Hans Meissenheim Bogbinder, d. ca. 1515, borgmester. B. var rimeligvis indvandret tysker (måske stammende fra Meissenheim i Hessen-Homburg) men gift ind i en velstående københavnsk borgerslægt. Hans Svaning siger om hans hustru at hun var en sjælden agtet kvinde; hendes forældres navne kendes ikke, men det vides at de har stiftet et Trefoldigheds alter i Nicolai k. i Kbh. med så meget tilliggende gods at der kunne holdes en særlig kapellan dertil. Om B.s ansete stilling vidner at han 1499–1502 var rådmand og 1503–11 borgmester i Kbh. og ca. 1503–11 kirkeværge og forstander for Nicolai k. Han har formodentlig drevet en udstrakt handelsvirksomhed; i hvert fald ejede han en bod i Dragør og talte gennem adskillige år dronning Christine blandt sine kunder. Allerede 1487 benyttede kong Hans hyppigt badstuen i B.s gård i Højbrostræde til at tage bad. Det er vel disse besøg i B.s hjem der har gjort et så gunstigt indtryk på kong Hans at han besluttede sig til at sætte sin søn Christian (II) i huset hos B. og dennes hustru. Under sit om end vel kortvarige ophold i dette borgerlige hus i samvær med B.s to sønner Ambrosius og Hans har prinsen sikkert modtaget indtryk der skulle blive af betydning for hans indstilling senere i livet.

Familie

gift Birgitte, død efter 1520. – Far til Ambrosius B. og Hans (Meissenheim) B.

Bibliografi

Danske mag. 4.r. I, 1864 73 78 81 86. – E. C. Werlauff i Hist. t. III, 1842 614–27. C. F. Allen: De tre nord. rigers hist. I, 1864 223–29 646. Wm. Christensen: Dronning Christines hofholdningsregnskaber, 1904 27 220 228 287 290.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig