Niels Bollmann, Niels Andersen Bollmann, 11.7.1939-16.5.1989, boligminister. Født i Brøns sg., Tønder amt. B. tog realeksamen fra Skærbæk realskole 1955 og blev s.å. toldelev i Esbjerg. Efter fageksamen på toldskolen 1958 blev han toldassistent i Kbh. 1960, overtoldassistent i Vejle 1968 og toldkontrollør 1971. Han videreuddannede sig med statskontrolleret højere fagprøve i regnskabslære og på specialkurser, bl.a. i edb, hos toldvæsenet 1969-71. Han var formand for Vejle toldassistentforening 1970-74 og i bestyrelsen for toldetatsforeningens 4. kreds 1972-74, men frasagde sig så det faglige organisationsarbejde og organiserede centrum-demokraterne i Vejle amt. 1974-76 var han amtsformand og valgtes 1975 til næstformand i partiets landsorganisation. S.å. opstilledes han for partiet i Vejlekredsen og valgtes i folketinget 1977 i Vejle- og Koldingkredsene som han siden repræsenterede. Ved sit valg til folketinget fratrådte han som næstformand i landsorganisationen og blev sekretær, senere næstformand i folketingsgruppen og hurtigt en stærkt benyttet ordfører, bl.a. i forsvars-, trafik- og skattesager. Desuden var han delegeret ved FNs generalforsamling 1978 og stedfortræder ved Europarådets og NATOs parlamentariske forsamlinger samt medlem af landsskatteretten 1978-82. B. gjorde sig mindre gældende i det politiske agitationsarbejde udadtil end i det daglige arbejde i folketingsgruppe, folketingssal og udvalgsarbejde hvor hans indsigt og ræsonnement var respekteret. Ved centrum-demokraternes deltagelse i regeringen Poul Schlüter overtog han boligministeriet 10.9.1982, en post han bestred indtil 12.3.1986. B. var medlem af folketinget til sin død.

Familie

Forældre: købmand Heinrich B. (1902-82) og Anna Andersen (1909-76). Gift 2.1.1983 i Gladsakse (b.v.) med Annette Baur, født 16.9.1941 i Kbh., d. af offsettrykker Richard B. (1915-75) og Karen Schacke (1913-76).

Ikonografi

Mal.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig