Finn Gundelach

Finn Gundelach, Finn Olav Gundelach, 23.4.1925-13.1.1981, ambassadør. Født i Vejle (Frelser), død i Strasbourg, begravet i Stadil. G. blev student fra Vejle 1944, cand. oecon. fra Århus univ. 1951, sekretær i udenrigsministeriet 1953. 1955 blev G. Danmarks faste repræsentant ved FNs Europakontor i Geneve. 1959 trådte han uden for nr. i udenrigstjenesten for at blive direktør for den handelspolitiske afd. i GATT. Han avancerede 1961 til assisterende generalsekretær sst., 1962 til vicegeneralsekretær og 1965 til vicegeneraldirektør, den næsthøjeste post i denne internationale told- og handelsorganisation. G. spillede en central rolle i den såkaldte Kennedy-runde, de forhandlinger 1963-67 inden for GATTs rammer der medførte betydelige toldlempelser mellem industrilandene. 1967 vendte han tilbage til udenrigstjenesten som ambassadør ved de europæiske fællesskaber. G. kom således til at beklæde en nøglepost under forhandlingerne 1970-71 om dansk medlemskab i EF. Véd Danmarks optagelse i EF blev han 1973 kommissær for det indre marked. Han kom dog snart til at beskæftige sig med andet end fjernelsen af handelsskranker mellem medlemslandene og afskaffelse af konkurrenceforvridning i deres samhandel, især med EFs handel med omverdenen. Hans indsats som kommissær i den første fireårsperiode førte til, at han fra 1977 fik overdraget den byrdefulde post som kommissær for landbrug og fiskeri, mere efter kraftig opfordring end efter eget ønske. G. kan i sin kommissærtid i EF med rimelighed betegnes som sin generations mest indflydelsesrige dansker. Den internationale anerkendelse han vandt for sin dygtighed, afspejler sig især i det førende engelsksprogede økonomiske tidsskrift The Economists spalter. Han kaldes her "Denmarks formidable Finn" og "Finn Olav Superstar". "Han er", skrev Economist, "en af de bedste hjerner i Berlaymont". G.s styrke lå ikke i hans politiske vægt, men i hans evne til "altid at have foden på bolden". Hermed hentydedes formentlig både til G.s indgående detailkendskab til indviklede økonomiske sammenhænge, til hans blik for realistiske løsninger på genstridige interessekonflikter og til hans sjældne overtalelsesevner. I så henseende fremhævede det engelske tidsskrift især hans charme; Og ry for "artikuleret sund fornuft". Dertil kunne føjes hans sjældne flid trods et skrøbeligt helbred. Han skånede aldrig sig selv, hverken når det gjaldt om at holde ud under en vanskelig forhandling, eller når det drejede sig om at rejse fra land til land for at lette løsninger af knudrede problemer. Skønt G. undertiden blev opfattet som en typisk "teknokrat", lagde han stor vægt på at bevare forbindelsen til det han kaldte "græsrødderne". "Jeg har en voldsom tro på det levende ord, på den levende kontakt", sagde han engang. Under folkeafstemningskampagnen i Danmark 1971-72 deltog han i utallige møder, både offentlige og med repræsentanter for danske interesseorganisationer og politiske partier som han forsøgte at vinde for EF-medlemskabet med en for en diplomat mere end sædvanlig ildhu. Også som kommissær stræbte han efter at forklare EFs politik for de kredse, den mest direkte berørte, enten det var britiske fiskere eller danske landmænd. Hvis hans overtalelsesevner her som i diplomatiske forhandlinger ofte i kraft af hans argumenter gav resultater, gjorde hans energi ham ikke altid lige afholdt blandt hans egne medarbejdere, idet han stillede lige så store krav til dem som til sig selv. Hans sarkastiske slagfærdighed på flydende engelsk og fransk med let østjysk tonefald var også mere værdsat af pressens folk end af de politikere og embedsmænd, den ramte. Skønt hans eget virke bar præg af en stærk, ja lidenskabelig, overbevisning om det europæiske samarbejdes nødvendighed og muligheder, var han skeptisk over for den højtravende retorik og de vidtløftige, men urealistiske unionsplaner der også trivedes i EFs rammer, og lagde ikke skjul på det. Selv om han i sin politiske orientering stod socialdemokratiet nærmest, lagde han vægt på at bevare jordforbindelsen til alle politiske realiteter i medlemslandene under sine utrættelige bestræbelser på at modarbejde anvendelse af 30ernes metoder under 70ernes økonomiske krise.