P.G. Bang, Peter Georg Bang, 7.10.1797-2.4.1861, jurist, konseilspræsident. Født i Kbh. (Nic), død sst, begravet sst. (Ass.). B. blev student 1813 fra Fr.borg, tog juridisk embedseksamen 1816 og disputerede for licentiatgraden 1819, for doktorgraden 1820. Han begyndte sin embedsbane som underkancellist i Det danske kancelli og surnumerær assessor i landsover- samt hof- og stadsretten. 1826 blev han overretsassessor, 1830 overordentlig professor i romerret ved Kbh.s universitet, 1831 ekstra-ordinær assessor i højesteret, 1834 ordentlig professor og referendar i konsistorium samt to år efter universitets kvæstor. 1836–45 var han medlem af nationalbankens direktion. B. viste i alle sine stillinger fremragende dygtighed og en fænomenal arbejdsevne; allerede da kunne man med rette sige om ham, at han "trak for to overalt, hvor han blev spændt for". Med særlig interesse omfattede han kvæsturvirksomheden og vandt her praktisk indsigt i godsadministration og landboforhold, hvor han senere som minister fandt sit kæreste virkefelt. Som jurist tilhørte B. den historiske skole. Hans beundring for dennes fører F. C. v. Savigny ved Berlins universitet blev befæstet under hans offentligt støttede studierejse i udlandet 1821–23, hvor han særlig lagde sig efter studiet af den romerske ret. B.s første skrifter, licentiatafhandlingen 1819 og doktorafhandlingen 1820 og hans fem konkurrenceforelæsninger forud for erhvervelsen af professoratet 1830 var præget af samme solide dygtighed som hans senere produktion. Han tog de opgaver op som tiden havde fornøden uden i almindelighed at tilstræbe nogen nyskabelse. Som professor i romerret udgav han Lærebog i de til den Romerske private Ret henhørende Discipliner. I. Den udvortes Retshistorie og Systemets almindelige Deel, 1833; II. 1. hæfte. De tinglige Rettigheder, 1835. I dansk retsvidenskab var det den første systematiske, dog ikke fuldførte fremstilling af den romerske privatret, et værk der byggede på et grundigt kendskab til såvel kilderne som den romanistiske litteratur. Størst betydning fik B. som processualist. Sammen med J. E. Larsen udarbejdede han Systematisk Fremstilling af den danske Procesmaade (Juridisk Tidsskr., XXIX-XXXII, 1837–39; XXXIV-XXXV, XXXVII-XL, 1839–43, udk. særskilt, I + V, 1837–43) hvoraf de ti første kapitler af den ekstraordinære proces og fremstillingen af appel navnlig skyldes Larsen og resten B., der dog ikke nåede at opfylde et løfte om at skrive en kriminalproces. Videnskabeligt set førte dette hovedværk ikke ud over A. S. Ørsted; det var Ørsteds grundlæggende og banebrydende processuelle monografier der var bearbejdede, fuldstændiggjorte og samlede i system. Men det var et værk hvortil retslivet trængte, og det beherskede både teori og praksis indtil fremkomsten af Nellemanns procesarbejder. Efter Ørsteds nødtvungne opgivelse af sin forfattervirksomhed tiltrådte B. sammen med J. L. A. Kolderup-Rosenvinge og J. O. Jansen redaktionen af Juridisk Tidsskrift (XVII-XL, 1831–40).

Når B. ikke fik fuldført alle planlagte eller lovede værker skyldtes det bl.a. at han fra midten af 1830'erne, men navnlig fra 1845, blev stærkt optaget af politiske gøremål. Ved det første stændervalg 1834 valgtes han som deputeret for Kbh. med højeste stemmetal og kastede sig med vanlig iver ind i det nye arbejde i Roskilde stænder. Han regnedes til de moderat-liberale og arbejdede for udvidet kommunalt selvstyre, offentlighed og orden i finansstyrelsen og foreningen af kongerigets stænderforsamlinger. Derimod kunne han ikke følge de liberale i deres krav om en egentlig konstitutionel forfatning med fuld besluttende myndighed og skattebevillingsret for folkerepræsentationen. Derfor viste der sig ved det andet stændervalg 1841 afgørende vanskeligheder for hans genvalg i Kbh., men han valgtes som repræsentant for de mindre landejendomsbesiddere i 17. valgdistrikt (Lolland). I stænderforsamlingens anden valgperiode skærpedes modsætningen yderligere, navnlig efter at B. i et hvast stridsskrift (Om de attraaede Forandringer af den danske Statsforfatning, 1842) præciserede sit standpunkt i konstitutionsspørgsmålet. Han kunne tænke sig at borgernes personlige rettigheder, herunder ytrings- og religionsfriheden, i et vist begrænset omfang grundlovsmæssigt sikredes, men han måtte afvise kravene om folkerepræsentationens almindelige besluttende myndighed og skattebevillingsret samt om ministeransvarlighed. I det nationale spørgsmål savnede B. dengang til en vis grad blik for den fare der truede sydfra, således at han endog i stænderforsamlingen udtalte at han ikke ville afvise en forening af Slesvigs og Holstens stænderforsamlinger. B. havde efterhånden fjernet sig så stærkt fra den liberale bevægelse at der intet var til hinder for hans tilslutning til Christian VIIIs politiske system. Kongen indså hvilken vinding det ville være at knytte denne stærke arbejdskraft til det regerende bureaukrati og udnævnte ham 1844 til kgl. kommissarius ved den første sjællandske jernbane. 1845 indtrådte han som deputeret i rentekammeret og opgav sine stillinger ved universitetet og i nationalbanken. Der blev i regeringen lagt stærkt beslag på hans arbejdsevne. Det blev ham overdraget at koncipere det kgl. åbne brev af 1846 om arvefølgen i Slesvig, Holsten og Lauenborg og s.å. udnævntes han til kgl. kommissarius ved kongerigets stænderforsamlinger, hvor han med stor skarphed afviste de konstitutionelle krav og stændernes forsøg på indblanding i forholdet til hertugdømmerne. Under de forhandlinger som i Christian VIIIs sidste dage og efter Frederik VIIs tronbestigelse førtes om forfatningsspørgsmålet kom B. til at spille en meget fremtrædende rolle. 14.12. 1847 lod kongen ham kalde, overgav ham de forskellige vota som i løbet af de sidste måneder var afgivet af dem, med hvem kongen havde drøftet forfatningsspørgsmålet, og anmodede ham om at afgive en erklæring om sagen. Som den opportunist B. var skønnede han at han ikke længere kunne gå ind for enevælden, men var fornuftig nok til at forlange kongens udtrykkelige befaling til at ytre sig "frit om Kongelovens Forandring og en Forfatnings Indførelse". Kongen gav denne bemyndigelse, og B. arbejdede nu, som han selv siger, "tildels Natten med Dagen, som jeg aldrig før har arbejdet". 2. juledag

afleveredes erklæringen som fandt bifald hos kongen, men dennes alvorlige sygdom tillod ingen videre forhandling. Så døde kongen 20.1.1848 og samme nat kaldtes B. til forhandling med statsrådet om den nye konges tiltrædel-sesproklamation som vedtoges med delvis benyttelse af et af B. dagen forud udarbejdet udkast. Derefter begyndte forhandlingerne i statsrådet om forfatningskundgørelsen af 28.1. B. deltog i hele denne forhandling, for hvilken den af ham tidligere afgivne erklæring i det væsentlige blev lagt til grund. Præsident for Det slesvig-holsten-lauenburgske kancelli Carl Moltke, der var helstatsmand, havde i reskriptet indført en passus om at det ikke tilsigtedes at ophæve den bestående forbindelse mellem hertugdømmerne som B. der nu i det nationale spørgsmål havde ændret sin synsmåde i retning af Ejderpolitikken forgæves bekæmpede, støttet af C. E. Bardenfleth. Da kundgørelsen var udstedt, blev det overdraget Ørsted, C. Moltke og B. at udarbejde udkastet til forfatningsloven, men dette arbejde afbrødes af Casinomødet 20.3. og den derpå følgende ministerkrise. Under denne var B. atter meget virksom og deltog i alle forhandlinger ud fra det synspunkt at det nu ikke længere var muligt at opretholde grundlaget af 28.1. Han var villig til at deltage i den bardenflethske ministerkombination, men da Bardenfleth 22.3. kl. 6 om morgenen måtte opgive forsøget foreslog B. at vinde tid ved at kongen udnævnte en foreløbig regeringskommission på tre medlemmer der skulle lede forretningerne, indtil et nyt ministerium kunne udnævnes. Kommissionen skulle bestå af Bardenfleth, C. Plessen og B., og dens program over for den slesvig-holstenske deputation skulle være en tredeling af monarkiet, således at der blev fælles udenrigspolitik og forsvar, men Slesvig blev "en selvstændig Landsdel med sin egen Landdag" og ikke fik nogen særlig forfatningsmæssig tilknytning til kongeriget. Da dette ikke var i overensstemmelse med Casinoprogrammet forlangte B., at ikke blot D. G. Monrad og L. N. Hvidt som havde deltaget i forhandlingerne, men også de øvrige liberale hovedførere skulle love ikke at modsætte sig ordningen. Disse morgen- og formiddagstimer den 22.3. blev karakteristiske for B.s opportunisme og beredvillighed til at lægge skulderen til hver gang der i en vanskelig situation skulle skaffes en udvej. Da det trak ud med de liberales tilslutning opkom den plan at kongen skulle udnævne et ministerium med Bardenfleth, greverne Moltke og C. A. Bluhme som medlemmer, altså i det væsentlige vende tilbage til det gamle gehejmestatsråd.

B. udarbejdede da straks efter kongens ønske en proklamation der i så fald skulle bruges. Derefter tog han til de liberale ledere der var forsamlede hos prof. Joachim Fr. Schouw og fik endelig deres tilslutning til sit forslag om den foreløbige regeringskommission. På Christiansborg fandt B. imidlertid nu kongen i yderste oprør, efter at hertugen af Augustenborgs udfordrende brev var ankommet og efterretninger fra hertugdømmerne tydede på begyndende oprør. B. tilrådede da kongen at tilkalde "folkelederne", og for anden gang tog B. til prof. Schouws bolig og fik de liberale ledere med til Christiansborg hvor nu også greverne Moltke var ankommet. Derefter kunne ministeriet A. W. Moltke I (martsministeriet) dannes først på eftermiddagen. B. indtrådte dog ikke i ministeriet, men udnævntes i sept. til amtmand over Holbæk amt og valgtes i okt. på et udpræget konservativt program i Fredericia-kredsen til medlem af den grundlovgivende rigsforsamling. Da han kort efter indtrådte i ministeriet A. W. Moltke II (november-ministeriet), kom han imidlertid aldrig til at tiltræde amtmandsembedet og nedlagde sit rigs-dagsmandat.

Ved sin indtræden i ministeriet havde B. som de andre nyudnævnte ministre måttet acceptere martsministeriets grundlovsforslag, men om han end havde affundet sig med den almindelige valgret til folketinget, arbejdede han des stærkere på at få landstingets sammensætning ændret så tingets medlemmer valgtes af kommunalrådene som dengang sammensattes ved ret indskrænket valgret. Forslaget kunne dog ikke trænge igennem og sluttelig satte også B. sit navn under junigrundloven. Hans hovedvirksomhed som indenrigsminister lå dog på landboreformernes område. I hans anden stændervalgperiode havde hans lollandske bondevælgere protesteret mod det forholdsvis konservative standpunkt han i stænderne havde indtaget over for landboreformerne, men nu var han under de ændrede forhold kommet til at se på den besiddende bondestand som det sikreste grundlag for en rolig udvikling i landet og satte al sin kraft ind på at tilfredsstille denne stand og fremme dens økonomiske udvikling ved en række indgribende reformlove der skulle ophæve de tyngende uligheder som endnu bestod mellem bondejorden og den privilegerede godsbesiddelse, og fremme selvejendom ved tvangsafløsning af fæsteforholdet. Han nedsatte febr. 1849 den store landbokommission og forelagde den en række af ham selv udarbejdede forslag. De vigtigste angik udjævning af forskellen mellem privilegeret og uprivilegeret hartkorn med hensyn til offentlige arbejder og beskatning, afløsning af gårdmands- og husmandshoveriet og af jagtretten samt en tvangsafløsning af fæsteforholdet på de private godser. De første forslag blev til lov (under B.s efterfølger), men det sidste voldte alvorlige vanskeligheder. B. var med styrke gået ind for princippet om bondestandens medejendomsret til fæstejorden og det dermed følgende at ved tvangsafløsningen skulle jorden kun betales med en pris der lå under, hvad den var værd i handel og vandel. Der var flertal for disse principper på rigsdagen 1849 og følgende år, idet ikke blot bondevennerne men også en del af centrum sluttede sig til dem, men ingen regering dristede sig til at tage fat på gennemførelsen, dels på grund af indre uenighed om principperne, dels fordi sagen fik storpolitisk betydning idet østmagterne der med så megen mistænksomhed betragtede Danmarks formentlig alt for radikale udvikling under junigrundloven særlig havde opmærksomheden henvendt på dette forslag der betragtedes som en fornægtelse af ejendomsretten. B. indså at han ikke ville kunne få sine kolleger til at følge sig i denne sag, og dette var – uanset henvisning til uenighed med kolleger om Slesvigs stilling – overvejende bestemmende for hans udtræden af ministeriet sept. 1849. Han overtog ledelsen af det nyoprettede domænedirektorat, men fæsteafløsningssagen vedblev at være hans hjertesag. Han fastholdt tvangsafløs-ningsprincippet, om han end til tider måtte optræde mod fordringer der efter hans skøn var for yderliggående, men stadig uden at kunne bringe sagen til nogen løsning. Endnu så sent som i rigsdagssamlingen 1855–56 afsluttede han som indenrigsminister en stærkt bevæget tale om sit forhold til fæsteafløsningen med de ord: "Er der noget, som for Alvor bringer mig til at vige fra denne Plads, saa er det denne Sag." B.s stilling til landboreformerne og særlig til fæstesagen bragte ham i et nært forhold til bondevennerne som stærkt beklagede hans udtræden af ministeriet og mente at dermed var drivkraften bag arbejdet for landboreformerne betydeligt svækket. Bondevennerne støttede ham ved suppleringsvalg i Ålborg 1851, men uden at han blev valgt. Ved folketingsvalget 1852 gik de så vidt at Balthazar Christensen overlod ham sin kreds, Holbæk, som han repræsenterede til valget februar 1853. Han spillede også en rolle under de forhandlinger som efterhånden førte bondevennerne over til helstatspolitikken. B.s beredvillighed til at påtage sig opgaver, også i vanskelige situationer, viste sig nu igen. Dec. 1851 blev han, efter i en måneds tid at have været konst. finansminister, midlertidig kirke- og undervisningsminister i A. W. Moltkes fjerde og sidste ministerium, for derefter i jan. 1852 at indtræde i ministeriet Bluhme som indenrigsminister og tillige indtil juni 1852 som konst. kirke- og undervisningsminister. I ministeriet Bluhme hørte B. til den fløj der, som han selv senere udtrykte det, kæmpede mod C. Moltkes "dæmoniske indflydelse" og for at helstaten under den nye fælles-forfatning skulle være konstitutionel. Modsætningen førte til et brud, og i april 1853 udtrådte B. af regeringen der afgik et par dage senere, og ministeriet Ørsted dannedes. Efter dettes afgang i dec. 1854 tiltrådte B. den nye regering som førsteminister og overtog indenrigsministeriet. Den politiske ledelse af ministeriet lå dog ikke i hans, men i triumviratet Andræ-Hall-Scheeles hænder, men han deltog i forhandlingen om fællesforfat-ningsloven, som han på ministeriets vegne førte et virksomt forsvar for i rigsdagen. Efter lovens udstedelse 2.10.1855 blev B. monarkiets første konseilspræsident, og da indenrigsministeriet efter den nye ordning deltes i to, overtog han ministeriet for monarkiets fælles indre anliggender og fortsatte for kongerigets vedkommende kun som kst. indenrigsminister. Den vigtigste indre reform som B. i denne ministerperiode gennemførte var loven om sogneforstanderskabers og amtsråds sammensætning. B. hvis helbred allerede da var noget svækket savnede tilstrækkelig kraft og personlig autoritet til at holde det ret splidagtige ministerium sammen, og da han desuden på grund af problemer med fæsteafløsningen ønskede at fratræde indenrigsministeriet afgik han og dermed regeringen okt. 1856. Han nedlagde også sit folketingsmandat for Ringkøbing-kredsen hvor han var valgt 1855 og trådte dermed definitivt ud af det politiske liv. Han udnævntes til justitiarius i højesteret og døde i dette embede.

B. var en af de bedst funderede blandt vor første frihedstids ledende mænd hvad saglig indsigt og administrativ dygtighed angår, og man kan uden overdrivelse sige at han overgik dem alle i utrættet arbejdsvilje og robust arbejdskraft. Når han så villigt og gerne arbejdede sammen med mænd af de mest forskellige retninger og i sin politiske færd viste en så høj grad af opportunisme var det ikke af mangel på egen overbevisning om hvad der var det rette, men fordi han i en tid hvor nyt og gammelt stødte sammen og dog til tider måtte samvirke, anså det for nødvendigt at man i udstrakt grad lempede sig efter hinanden om ikke alt skulle gå i stykker. Han var en jævn, borgerlig natur og kunne til tider drive denne jævnhed til yderligheder som ikke stemte med hans høje stillingers værdighed, men dette at han så fordringsløst og så ganske blottet for al bureaukratisk fornemhed kunne færdes mellem alle og samarbejde med dem hjalp ham på den anden side mangen gang til at forlige modsætningerne og få noget ud af arbejdet hvor andre ikke kunne. Virkelig etatsråd 1842. Gehejmekonferensråd 1854. R. 1836. DM. 1840. K. 1847. S.K. 1854.

Familie

Forældre: res. kapellan i Asminderød, senere domprovst i Roskilde Jacob Hansen B. (1770–1841) og Anna Cathrine Sophie Østrup (1779–1820). Gift 4.6.1824 i Roskilde domkirke med Marie Caroline Fribert, født 14.10.1803 på Annebjerggård ved Nykøbing S., død 18.12.1875 i Kbh. (Frue), d. af kaptajn, proprietær Lorents F. (1781–1814) og Ulrikke Eleonora Svane. Trojel (1784–1838, gift 2. gang 1815 med krigsassessor Christian Bentzon Trojel, 1781–1827).

Ikonografi

Min., ca. 1820, pastel efter denne af N. M. V. Helms, 1897. Satirisk tegn. af P. C. Skovgaard, 1852 (Fr.borg). Træsnit 1856. På Constantin Hansens mal., 1860–64, af den grundlovgivende forsamling 1848 (Fr.borg). Træsnit af H. Olrik, 1861, benyttet i litografi af J. Thorsøe til mindeblad for grundlovens indførelse. En anden type på to andre lignende mindeblade. Litografi efter foto, 1869. Foto.

Bibliografi

P.G.B. i Hist. t. 3.r. VI, 1867–69 105–34 (breve). – F. E. Hundrup: Stamtvl. over Oluf Bangs efterkommere, 1875 72. – Dagbladet 3.4.1861. Ill. tid. 7.4.1861. Niels Neergaard: Under junigrundloven I–II, 1892–1916. Orla Lehmann: Efterladte skrifter I, 1872. P. Andræ: Gehejmekonferensråd C. G. Andræ I-IV, 1897–1912. -Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig