Axel Sørensen, Axel Ingvard Sørensen, 2.3.1882-28.10.1947, borgmester, trafikminister. Født i Horsens, død i Kbh. (Jac), begravet Søllerød kgd. S.s far var en af banebryderne for arbejderbevægelsen i Horsens og for socialdemokratiet i Østjylland. Selv blev han uddannet ved handelen, men blev 1903 journalist ved Horsens Socialdemokrat, 1909–18 var han medredaktør ved bladet. 1908–17 var han formand for den kommunale hjælpekasse. 1917 indvalgtes han i byrådet og blev 1918 udnævnt til borgmester. Gennem 21 år beklædte han denne post og kom til at øve afgørende indflydelse på løsningen af mange spørgsmål af betydning for byens udvikling, således havnens udvidelse og modernisering, erhvervelsen af Bygholm gods, banegårdsforholdenes ordning, og var den drivende kraft ved oprettelsen af den sydøstjyske samleskinne der koordinerede fire købstæders elektricitetsforsyning. Allerede som ung journalist kom han i forbindelse med jernbanevæsenet og var 1909–19 redaktør af Dansk Privatbaneblad. En årrække var han formand for koncessionshaverne for Horsens vestbane da denne blev ombygget til normalspor; desuden sad han i bestyrelsen for de tre andre Horsensbaner. Inden for købstadsforeningen spillede han en fremtrædende rolle, var medlem af repræsentantskabet siden 1921 og af bestyrelsen 1925–39. Han sad i bestyrelsen for Kommunernes kulkontor 1921–39, for Sammenslutningen af danske havne 1929–39 og for Købstadkommunernes låneforening fra 1925, som formand 1933–39. Desuden havde han sæde i flere ministerielle kommissioner og udvalg. Hans friske gemyt og dog faste, repræsentative fremtræden som i forbindelse med hans altid solide ballast i det saglige vandt ham en position som forhandler og forhandlingsleder på det kommunale område har også bragt ham frem inden for sit parti. Han var 1906–39 medlem af socialdemokratiets hovedbestyrelse og var formand for partiorganisationen i Horsens 1909–39. 1913 var han opstillet til folketinget i Horsens landkreds. 1932 indtrådte han som stedfortræder i landstinget (for 5. kreds) men det kommunale arbejde som i disse år voksede stærkt, påkaldte i den grad hans interesse at han 1936 ikke ønskede genvalg. Ved N. Fiskers afgang 15.9.1939 udnævntes S. til minister for offentlige arbejder og fratrådte som borgmester. Situationen kom ham meget bekvemt; efterhånden havde den lange borgmesterperiode skabt nogen murren inden for partiet. Han udtrådte af byrådet 1940. Han kom i regeringen i en periode hvor det faldt i trafikministeriets lod at gennemføre adskillige indskrænkninger i driften og forhøjelse af taksterne for jernbane, post og telegraf; samtidig fik han udvirket forskellige tilskud til driften af privatbanerne. Ved regeringsomdannelsen 8.7.1940 udtrådte han af ministeriet. 1.9.1940 blev han udnævnt til administrerende direktør og formand i direktionen for Kongeriget Danmarks Hypotekbank. S. blev 1943 indvalgt i Folketinget for Horsenskredsen, men genopstillede ikke 1945. I årene 1943–45 var han medlem af Søllerød sogneråd.

Familie

Forældre: væver, forretningsfører Erik Niels S. (1850–1937) og Vilhelmine Thomsen (1854–1929). Gift 2.11.1906 i Horsens med Line Steffensen, født 11.11.1882 i Horsens, død 7.10.1945 i Kbh. (Jac), d. af fængselsbetjent Søren S. (1841–89) og Ane Else Hansen (1840–1917).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Journalisten 1.10.1939. – Horsens socialdemokrat 61.10.1931, 29.2.1932, 14.9 og 2.10.1939 samt 25.2.1942. Politiken 15.9.1939. De danske ministerier 1929–53, ved Tage Kaarsted, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig