Poul J. Svanholm, Poul Johan Svanholm, f. 7.6.1933, jurist, direktør i De forenede Bryggerier A/S. Født i Ålborg (Ansgar). Efter studentereksamen på Ålborg katedralskole læste S. jura ved Kbh.s univ. Han var formand for Studenterrådet 1954–55 og meget aktiv i 1950ernes sagligt orienterede studenterpolitik, et engagement der også kom til udtryk i adskillige dagbladskronikker der behandlede studenterforhold og mere almene samfundsproblemer. Med familiemæssig baggrund i et sagførerdynasti i Ålborg kunne det synes naturligt for S. der blev cand.jur. 1958 og fik advokatbestalling 1961 at fortsætte traditionen. En ansættelse som direktionssekretær i Carlsberg 1961 hos A. W. Nielsen var da også tænkt som et led i uddannelsen med henblik på virksomhed i familiefirmaet. S. forlod bryggeriet 1962, da han fik opfordring til at hjælpe med at klare nogle generationsproblemer i svigerfamiliens firma Vingaarden A/S i Odense hvor han tiltrådte som direktør. Han udviklede virksomheden ved en energisk indsats med særlig vægt på eksport af kirsebærvin og han tilkøbte flere vinfirmaer. 1966–71 sad han tillige i Odense byråd, valgt af de konservative, og han var viceborgmester 1967–71. Imidlertid udviklede forholdene sig på bryggeriområdet til fusionen mellem Carlsberg og Tuborg 1970. A. W. Nielsen fandt problemet med at skaffe en "kronprins" meget påtrængende. Han havde høje tanker om S. fra dennes tid som direktionssekretær på Carlsberg, og da sagførerne Carl Ricard og S. Truelsen hos hvem S. havde været fuldmægtig varmt kunne anbefale ham, opfordrede A. W. Nielsen S. til at vende tilbage til bryggerierne. Efter nogen betænkning accepterede S. tilbudet – med to års indkøring som direktør fra 1972 – om at blive direktionens formand fra 1974.

S. blev De forenede Bryggeriers - fra 1987 med navnet Carlsberg - førstemand med den hovedopgave organisatorisk at føre fusionen ud i livet. Han var direktionsformand 1974- 96 og endvidere koncenrchef for Carlsberg-gruppen 1982-96. Af stor betydning har endvidere været etableringen af Fredericia Bryggeri 1979 samt gennemførelsen af rammeaftaler med de københavnske bryggeriarbejdere fra 1975 der garanterede beskæftigelsen for de ansatte uanset mekanisering og rationalisering. Disse aftaler dannede økonomisk baggrund for omfattende fornyelser i det københavnske produktionsanlæg i 1980erne. På miljøforbedringsområdet har S. stået i spidsen for et pionerarbejde. Den såkaldte bryggerirapport fremkom 1972 og gav anledning til store investeringer i støjbekæmpelse, hvorved bryggerierne foruden at nå de øjeblikkelige resultater kom i besiddelse af værdifuld know-how. Ellers har S. stået bag 1970ernes meget omfattende ekspansion på de udenlandske markeder der bl.a. har sin baggrund i en intens forskningsindsats. Carlsbergs forskningscenter blev således indrettet 1976. Med et hjemmemarked uden de store ekspansionsmulitheder – bl.a. under indtryk af vinforbrugets stigning efter EF-tilslutningen – lagde S. mange kræfter i udvidelsen af udlands-markedet på licensområdet – 1982 48 bryggerier i 27 lande – på eksportområdet og gennem etableringen af bryggerier i Tyrkiet, Malawi, Malaysia og Hong Kong, de to sidste i samarbejde med ØK. Hertil kommer rådgivningsvirksomhed i Kina hvor forhandlingerne som i andre tilfælde blev ledet af S. personligt.

Efter afgangen fra Vingaarden A/S 1972 blev S. siddende som bestyrelsesformand i virksomheden. Blandt mange andre poster kan nævnes formandskabet i Bryggeriforeningen 1975-97, medlem af Dansk industris hovedbestyrelse 1973-98, formand for Thomas B. Thriges fond 1979-2008, Tuborgfondet 1978-97, bestyrelsesmedlem for Royal Copenhagen 1985-97, bestyrelsesformand for Danske Bank A/S 1983-2003 og 1978-2010 medlem og senere næstformand for A.P. Møller-Mærsk A/S. 1986-96 var S. som den eneste dansker med i lobbyorganisationen Roundtable of European Industrialists. S. erhvervede ved arv og køb 1980 Solbjerg Sønderskov og ved køb 1982 Ravnborg gods. Begge ejendomme ligger i Skørping kommune og er helt overvejende skovbrug der har været i familiens eje siden 1826.

S. er som virksomhedsleder ikke særlig teoretisk orienteret, men lægger mere vægt på pragmatiske fremgangsmåder med udgangspunkt i begrebet "godt købmandsskab". Han er åben for og konsekvent i sin accept af demokratiserede ledelsesstrukturer. – I privatlivet er det af musiske interesser især kunst og teater der optager ham.

Familie

F: landsretssagfører Poul Hakon Oppermann S. (1902–62) og Gerda Stovgaard (1903–76). Gift 5.7.1957 i Frbg. k. med Lise Posselt Andersen, født 8.9.1932 i Gentofte, d. af overlæge Kjeld Erik Posselt A. (1906–75) og Ebba Agnete Kielberg (1907-95).

Udnævnelser

R. 1976. SK 1997.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interviews i Information 22.-23.10.1977, Berl. tid. 11.2.1979 og Måneds børsen, 1979 marts-nr. 51–58. -Bernt Hjejle: Hof eller Tuborg?, 1982. Kirsten Jacobsen: Svanholm, 1998. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig