Christopher Bartholin, 23.12.1657-13. el.14.4.1714, landsdommer. Født i Kbh. (Frue), død på Kås, begravet i Lime k., Salling. B. blev student, dimitteredes privat 1672 og tilbragte dernæst nogle år i udlandet; 1674 studerede han i Leiden og 1677 udgav han i Rom det eneste skrift der haves fra hans hånd, en kort levnedsbeskrivelse af Vitalianus Borromæus efter et håndskrift han havde fundet i det medicæiske bibliotek. Imidlertid var han 1676 blevet designeret professor i matematik ved universitetet for at kunne overtage Villum Langes funktion under dennes forfald; men den akademiske løbebane har formodentlig ikke passet ham; thi ca. 1680 blev han sekretær i Danske kancelli, og 1684 udnævntes han til landsdommer i Nørrejylland hvor han ejede Bajlumgård og senere købte Kås og Håstrup i Salling som han alle besad til sin død. B. der 1696–1707 var vicestiftsbefalingsmand over Ålborg stift og viceamtmand i Ålborghus amt samt fra 1699 første landsdommer var 1687 blevet kancelliråd, 1693 justitsråd, 1699 virkelig justitsråd og 1709 etatsråd. Fra ham stammer den nulevende slægt B.

Danm.s adels årbog XLIX, 1932 II 122. C. Giessing: Jubellærere II 1, 1781 64, slægtstavle. A. Thura: Idea hist.lit. Dan., 1723 190f. F. Richardt og T. A. Becker: Prospecter af danske herregårde XV, 1863 (fot.optr. 1976), Kås. E. Tauber og A. H. Nielsen: Embeds- og bestillingsmænd i Ålborg, 1879–80 61f. Danske Mag.

Familie

Forældre: læge Thomas B. (1616–80) og Else Christophersdatter (1634–1675). Gift 16.7.1682 på Krogerup ved Humlebæk med Marie Anne (Mariane) Grove, født på Nellerup, døbt 1.1.1662 i Gilleleje, begr. 4.9.1733 i Lime k., d. af fyrforvalter Peder Jensen G. (1615–73, gift 1. gang med Ane Christensdatter Langbjerg (Longomontanus), død 1659) og Dorothea Steffensdatter Rohde (1633–77, gift 2. gang 1674 med Hans Rostgaard, 1625–84). – Bror til Caspar B. (1655–1738), Hans B. og Thomas B. (1659–90).

Bibliografi

7.r. V, 1949–53 6. Axel Garboe i Medicinsk forum, 1955 45–57. Samme: Geologiens hist. i Danm. I, 1959 70–72.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig