Jørgen Fogh, 1631-.1685, borgmester. Født i Århus, død sst., begravet i domkirken sst. F. blev student 1652 og var 1658 i huset hos Tage Thott på Børringekloster i Skåne, drog udenlands med en af dennes sønnesønner, Knud Thott, studerede 1658 i Heidelberg, 1661 i Leiden og tog den juridiske doktorgrad i udlandet. Efter hjemkomsten boede han i huset hos Tage Thotts svigersøn Aksel Sehested i dennes gård på Købmagergade i Kbh. og senere, efter forlovelsen med Peder Schumachers (Griffenfeld) søster Karen, et par år i svigermoderens gård. 1667 blev han rådmand, 1668 borgmester i Kbh., 1675 tillige stadsoberst efter Frederik Thuresen, 1670 assessor i højesteret. Han var også medlem af lovrevisionskommissionen. Som gift med Griffenfelds søster kom han i stor anseelse, og man antog at han havde større indflydelse på svogeren end tilfældet i virkeligheden var. Han var en dygtig mand, men en ufin karakter, og har sikkert oftere været modtagelig for bestikkelse; under et forhør i Griffenfelds sag vidnedes der at "F. havde sine hænder i Griffenfelds sager, når noget var at fortjene". Nogle timer før svogeren blev han om natten 11.3.1676 i stilhed fængslet i sin gård i Skindergade (nu nr. 26) og ført til slotsfogedens kammer. Til trods for at der ingen sag var anlagt imod ham blev der allerede 9.5. udnævnt en anden borgmester i hans sted; først da Griffenfeld var domfældt lod kongen sagen imod F. foretage på bytinget. Efter at have tilstået sin medskyld i embedssalg dømtes han 3.8. på bytinget til at have sin boslod forbrudt, miste to fingre, stå et kvarter i halsjernet, føres ud af byen af bøddelen og evigt forvises af riget. Denne hårde straf formildedes dog til forvisning til Århus hvor F., som skiftet efter ham viser, levede i en vis velstand og ved sin død efterlod sig en formue på over 14.000 rdl. Ved konfiskationen havde han mistet 31.000 rdl., og hans senere forsøg på at formindske dette tab ved at få sine regnskaber taget op til fornyet prøvelse mislykkedes.

Familie

Forældre: købmand i Århus Laurids (Lars) F. (død 1656) og Anne Jørgensdatter. Gift 1668 (bevilling 26.8.) i Kbh. med Karen Schumacher, født ca. 1644 i Kbh., begr. 12.1.1700 i Århus, d. af vinhandler Joachim S. (1604-50) og Maria Motzfeld (1613-93). – Far til Peter F.

Ikonografi

Mal. af Henrik Dittmers (Fr.borg), kopi (Gavnø) og på Heinrich Hansens mal., 1880, af arvehyldningen 1660 (Fr.borg). Stik 1675 af Hubert Schaten efter mal. af Abr. Wuchters.

Bibliografi

Forarbejderne til kong Kr. Vs da. lov, ved V. A. Secher og Chr. Støchel II, 1894 281. – Danm.s adels årbog XXXVIII, 1921 470. O. Nielsen: Kbh.s hist. og beskr. V, 1889 424-28. A. D. Jørgensen: Peter Schumacher Griffenfeld I, 1893 241; II, 1894 369 394. J. Hoffmeyer: Blade af Århus bys hist. I, 2, 1906 498-502.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig