Peder Villadsen, d. 4.10.1537, kgl. sekretær, borgmester. Peder Villadsen stammede fra Svendborg. Han immatrikuleredes ved universitetet i Rostock i april 1514. Efter at være vendt tilbage til Danmark trådte han som kgl. sekretær ind i kancelliet hvor han i slutningen af Christian IIs regeringstid indtog en ret fremtrædende stilling. 1522 og 1523 underskrev han mange af de kongelige breve, og han var med kongen på dennes skæbnesvangre rejse til Jylland.

Også efter Christian IIs fald forblev han en tid tro mod denne, hvorfor han mistede Skt. Nicolai kirke i Svendborg som han havde haft i forlening. Det varede dog ikke længe inden han gik over til Frederik I. Han kom ikke ind i kancelliet igen, men fik stillingen som slotsskriver på Københavns slot og belønnedes med en del ejendomme i København og på Amager, bl.a. tre fed og et bosted i Dragør. Foruden kirken i Svendborg, som han havde fået tilbage, var han også i besiddelse af kirkerne i Malmø og Tårnby som han dog alle afstod før sin død.

Han var i tidens løb blevet stærkt knyttet til København hvor han opholdt sig under grevefejden. Han var med til at udstede overenskomsten om byens overgivelse 28.7.1536 og nævnes s.å. som rådmand i byen. I dec. 1536 fik han sammen med Anders Halager af Christian III brev på Emmendrupgård uden for København som tidligere hørte under Roskilde bispestol, og fem dage senere udsendtes der følgebrev til det københavnske degnedømmes fæstebønder som indtil videre skulle høre under ham.

I Magnus Matthiessens Regum Daniæ series oplyses det at han druknede på Amager 4.10.1537. Han omtales i notitsen som rådmand, mens han på en ligstensindskrift betegnes som borgmester, hvad han må være blevet ganske kort før sin død.

Familie

Peder Villadsen døde på Amager og er begravet i Kbh. (Helligg. k.).

Gift med Anne (Knudsdatter?), død tidligst 1546.

Bibliografi

Breve og aktstykker til oplysn. af Chr. IIs og Fr. Is hist., udg. C. F. Allen, 1854 31-33. – H. F. Rørdam: Kbh.s kirker og klostre i middelalderen, 1859-63 11 lf 208 285. O. Nielsen: Kbh.shist. og beskr. III, 1881 170-72. Monumenta hist. Danicæ, udg. H. F. Rørdam 2.r.II, 1887 227.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig