Friederich Christian Schäffer

Friederich Christian Schäffer, Friderich Christian Schäffer, 24.3.1773-6.12.1843, borgmester. Født i Kbh. (Slotsk.), død sst. (Fred. ty.), begravet sst. (Fred. ty. kapel). I en meget ung alder blev S. 1784 volontær under finanskassedirektionen og 1786 kopist i finanskollegiets sekretariat, 1793 kopist under finanskassedirektionen, fungerede fra n.å. som fuldmægtig sst. og fik fast udnævnelse 1797; fra 1801 beklædte han tillige en stilling som registrator i det nyoprettede transportkontor for stats- og bankfonds under finanskollegiet. I mellemtiden var han blevet student 1789, privat dimitteret, og havde 1791 bestået dansk-juridisk eksamen; men først efter at han 1804 havde søgt og fået afsked som fuldmægtig med bibeholdelse af gagen som ventepenge nåede han, travlt optaget af praktisk kontorarbejde, at indstille sig til latinsk-juridisk embedseksamen 1805. 1813 udnævntes han til inspektør ved transportkontoret for stats- og bankfonds. 1815 og 1818 forelå to mindre juridiske afhandlinger fra hans hånd. Som praktiker ryddede S. selvanden april 1815-aug. 1816 op i en række misligheder inden for Kbh.s overformynderi og udarbejdede derpå en gennemgribende reorganisationsplan for denne institution. Kort efter blev den imidlertid undergivet ham selv idet han 1818 ved kgl. resolution kaldtes til at beklæde det nyoprettede 3. borgmesterembede i Kbh. medens magistraten enstemmigt overdrog ham ledelsen af 3. sekretariat, overformynderiet, der fra 1.1.1818 var lagt direkte under kommunens styrelse. I april s.å. udvidedes hans ressort ved ophævelsen af den særlige brolaegningskommission med brolægnings-væsenet som han 20 år senere efter eget ønske afgav til borgmester J. H. Mundt, medens han bevarede overformynderiet til sin død 1843. Han styrede dette med stor dygtighed hvorimod han hverken teknisk eller administrativt synes at have kunnet magte brolægningsvæsenet. Hans plan til stadens brolægning ville have krævet to menneskealdre, og hans strid med statsmyndighederne om omkostningerne ved brolægningen af Kongens Nytorv førte til at den 1833 påbegyndte omlægning heraf standsede, så pladsen i årevis lå hen i et vildnis af sten og fyld. Arbejdet afsluttedes først 1841. N.å. fastslog den kommunale revision at embedsmænd inden for brolægningsvæsenet gennem adskillige år havde begået omfattende bedragerier. Borgerrepræsentationen fordrede de pågældende sat under tiltale, men to af disse begik selvmord, og man krævede da undersøgelse indledt mod S. og Mundt. De angrebne borgmestre værgede sig med næb og kløer, S. endog med en trykt Erklæring til Kbh.s Magistrat, 1843, og en kgl. resolution i sagen s.å. gav dem begge fuld oprejsning, men brolægningsvæsenet blev 1844 på ny underlagt en særskilt forvaltning. 1841 fik S. sæde i kommissionen ang. stadens belysning med gas. Endvidere var han siden 1819 justitsdirektør i Asiatisk Kompagni, fra 1817 medlem af styrelsen for undervisningsanstalten for embedsmænds døtre. I samtid og eftertid har S. vundet ry som en negativt indstillet, nærmest uforbederlig kværulant, en summarisk bedømmelse der ikke holder stik. Han var en flittig og grundig arbejder som gik til bunds i enhver sag, men stod til gengæld stædigt fast på det lovmæssige eller praktiske grundlag han fandt var det rette, og formulerede sine synsmåder i digre betænkninger. Imod gængs tankegang forsvarede han bestående monopoler, men fortolkede dem til tider med skønsomhed og økonomisk forståelse; hans personlige uven overpræsident A. C. Kierulff tillagde alene ham inden for magistraten "Særdeles Indsigt og Færdighed i Regnskabsvæsen og Bogføring". 1842 modsatte S. sig forgæves, at Orla Lehmann efter udstået fængselsstraf atter tog sæde i borgerrådet, og s.å. indbragte hans hyppige særvota og noget ufordragelige tone ham en røffel fra kancelliet; men gang på gang førte han selv som mindretal sine synspunkter til sejr, fx sin modstand mod nedlæggelsen af stadsmusikantembedet 1830. I strid mod datidens tankegang var hans kamp for bevarelsen af Kbh.s gamle gadenavne.

I mangt og meget kan S. minde om P. C. Stemann med hvem han brød en lanse i "De oplyste Mænd"s forsamling der i juli 1832 drøftede udkastet til stænderforordningen. Ikke uden kløgt og mod, men forgæves protesterede han her mod regeringsforslagets valgretsregler idet han hævdede at forfordelingen af ikke-grund-ejere dels var i strid med Kbh.s privilegier af 24.6.1661, dels betegnede en særlig uretfærdighed mod hovedstaden hvor "lejetagerne"s antal var fire à fem gange så stort som grundejernes. Også det ømtålige spørgsmål om stændernes forening bragte han på bane, men uden resultat, og fremtrådte i det hele som talsmand for mere liberale anskuelser end han forfægtede inden for bystyret. I Kbh.s forfatningshistorie er hans særudtalelse af 30.7.1838 af interesse; bl.a. hævder han her at privilegierne stadig var i kraft. En anordning var følgelig overflødig; man kunne nøjes med et regulativ, udstedt ved kgl. resolution. Inden for danske kancelli strandede hans separatvotum imidlertid på H. G. Bentzens afvisning, og forgæves søgte S. ved en direkte skriftlig henvendelse til Frederik VI 21.4.1839 at vinde ørenlyd for sine anskuelser. – Kammerråd 1813. Virkelig justitsråd 1818. Virkelig etatsråd 1819. Konferensråd 1840.