Stephan Hurwitz, Stephan Moritz Hurwitz, 20.6.1901-22.1.1981, jurist. Født i Kbh, urne på Gentofte kgd. H. blev student fra Metropolitanskolen 1919 og cand.jur. 1925. Han blev derefter sagførerfuldmægtig og var 1929–35 landsretssagfører i Kbh. 1930 fik han universitetets guldmedalje for prisafhandlingen Konfiskation i Anledning af begaaede Lovovertrædelser (udg. s.å.), og efter et studieophold i udlandet 1930–31 blev han lektor i retsvidenskab og erhvervede 1933 den juridiske doktorgrad på afhandlingen Bidrag til Læren om kollektive Enheders pønale Ansvar. 1935 efterfulgte han Hans Munch-Petersen som professor i procesret. Det juridiske forfatterskab som var indledt med de nævnte strafferetlige afhandlinger blev i de næste 20 år fortsat med en række håndbøger og lærebøger der præges af H.s usædvanlige evner for klar og velsystematiseret fremstilling. Hovedværket inden for faget procesret er den omfattende fremstilling af Den danske Strafferetspleje, 1937–40 (3. udg. 1959). Civilprocessen blev behandlet kortere og med hovedvægt på lærebogsformålet i Tvistemaal, 1941 (5. opl. s.m. Bernhard Gomard 1965), og specielle emner fra retsplejen blev opdyrket i bøgerne Lovgivningens Stilling til Pressens Behandling af Retssager, 1937, og Husdyrvoldgift, 1942 (2. udg. ved Thorkil Pape, 1956). H. er desuden medforfatter til Kommenteret Retsplejelov 1–2, 1939 (2. udg. 1964), og han grundlagde den kommenterede Karnovs Lovsamling som senere er udkommet i en række udgaver med W. v. Eyben som den ledende redaktør. 1939 blev han medlem af den særlige klageret, og 1940 var han i en periode konstitueret dommer i Københavns byret. 1942 overtog H. faget strafferet efter Oluf H. Krabbe, men den tyske besættelse af Danmark bevirkede en afbrydelse i hans virksomhed som universitetslærer. 1943 måtte han flygte til Sverige hvor han blev chef for det danske flygtningekontor i Stockholm, og 1944–45 var han medlem af den danske militærmission i London. Da H. efter maj 1945 kunne genoptage sin virksomhed som juridisk forfatter, var det ikke mindst de aktuelle spørgsmål om retsopgøret med landssvigere og krigsforbrydere der optog ham, og han ydede en række bidrag til debatten herom. Men hovedopgaven måtte nu være at føje nye og tidssvarende håndbøger og lærebøger til litteraturen om forbrydelse og straf. H. valgte at begynde med en refererende og kritisk oversigt over kriminologiens hovedproblemer. Bogen Kriminologi udkom 1948 (3. udg. ved Karl O. Christiansen, 1968–71) og blev oversat til flere fremmede sprog. Det empiriske studium af kriminaliteten var endnu forholdsvis nyt i Danmark, men H. havde et klart blik for denne forsknings muligheder og stigende betydning for den kriminalpolitiske udvikling. Han havde allerede 1943 taget initiativet til stiftelsen af Dansk kriminologisk selskab – et datterselskab af Dansk kriminalistforening som H. var formand for 1943–63 – og til oprettelsen af et lektorat i kriminologi ved det juridiske fakultet. I sin almindelige holdning til den strafferetlige udvikling var H. en tilhænger af de specialpræventive fremstød i straffeloven af 1930, og hans ønske om at gøre strafferetten mere åben over for bl.a. sociologiske og psykiatriske erfaringer skal ses på denne baggrund. Men han var samtidig på vagt over for specialpræventionens mere ekstreme talsmænd i udenlandsk litteratur, fordi denne retning rummede en fare for prisgivelse af lovovertrædernes retssikkerhed og af hensynet til retsbevidstheden. H.s strafferetlige hovedværker er den samlede fremstilling af Den danske kriminalret i to bind: Almindelig del, 1951–52 (4. udg. ved Knud Waaben, 1971) og Speciel del, 1955. Problemer vedrørende forbrydelse og straf har også været det centrale emne for H.s talrige kronikker og foredrag. En del af dem er samlet i bøgerne Respekt for mennesket, 1951 og Det menneskelige ansvar, 1961 (2. udg. 1963). Ved siden af sin virksomhed som juridisk forfatter har H. på mange andre måder taget del i lovforberedelse og faglig debat. Blandt hans mange kommissions- og udvalgshverv skal nævnes at han var formand for straffelovskommissionen 1950–60 og for straffelovrådet 1960–71. Han var hovedredaktør for Nordisk tidsskrift for kriminalvidenskab 1949–69.

H. trådte uden for nummer i sin stilling som professor 1955 da han valgtes til folketingets ombudsmand. Beslutningen om at indføre denne stilling, hvis forbillede var den svenske ombudsmandsordning, var truffet ved § 55 i grundloven af 1953, og de nærmere regler om ombudsmandens virksomhed blev givet ved en lov af 1954, senere suppleret med en af folketinget udfærdiget instruks. Som den første indehaver af stillingen fik H. den betydningsfulde opgave at give denne nye kontrol med statsforvaltningen en hensigtsmæssig udformning og skabe kendskab til den i befolkningen. H. løste opgaven med stor dygtighed. Gennem hans årsberetninger som navnlig indeholdt et udvalg af konkrete sager tegnede der sig et klart billede af en grundig og saglig behandling af klager over fejl og forsømmelser i forvaltningen. Ombudsmandens redegørelser for enkelttilfælde og principielle synspunkter blev en væsentlig informationskilde både for myndighederne og for den juridiske teori. Den omstændighed at ombudsmandens kompetence i 1962 blev udvidet til også at omfatte dele af den kommunale forvaltning er et vidnesbyrd om at der hurtigt var skabt tillid til den nye institutions virkemåde og gavnlige indflydelse på forvaltningspraksis. I øvrigt skabte H. også gennem foredrag og artikler interesse for og kendskab til den danske ombudsmandsinstitution i andre lande hvor det var aktuelt at overveje en styrkelse af borgernes retssikkerhed over for den offentlige forvaltning. Efter en samlet funktionstid på 16 år afsluttedes H.s virksomhed som ombudsmand 1971 da han fyldte 70. Han er æresdoktor ved universiteterne i Stockholm, Oslo, Helsinki og Reykjavik.

Familie

Forældre: fabrikant Stephan H. (1859–1902) og Louise Nagler (1867–1951). Gift 1. gang 13.11.1930 med Henny Lissa Mik-Meyer, født 7.10.1910 i Kbh., d. af kontorchef Henry M.-M. (1866–1928) og Lissa Grün (død 1915). Ægteskabet opløst 1935. Gift 2. gang 25.10.1935 i Gentofte (b.v.) med Line (Lise) Dedichen Rode, født 31.8.1909 i Kbh., d. af redaktør, senere indenrigsminister Ove R. (1867–1933) og Nicoline A. M. V. Dedichen (1869–1936).

Udnævnelser

R. 1946. DM. 1950. K. 1957. K.1 1962. S.K. 1971.

Ikonografi

Tegn. af Ernst Hansen udst. 1953. To tegn. af Hans Lollesgaard, 1961 (Kgl.bibl.). Mal. af Svend Engelund, 1972 (Fr.borg). Foto. Buste af Knud Nellemose, 1971 (Chr.borg).

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov.1933 125. – Louis le Maire i Politiken 20.6.1961. Vagn Bro: De næste 25 år. Politimesteren fortæller II, 1966 193–98. Bent Christensen og Kn. Waaben i Festskr. til folketingets ombudsmand, S. H., 1971 9–14. Bibliografi sst. 591–627 ved Jens Søndergaard. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig