Christian Fædder

Christian Fædder,  7.10..1712-7.4.1793, borgmester. Født i Horsens, død i Kbh. (Nit), begravet i Nic. k. F.s karriere er et eksempel på den såkaldte "lakajisme", den praksis at fornemme folk kunne få anbragt deres betjente i offentlig tjeneste. Som ung kom han til Kbh. hvor han begyndte som tjener og blev derpå kongelig lakaj. Hans uddannelse forblev hvad han erhvervede sig ved praksis, hans karriere skyldtes protektion, hvilket imidlertid ikke udelukker at han også besad evner og arbejdskraft. 1745 blev han hoffurer, 1746 hofskriver og 1749 ved A. G. Moltkes hjælp medlem af magistraten som viceborgmester. Imidlertid rakte selv hoffets formåen ikke til at skaffe ham en løn herfor, og først efter at der 1756 var blevet en rådmandsløn ledig indtrådte han, 1757, i byens råd. I kraft af embedet fik han s.å. sæde i teaterdirektionen hvor hans indsats – måske noget partisk fremstillet hos Thomas Overskou – karakteriseres som en kæde af skandaler. Bl.a. forårsagede hans forhold til balletmester Antonio Comos kone at der 1761 blev opslået "et groft og lumpent skandskrift" (Luxdorph) mod ham på Børsen og medvirkede til hans afgang fra direktionen 1762.

Sammen med den øvrige magistrat blev F. afskediget april 1771, men efter Struensees fald fik man atter brug for ham, og 21.5.1772 afløste han Vilh. Bornemann som politimester i Kbh. med løfte om en virkelig borgmesterpost som retræte. Der er ingen tvivl om at F. var den rette til den form for politi det nye regime ønskede i byen, og han var da også blevet stærkt anbefalet af Kbh.s nye præsident G. A. Braem der havde været en af Struensee-styrets hårdeste modstandere. Netop nu var det regeringen magtpåliggende at der ikke i offentligheden rørtes ved processen mod Struensee eller næredes tanker til forsvar for det den faldne kabinetsminister repræsenterede. F. var i usædvanlig grad regeringen følgagtig, ikke bange for at gribe ind, hårdt og uden overflødige spørgsmål. Han udhyttede sit embedes mulighed for at idømme administrative straffe til det yderste, omend der dog var sat visse grænser herfor ved oprettelsen af den nye stads og hofret, og der er eksempler på at en appelsag er gået ham imod. For offentligheden kom han til at stå som indbegrebet af forfølgelse af borgerlig frihed; bogtrykkere, bladudgivere og skribenter ramtes af hans censur. Men der er ingen tvivl om, at man i regering og administration værdsatte hans bestræbelser, således har Luxdorph fra danske kancelli ingen kritiske bemærkninger i sine dagbøger. Det er dog bemærkelsesværdigt at han kunne beholde sin stilling efter kronprinsens magtovertagelse 1784, selv om flere af de nye mænd var mere end skeptiske overfor ham. Efter en række voldsomme optøjer i den såkaldte "Philosophgang" hvor militæret måtte tilkaldes lod F. nogle personer dømme til rasphuset uden at deres forhold var undersøgt. I den anledning skriver A. P. Bernstorff: "At lade ham have afgørende myndighed er som at give et fireårs barn en kniv i hånden." Muligvis har episoden været medvirkende til at han det følgende år fik sin afsked, men det skete med udtalt kongelig nåde, og 1.8.1788 tiltrådte han som 1. borgmester, en post, han bestred til sin død. – F. testamenterede sin formue til Nicolai fattigskole. -Virkelig justitsråd 1758. Etatsråd 1768. Virkelig etatsråd 1773. Konferensråd 1776.