Jacob Bircherod, 23.12.1693-marts.1737, landsdommer, forfatter. Født i Odense, død sst., begravet 1.4. sst. (Skt. Knud). B. blev student fra Odense 1712 og tiltrådte 1714 en studierejse til udlandet, men blev i Halle af en landsmand bedraget for sine penge hvorfor han måtte forlade universitetet og besluttede at søge sin lykke "som en vankende Ridder" i Tyskland. Han førte nu en omtumlet tilværelse indtil han 1716 kom til Paris hvor den danske minister Chr. Wernicke antog ham som sekretær. Indtrykkene fra opholdet her har B. skildret i sine udførlige og velskrevne Remarquer over Paris hvoraf R. Nyerup har meddelt et kort udtog i "Danskes Reiseiagttagelser". 1719 vendte han hjem og blev n.å. sekretær hos P. V. Løvenørn på dennes rejse til Stockholm i anledning af fredsslutningen efter Store nordiske krig. Om oplevelserne på denne tur der varede et fjerding-år har B. fortalt i en Reyse Journal der vidner om frisk iagttagelsesevne og er livligt og muntert skrevet, momentvis med næsten Holbergsk lune; det er en værdifuld skildring fra en tid, da danske ellers sjældent rejste i Sverige. Som belønning for god tjeneste blev B. ved sin hjemkomst sekretær i Danske kancelli; hans væsentligste funktion var at føre protokol i højesteret. 1725 blev han 3. landsdommer i Fyn, stillingen var nærmest kun en ekspektance på embedet som 2. landsdommer hvilket han dog først opnåede to år før sin død. Både i Kbh. og Odense levnede hans embedsvirksomhed ham megen tid til litterært arbejde. Han oversatte således Hauteroches "Crispin médecin" der opførtes på den ældste danske skueplads 1724–27 (udg. E. Nystrøm og C. Behrend i Skuespiltekster fra Comediehuset i Lille Grønnegade III, 1921 193–256) men størstedelen af hans studier angik hans fødeøs historie. Han fortsatte faderens samlinger og efterlod sig en mængde håndskrevne optegnelser om alle slags mærkværdigheder, herunder Folketro og Festskik, særlig fra Fyn. Enkelte af hans manuskripter er trykt i Danske Magazin III, 1747 og i P. F. Suhms "Samlinger til den danske Historie", I, 1779–80, og G. L. Wad har udgivet den dagbog han førte under Frederik IVs sygdom og død i Odense 1730 og Alb. Fabritius hans biografi af faderen (Pers. hist. T. 9.R. II, 1930 214–30) hvorimod hans autobiografiske meddelelser ikke er offentliggjort og kun lidt af hans samlinger til familien B.s historie. Han stod i lærd brevveksling bl.a. med Hans Gram, men af alle Grams breve til ham er desværre kun et par bevaret. Han var en flittig samler uden dybere granskerevner, han skrev fortrinsvis på dansk, førte en let pen, men nåede inden sin død aldrig til større præstationer. – Justitsråd 1735.

Familie

Forældre: professor Thomas Broder(us) B. (1661–1731) og Anna Mule (1671–1754). Ugift.

Bibliografi

J. B. i Rasmus Nyerups Danskes rejseiagttagelser II, 1799, Rejse til Stockholm 1720, 1924. Samme: Folketro og festskik, særlig fra Fyn (med biogr. indledn., noter og værkfortegnelse ved Inger M. Boberg), 1936. Fra Fyns fortid, udg. G. L. Wad, III, 1920 71–108 (J. B.s dagbog 1730). – H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 4.r. II, 1891–93 589. Georg Christensen i Samlaren, 1922 184–86. Numismatisk foren.s medlemsblad XIII, 1933 177–80 187–90 (breve fra Hans Gram). C. C. Clausen i Pers. hist. t. 1 l.r. II, 1941 183–98. – Papirer og selvbiogr. optegnelser i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig