Bodil Gertrud Begtrup

Bodil Gertrud Begtrup,  12.11.1903-12.12.1987, ambassadør. Født i Nyborg. B. blev student i 1921 fra Ålborg katedralskole og begyndte at studere kunsthistorie, gik dog hurtigt over til statsvidenskab og blev cand. polit. 1929. I studieårene var hun aktivt engageret i kvindesagen og internationalt studentersamarbejde, og som repræsentant for den midt i tyverne dannede Studenternes Folkeforbunds Union kom hun til Geneve, hvor hun blev en slags sekretær for Henni Forchhammer der på det tidspunkt var vicepræsident for Det internationale kvinderåd og medlem af den danske delegation til Folkeforbundet. B. indførtes således tidligt i det dobbelte virke for fredssag og kvindesag på både nationalt og internationalt plan der skulle vare livet igennem og bringe hende frem til ledende poster.

Allerede samtidig med sin statsvidenskabelige eksamen i 1929 kom B. ind i styrelsen for Danske Kvinders Nationalråd for to år senere at blive næstformand og siden formand 1946–49. Indenfor denne organisation, der siden århundredskiftet har samlet alle danske kvindeorganisationer, har B. ydet et betydeligt bidrag til fremme af kvindernes placering i det danske samfund, det være sig i Mødrehjælpen, i udvalget for Vore børns sundhed, i Danske husmødres forbrugerråd, i Red Barnet og i Danske kvinders samfundstjeneste under den anden verdenskrig. Men det blev i stigende grad som dansk repræsentant i de internationale organisationer og i udenrigstjenesten B.s evner og energi kom til udfoldelse. Før den anden verdenskrigs udbrud og i fortsættelse af mange studieophold i Geneve havde hun netop nået. at være medlem af den danske delegation i Folkeforbundets sidste afmattede år, og da den nye verdensorganisation Forenede Nationer i 1946 genopstod med nyvakte håb, blev B. fra begyndelsen de danske kvinders repræsentant i den nationale delegation, og hun deltog den følgende halve snes år i næsten alle FN-samlingerne. Hun havde her i 1946 formandskabet i FNs forberedende kommission til planlægning af FNs arbejde for kvinders og mænds ligestilling og denne plan kom fortsat til at danne grundlaget for FNs arbejde på dette område. I 1948 havde hun under FNs generalforsamling i Paris næstformandskabet i den komité der udarbejdede menneskerettighedsdeklarationen som blev vedtaget det følgende år.

1949 gjorde regeringen hende til Danmarks gesandt i Reykjavik, i 1956 til Danmarks faste repræsentant ved Det europæiske råd i Strasbourg, i 1959 til ambassadør i Bern og endelig fra 1968–73 til ambassadør i Lissabon. Denne naturlige karriere i den officielle udenrigstjeneste i forlængelse af en mangeårig diplomatisk indsats havde i samtiden en lignende symbolsk betydning for kvindernes ligeberettigelse som den omtrent samtidige indvielse af de første kvindelige præster, idet B. blev den første danske kvinde der fik rang af gesandt eller ambassadør. Det var i pagt med udviklingen i tiden, men fremmet både af B.s almindelige indsats for kvindesagen og hendes anlæg for kontakter på et. bredt mellemfolkeligt plan, hendes energiske kundskabstilegnelse på ethvert af de fagområder, der meldte sig for hende, og hendes betydelige forhandlingsevne. –