Otte Krabbe, 1.1.1641-13.7.1719, amtmand, gehejmestatsminister. Født i Kristianopel, død på Egholm, begravet i Roskilde domk. K. blev opdraget hos landsdommer i Skåne Kjeld Krag (1614–73) på dennes forlening Heine kirke hvor han blev til sit 13. år. Han blev kort efter page hos kong Frederik III, fulgte 1662–64 Hannibal Sehested på hans ambassade til Frankrig og blev efter hjemkomsten atter knyttet nært til kongen. I hvilken grad den enevældige konge følte sig knyttet til ham fremgår af de i ligprædikenen over K. opbevarede træk at Frederik III skænkede ham sin kårde som K. altid siden bar, og at kongen kort før han døde i K.s arme havde sat sin ring på fingeren af sin tro page der et halvt hundrede år senere tog den med sig i graven. Ved Christian Vs tronbestigelse blev K. kammerherre og n.å. amtmand over Tryggevælde, Vordingborg og Møns amter. Han fratrådte dog allerede 1672 Vordingborg og 1685 Møns amt, men havde forinden 1682 fået udnævnelse til stiftsbefalingsmand over Sjællands stift og amtmand over Roskilde amt samt det i Vordingborg amt liggende ryttergods og proprietærgods. Tryggevælde amt afgav han 1695, men var 1698–1710 amtmand over Vordingborg amt. Han indtog således i mere end en menneskealder den øverste plads i den sjællandske lokaladministration. K. var en dygtig embedsmand og dertil godgørende. Indsigt i befolkningens kår og sund dømmekraft synes at have præget hans virke. Som statsmand blev K. navnlig taget i brug ved landbosager hvor han gjorde sig til talsmand for udprægede godsejersynspunkter. Allerede i Christians Vs sidste dage bekæmpede han som medlem af rådstuekommissionen landmilitsens oprettelse og angreb de misgreb som fandt sted ved tiendeopkrævningen, men navnlig er hans optræden i den kommission der 1701 blev nedsat ang. vornedskabets ophævelse karakteristisk for ham. Han var villig til selv at frigive sine vornede, men pegede på at der var mange private godsejere for hvem dette var umuligt på grund af de usle tider. Han frarådede dog ikke vornedskabets ophævelse på krongodserne. 1703 blev K. virkelig gehejmeråd med sæde i konseilet, og i de følgende år var han blandt dem kongen i sin fraværelse betroede regeringens ledelse. Således under Frederik IVs Italiensrejse og under den store nordiske krig da han viste sit personlige mod ved at blive i Kbh. under pesten 1711. Han var en tilhænger af krigen men ønskede den ført ind i Sveriges gamle provinser. Forgæves advarede han ved dens udbrud mod udstedelsen af kaperbreve fordi dette let ville gå ud over fredelige borgere, og det synes tvivlsomt om han i dybeste forstand nød kongens fortrolighed i den udenrigske politik skønt han klogt, erfarent og arbejdsomt arbejdede på at lette krigens gennemførelse. Til sine øvrige hverv fik han 1714 kuratelet over enkedronning Charlotte Amalies bo 1714, men 1717 tog han afsked fra alle sine embeder, nedbøjet af sorg over at have set alle sine børn forud for sig i graven. Han trak sig tilbage til sine godser og tog bolig på Egholm.

K. var en meget velstående godsejer. Nogle måneder før sin død havde Frederik III skænket ham Holmegård sammen med Broksø der 1675 blev selvstændig sædegård; de to gårde udgjorde ifølge matr. 1688 tilsammen 66 tdr. htk. fri hovedgårdstakst og lidt skov- og mølleskyld hvortil kom 750 trd. htk. bøndergods og seks kirker. Kun i to år (1691–93) ejede han Bækkeskov, og i tyve år (1677–97) Åkær i Jylland: men han købte 1685 Olstrupgård (24 tdr. htk.) som han fik tilladelse til at nedlægge uden at jorden derfor mistede sin frihed, og ægteskabet med Birgitte Skeel bragte ham herregårdene Egholm og Krabbesholm i Horns hrd. (i alt 115 tdr. htk. hovedgårdstakst) der blev hans yndlingsopholdssted. Som godsejer var K. lige så human som embedsmand; han brugte årlig ca. 1000 tdr. korn til sine bønders sæd og sommerføde og udredede endda samtidig deres skatter i sommerhalvåret. Hans enke der overlevede ham i atten år var lige så omhyggelig for sine undergivnes vel. Ægteparret er i overleveringen kommet til at stå som skikkelser der repræsenterede den gamle danske adels bedste egenskaber i enevældens ældre tid. – Etatsråd 1680. Justitsråd 1691. Gehejmeråd 1695.

Familie

Forældre: landsdommer Erik K. til Strandbjerggård (1593–1659) og Maren Kruse (født 1606). Gift 1. gang 27.12.1671 i Kbh. med Dorothea Gersdorff, født 18.4.1654 i Kbh., død 30.7.1680 i Hannover, d. af rigshofmester Joachim G. (1611–61) og Øllegaard Huitfeldt (1622–55). Gift 2. gang 25.5.1681 med Catharine Cecilie Hahn, født 16.7.1666 i Kbh., død 29.5.1685 sst., d. af overjægermester, senere gehejmeråd Vincents H. (1632–80) og Sidsel Kaas (1645–67). Gift 3. gang 16.8.1686 på Vallø med Birgitte Skeel, født 7.1.1669, død 26.1.1737, d. af senere gehejmeråd Otto S. til Vallø (1633–95) og Kirsten Bille (1637–1704).

Udnævnelser

Hv.R. 1684. BI.R. 1709.

Ikonografi

Afbildet på mal. af højesteret af J. d'Agar, 1697 (Rosenborg). Mal. før 1709, formentlig af H. Krock (Fr.borg), kopi med ændret orden (Gavnø; Ledreborg), samme type på ligprædikenstik efter tegn. af Krock, 1720, og stik af I. V. Schley, 1746; efter dette min. fra Thornborgs værksted (Fr.borg). Buste af J. C. Sturmberg på epitafium ca. 1719 (Roskilde domk.).

Bibliografi

Danske mag. 8.r.V, 1976 21f. -Chr. Willumsøn Worm: Ligprædiken over O. K., 1719. Edv. Holm: Danm.-No.s indre hist. 1660–1720 I, 1885 147 150; II, 1886 298f. Bidrag til den store nord. krigs hist., udg. Generalstaben I-X, 1899–1934. Fr. Skrubbeltrang: Husmand og inderste, 1940 (reproudg. 1974). Samme: Det danske landbosamfund 1500–1800, 1978. J. Boisen Schmidt i Hist. t. II.r.VI, 1960–62 305. Thomas Munch i Historie XI, 1974–76 303–08.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig