Mikkel Zelle, Mikkel Skriver, d. 25.7.1565, borgmester. Død i Kbh. Z., hyppigst kaldet Mikkel Skriver, var antagelig fra byen Celle; i hvert fald tyder sproget i hans danske breve på nedertysk oprindelse. Z. forekommer 1544 som borger i Kbh. hvor han senest 1549 blev byfoged og ca. 1558 borgmester. Han var en driftig købmand der allerede i 1540erne sad i en stor forretningsvirksomhed. 1547 udførte han således malt, mel og øl til Norge og korn til Holland; 1560 fragtede han jern fra Stockholm til Kbh., og 1561 var han medejer af et skib – Svanen – der sejlede på Spanien. 1556-59 var han forlenet med Færøerne og havde monopol på handelen der mod at aflevere tre fjerdedele af sin gevinst til kronen. 1561 blev han stævnet for det kgl. retterting af adelsmanden Hartvig Bille, fordi han mod dennes vilje havde solgt en ham -Bille – tilhørende part af skibet Svanen. Vi står måske her ved årsagen til Z.s afskedigelse; umiddelbart efter herredagen var han ikke mere borgmester. Han rejste sig dog hurtigt igen. 1563 udnævntes han til en slags overtolder i Bohuslen hvor han også fik tilsyn med det opblomstrende sildefiskeri ved kysten. N.å. førte han en lille eskadre i Kattegat, og marts 1565 skulle han med skibet Dragen undsætte Älvsborg der blev belejret af svenskerne. 4.6.s.å. fortæller han fra Lübeck i et brev til den landflygtige Peder Oxe, at han var "haardt forfulgt af nogle Adelsmænd" som han havde sagt nogle ubehagelige sandheder, og som han frygtede ville bringe ham i unåde hos kongen; i øvrigt skildrer han i brevet landets elendige tilstand og den almindelige misfornøjelse og opfordrer Peder Oxe til at komme tilbage. Brevet blev vistnok opsnappet af Lübecks magistrat, og Z., der også synes at have stået i forræderisk forbindelse med Sverige, blev sendt til Kbh. hvor regeringen lod ham henrette. Hans ejendomme konfiskeredes; men 1567 fik hans enke dog en gård tilbage som han havde ejet i Marstrand. Z. karakteriseredes i to samtidige kilder henholdsvis som en "verdslig og forfaren" og som en "klog, lærd og veltalende Mand".

Familie

gift Marine, død tidligst 1581.

Bibliografi

H. F. Rørdam i Vidensk. selsk.s skr. 5.r. Hist.-philos. afd. IV, 1874 404f 410. O. Nielsen: Kbh.s hist. og beskr. III, 1881 178f. Monumenta hist. Danicæ, udg. H. F. Rørdam 2.r.I, 1884 721f. H. D. Lind: Fra kong Fr. IIs tid, 1902 271f. Breve til og fra Mogens Gyldenstjerne og Anne Sparre, udg. E. Marquard II, 1936. Frede R Jensen: Danm.s konflikt med Sverige 1563-70, 1982 160-62.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig