venstre-folketingsmand Anders Andersen, fra 1960 fik en viljekraftig og målbevidst leder blev K.s fællesmarkedslinje med ét slag rådets officielle politik. Da så afsætnings-råds-initiativet i mellemtiden var kørt fast kunne Landbrugsrådet med økonomisk rygstød i rige fondsmidler hidrørende fra afgifter på landbrugseksporten til Sverige sætte ind med en langsigtet kampagne for at få Danmark ind i EF, evt. også uden England. I april 1967 oprettedes Landbrugsorganisationernes fællesmarkedssekretariat hvori også husmandsforeningerne var repræsenteret. Landbrugets interne situation var også stabiliseret derved at der gennem 1960erne gennemførtes forskellige støtteordninger ("kotilskud"). De centrale landbrugsorganisationer styrkedes tilsvarende gennem de store koncentrationer af forædlingsvirksomhederne. Danmarks indtræden i EF efter folkeafstemningen i oktober 1972 blev således også kulminationen på K.s virksomhed, selv om han som prolongeret direktør også oplevede at se husmandsforeningerne blive genoptaget i rådet efter 27 års fravær.

Af type er K. først og fremmest den korrekte og sagligt velfunderede embedsmand uden direkte politiske ambitioner. Hans klare og velovervejede fremstillingsform gør i forening med hans evne til at holde sin egen person i baggrunden ham ypperligt egnet til at lede vanskelige forhandlinger. I såvel konkret som overført betydning fylder han godt ved et forhandlingsbord. Skikkelsens rolige tyngde i forbindelse med de brede, faste ansigtstræk skaber en egen, uanmassende autoritet uden samtidig at fremkalde stress-virkninger hos de tilstedeværende. I 1974 modtog han Forenede Kreditforeningers æreslegat for sin indsats for dansk landbrug.

Familie

Forældre: husejer, smørhandler Anders K. (1872–1955) og Rebekka Marie Hemmingsen (1876–1949). Gift 20.3.1937 i Kbh. (Vor Frelser) med Karen Elisabeth Poulsen, født 11.12.1911 i Kbh., d. af klarinettist Lauritz Christian P. (1883–1970) og Karen Elisabeth Birgitte Tscherning (1888–1931).

Udnævnelser

R. 1953. R1. 1961. K. 1969.

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig