Sophus Vedel, 1.9.1842-20.8.1920, jurist. Født i Kbh. (Frue), død på Løvdal ved Helsingør, begravet i Søllerød. V. blev student 1861 fra Metropolitanskolen og 1868 juridisk kandidat. 1869 blev han fuldmægtig ved Sjællands stiftamt og n.å. tillige assistent i finansministeriets sekretariat. Han avancerede 1875 til fuldmægtig i pensionskontoret, men forlod 1881 administrationen for stillingen som protokolsekretær i højesteret. Allerede 1869 havde V., der havde stærke historiske interesser, erhvervet universitetets guldmedalje for besvarelsen af opgaven: En Fremstilling af de Forandringer, der foregik med Statsbestyrelsen i Danmark fra 1660-99 med forudskikket Udsigt over den tidligere Tids Bestyrelsesformer. Disse studier i forbindelse med indtryk og erfaringer som protokolsekretær gav V. de bedste forudsætninger for at besvare den af bestyrelsen for det Anders Sandøe Ørstedske prismedaljelegat under medvirken bl.a. af justitsminister J. Nellemann og professor E. Holm i dec. 1883 udsatte opgave: En Fremstilling efter trykte og utrykte Kilder af Højesterets Indretning, dens Forhold til Kongen og Regeringskollegierne og de for dens Virksomhed gældende processuelle Regler i Tiden fra dens Oprettelse til henimod Slutningen af forrige Aarhundrede. Besvarelsen belønnedes med prisen og udkom 1888 med nogle tilføjelser som Den dansk-norske Høiesterets Historie under Enevælden fra 1661 til 1790. Inden for denne begrænsning, der samler hovedinteressen om at klargøre udviklingsgangen i rettens emancipation fra kongen, men kun medtager omtale af domsvirk-somhed for så vidt det kræves af bogens plan, betegner dette på grundige studier hvilende værk en værdifuld forøgelse af den retshistoriske litteratur. 1888 udnævntes V. til assessor i landsoversamt hof- og stadsretten hvor han virkede til 1918. Han syslede senere med en fortsættelse af højesteretshistorien, og hans skrevne fremstilling af perioden 1790-1814 blev omkring 1936 afgivet til rettens bogsamling.

Familie

Forældre: kontorchef for Øresunds- og strømtoldsagerne, senere generaldecisor, konferensråd Severin Henrik August V. (1793-1881) og Nicoline Johanne Hansen (1801-71). Gift 3.6.1881 i Kbh. (Frue) med Helene Birgitte Buntzen, født 5.12.1850 i Kbh. (Frue), død 9.11.1928 sst. (Andreas), d. af højesteretsadvokat, senere kammeradvokat, etatsråd Jean Baptiste Louis Camille Edouard B. (1809-85) og Anna Sophie Laurentia (Laura) Nissen (1820-74). – Bror til P. V.

Udnævnelser

R. 1892. DM. 1905.

Ikonografi

Klippet silhouet 1886 (Kgl. bibl.).

Bibliografi

Troels G. Jørgensen i Juristen XXIII, 1941 127f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig