William Walker Stockfleth, 18.10.1802-9.5.1885, amtmand. Født i Kbh. (Garn.), død sst. (Matth.), begravet på Frbg. S. blev student 1822 fra Herlufsholm, tog 1828 juridisk eksamen og udnævntes 1830 til auditør ved slesvigske infanteriregiment, 1835 til garnisonsauditør i Rendsborg, 1836 til overauditør, 1842 til auditør ved 4. infanteribrigade, 1845 til herredsfoged i Nørvang-Tørrild herreder. 1848 og 1849 valgtes han til medlem af den grundlovgivende rigsdag og folketinget; i førstnævnte hørte han til højre og var imod alt for vidtgående indrømmelser til liberalismen. 1849 var han i fem måneder konst. amtmand i Vejle amt, og 1850 blev han, efter at have afslået guvernørposten i Vestindien, konstitueret som amtmand i Haderslev amt. N.å. fik han kgl. udnævnelse i dette embede og blev 1852 tillige kgl. kommissær på Gram og Nybøl godser. Efter det Ørstedske ministeriums afgang i dec. 1854 blev den slesvigske ministerportefølje tilbudt S., qg det beklagedes dengang meget at han afslog den. Med en nobel og elskværdig personlighed forbandt S. betydelig administrativ dygtighed. Af den tids amtmænd i Slesvig var han en af de dygtigste, flittigste og mest indsigtsfulde. 1856 henledte han således regeringens opmærksomhed på at den stærke økonomiske fremgang i 1850erne medførte at den velstående bondestand holdt sig tilbage fra materielt arbejde, og da samtidig indvandringen af fattige bønderkarle fra Jylland var standset på grund af dette landskabs opblomstring blev følgen en stærk indstrømning af fattige tyske arbejdere "til liden Baade for dansk Nationalitet og Modersmaal". 1864 afskedigedes han som følge af krigen og flyttede til Kbh. -Kammerherre 1851.

Familie

Forældre: sekondløjtnant, senere oberst Hannibal S. (1775–1858) og Witthe Sophie Hendrica Barthæa Lange (1780–1868). Gift 20.9.1842 i Rendsborg med Thora Mathilda Glahn, født 22.1.1814 i Kbh. (Garn.), død 23.12.1887 i Kbh. (Matth.), d. af kaptajn, senere generalmajor Marcus G. (1781–1868) og Karen Johanne Laurentze Schiøth (1784–1873).

Udnævnelser

R. 1845. DM. 1849. K. 1867.

Ikonografi

Miniature. Maleri. Foto.

Bibliografi

Danm.s adels årbog III, 1886 359. Aug. v. Eyben: Stamtvl. over slægten Stockfleth, 1929 81. – Kn. Fabricius i Sønderjyllands hist. IV, 1937 407 429. Haderslev samf.s årsskr. 1944 17–25 (heri breve fra S.).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig