Frederik Holmsted, 14.11.1683-12.6.1758, borgmester, industrileder. Født i Magleby, Langeland, død i Kbh. (Frels.), begravet sst. (Frels. k.). H. blev 1708 bogholder ved det vestindiskguineiske og 1709 tillige ved det ostindiske kompagni. Efter at han senere var blevet direktør for Vestindisk Kompagni og en af dettes største interessenter tog han ikke blot – bl. a. ved en henvendelse til C. A. Plessen – initiativet til erhvervelsen af den forladte franske ø St. Croix, men udrustedes 1732 med kgl. fuldmagt til at føre forhandlinger med Frankrig herom; 1733 undertegnedes købekontrakten af den franske gesandt greve H. de Plélo og af H. på Vestindisk Kompagnis vegne. Han håbede at St. Croix "skulde blive en Juvel i den danske Krone" og lod ingeniører dele den i plantager der ved lodkastning blev fordelt mellem kompagniets participanter efter aktiebeløbets størrelse. Mod kompagniets deltagelse i slavehandelen havde han protesteret allerede 1727, men forgæves. H.s travle virke omfattede imidlertid talrige andre felter. 1716 opnåede han privilegium på at anlægge et kattuntrykkeri på Blegdamsvej; 1723 flyttedes det til Harboes have for enden af Sortedamssøen. På grund af hans monopol blev tolden på indførte kattuner forhøjet 1719; trods al misstemning herimod inden for silke-, ulden- og lærredskræmmerlavet måtte kræmmerne bekvemme sig til at aftage deres kattun fra H.s blomstrende fabrik, hvad de i øvrigt stod sig godt ved. 1754 afkøbte kongen ham eneretten til kattuntrykningen. H., der var en overordentlig dygtig og initiativrig industridrivende, var tillige 1736–38 kommitteret i generallandetsøkonomi- og kommercekollegium og 1740–58 decisor i det "Almindelige Magazin". 1738 blev han medlem af den 1736 oprettede linnedspinderidirektion og fik 1738 bevilling på et linnedspinderi med tilhørende væveri på Christianshavn hvis hovedaftager blev det vestindiskguineiske kompagni. Sammen med admiral Ulrik F. Suhm og købmand Andreas Bjørn udkastede han som den første der fik attest til at blive indskrevet som grosserer (1746) efter allerhøjeste opfordring planen til Det almindelige handelskompagni 1747 for hvilket han blev direktør. Fra 1748 var han aktionær i Henrik Rosteds værker. Også som viceborgmester (1733–34) og borgmester i Kbh. lagde han overordentlig energi og dygtighed for dagen; således værnede han som meddirektør for Bistrup gods (1741–58) 1742 dristigt stadens interesser mod kancellipræsidenten J. L. Holstein, ligesom han arbejdede med så stor iver og omsigt som meddirektør for opfostringshuset 1753–58 at hans søn, rådmand og kommitteret Johan Frederik Holmsted (1721–80) blev hans efterfølger også i denne stilling. Modstræbende tog H. sæde i teaterdirektionen (1754–56), hvor han kun undtagelsesvis selv deltog i arbejdet og kom ret dårligt ud af det med skuespillerne. – Justitsråd 1737. Virkelig etatsråd 1747. -Hans søn Thomas Holmsted (1715–73) adledes 1765 under navnet Hielmskiold.

P. C. B. Bondesen i Pers. hist. t. 3.r.IV, 1895 148f og Th. Hauch-Fausbøll sst. ll.r.III, 1942 154 (om slægten). Danm.s adels årbog LII, 1935 II 79f. Th. Overskou: Den danske skueplads II, 1856 72 187. Chr. Bruun: Fr. Rostgaard II, 1871 306. Medd. om silke-, ulden- og lærredskræmmerlavet, 1887 72f 124. Carl Bruun: København II–III. 1890–1901. O. Nielsen: Kbh.s hist. VI, 1892 195 273. Jul. Schovelin: Fra den da. handels empire I, 1899 188f. L. Bobé i Hist. medd. om Kbh. IV, 1913–15 501. Björn K. Pórólfsson sst. 3.r.III, 1939 198. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm I, 1915–30 61. Wald. Westergaard: The Danish West Indies under Company rule, N. Y. 1917 153. Arthur G. Hassø: Kbh.s brandvæsens hist., 1931 160. Axel Linvald: Bistrup 1661–1931, 1932. Højesteret 1661–1961 II, 1961 356. -Papirer i Kgl. bibl.

Familie

Forældre: Christen Jensen H. til Brolykkegård (1635–1713) og Karen Krag (1644–1724). Gift 1. gang 6.8.1710 i Kbh. (Frels.) med Mette Thomasdatter Fischer, død 7.4.1718 i Kbh. (Frels.) (gift 1. gang med kompagnimester ved Vestindisk Kompagni Per Christensen). Gift 2. gang 19.6.1720 i Kbh. med Anna Martha Brinck, født ca. 1696 i London, død 13.6.1758 i Kbh. (Frels.) (gift 1. gang 1714 med landsdommer over Lolland-Falster og rektor i Nykøbing F. Johan Thomæsen Fischer, 1682–1718), d. af præst, senere provst Iver B. (1665–1728) og Ambrosia Michelsen (1670–1709).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig