Johan Christian Urne, 5.3.1705-12.4.1787, amtmand. Død i Rønne, begravet sst. U. begyndte sin løbebane som page og blev siden hofjunker hos prinsesse Sophie Hedevig. 1730 gik han over i administrationen idet han udnævntes til sekretær i tyske kancelli. Hans ønske var at blive amtmand, men først 1740 udnævntes han til denne post på Bornholm. Det var på et ret kritisk tidspunkt U. overtog sit embede. På øen herskede misvækst, og misfornøjede bønder trængte med vold ind i hans bolig i Rønne. Det lykkedes ham dog gennem rentekammeret at udvirke lettelser for de hårdest ramte, og omsider fortog uroen sig. Med stor nidkærhed tog han sig af en amtmands forskellige opgaver, og han viste stor interesse for befolkningens forhold ved at indsamle oplysninger om tilstande og personer. Disse meddelelser opbevares nu i Det kgl. bibliotek og blev første gang udnyttet af L. de Thurah til hans Bornholmsbeskrivelse ligesom de stedse er en hovedkilde til kundskaben om øens ældre historie. 1742 skete der et vist indgreb i hans myndighed idet der udnævntes en bestandig regeringskommission for Bornholm hvor U. fik sæde efter kommandanten. 1778 afskedigedes U. fra stillingen som amtmand, men med den fulde gage i pension. 1778– 79 virkede han som præsident i den bestandige kommission på Bornholm. – Etatsråd 1753. Konferensråd 1778.

Familie

Forældre: kaptajn ved det østsjællandske nationale infanteriregiment Frederik Christian U. (1669-1746) og Petronelle v. Bassen (død 1731). Ugift.

Ikonografi

Mal. signeret C. F. K. 1755 (Rønne mus.).

Bibliografi

Danm.s adels årbog XXI, 1904 472; XXIII, 1906 509. J. A. Jørgensen: Bornholms hist. II, 1901 (fot. optr. 1980). Bornholmske saml. XXXV, 1957 51-64 (U.s Bornholmsbeskr., ved Aage Rohmann); Poul Erik Stromo sst. 2.r.VIII, 1975 139-56. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig