Dansk Biografisk Leksikon

Henrik Mogensen Rosenvinge

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Henrik Mogensen Rosenvinge, d. 1583, borgmester, Øresundstolder. R. tilhørte en af Helsingørs patricierslægter. Om end ikke storkøbmand som Sander Leiel drev han dog sammen med broderen Jens en anselig handel; de havde således til tider større klædeleverancer til hoffet. – R., der allerede 1544 var blevet rådmand, blev 1555 udnævnt til borgmester. Han kom derved i nær berøring med Øresundstolderen Sander Leiel der allerede i en årrække havde været borgmester. Også broderen Jens kom i nært samarbejde med Sander Leiel da han n.å. udnævntes til toldskriver. Da denne højt ansete og betroede mand døde 1560, var de to brødre hans selvskrevne arvtagere. Det faldt dog foreløbig i broderen Jens Mogensen Rosenvinges lod at blive hans efterfølger i tolderembedet, og R. udnævntes i begyndelsen af 1564. Begge brødre var i øvrigt blevet taget med på råd, da den nye søret udarbejdedes 1560.

Mens Sander Leiel og Jens Rosenvinge under rolige forhold havde kunnet arbejde på den reorganisation af Sundtoldadministrationen der var påbegyndt med Sander Leiels tiltrædelse af tolderembedet, fik R. det langt mere ubehagelige og ansvarsfulde hverv at fortsætte dette arbejde under syvårskrigens omskiftelige forhold. Hvor meget hans købmandsmoral end har krympet sig derved måtte han i syvårskrigens første år som kongens repræsentant beslaglægge skibe, kræve tvangslån, afpresse mandskab etc. Han fik også det højst ubehagelige hverv 1567 at præsentere skipperne for Peder Oxes opfindelse: lastetolden, den største toldbyrde man hidtil havde vovet at afkræve de gennem Sundet passerende skibe. Han synes ved denne lejlighed at have optrådt med megen smidighed og selvstændighed og ved at modificere taksterne at have afbødet den store vilkårlighed hvormed den nye told måtte ramme. Også efter syvårskrigen synes han med dygtighed at have bestridt det stadig mere krævende embede. Sine forbindelser i de højeste kredse udnyttede han til at opnå forskellige fordele for sin by, hvis borgmester han forblev indtil 1579 da kongen bevilgede hans afsked fordi hans arbejde som Øresundstolder – der efterhånden også omfattede den finansielle administration af de store byggearbejder på Kronborg – ganske beslaglagde hans tid. Som tolder var R. som sin forgænger forlenet med nogle gårde i Nordsjælland, og allerede på et tidligere tidspunkt havde han noget af Esrum klosters gods i pant.

Familie

Forældre: borgmester i Helsingør Mogens Jensen R. (død 1528) og Anna Pedersdatter. Gift 1. gang ca. 1539 med Karine Villumsdatter Forbes, død senest 1572, d. af borger i Helsingør, senere rådmand i Helsingborg Villum F. (død senest 1561). Gift 2. gang 1572 med Birgitte Mortensdatter Schulte,- d. af Morten S. i Flensborg. – Far til Mogens Henriksen R. Bror til Jens Mogensen R.

Bibliografi

Kancelliets brevbøger 1551–88, 1885–1906. – [Bernt Moe] i Tidsskr. for den no. personalhist. ny r. VI, Kria. 1850 396. Th. Hauch-Fausbøll i Pers. hist. t. 8r.VI, 1927 254 256 (geneal.). P. V. Jacobsen i Hist. t. V, 1844 76 457–75. Nina Bang sst. é.r.VI, 1895–97 530–34. V. Hostrup Schultz: Helsingørs embeds- og bestillingsmænd, 1906.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
reorganisation
(lat. re- + fr. organisation ), det at reorganise ...Artikel i Den Store Danske
opfindelse
teknisk nyskabelse, som er blevet til ved en mennesk ...Artikel i Den Store Danske
Kronborg
tidligere kongeslot i Helsingør. De tidligste ...Artikel i Den Store Danske
borgmester
formand for kommunalbestyrelsen og øverste daglige l ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
AsFri
18/07/2011
  • Læst 527 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki