E.P. Kirstein, Ernst Philip Kirstein, 17.12.1759-6.10.1834, deputeret. Født i Stettin, død i Kbh. (Petri), begravet sst. (Ass.). K.s livsskæbne var på det nøjeste knyttet til den Schimmelmannske familie, med hvem han på mødrene side var beslægtet. Han stammede fra Preussen og gjorde altid på sine omgivelser indtryk af den typiske tysker. 1782–96 var han privatsekretær hos Ernst Schimmelmann og gled herigennem langsomt ind i centraladministrationen. 1786 blev han sekretær og bogholder ved direktionen for den vestindiske gælds likvidation og 1795 medlem af direktionen. Desuden var han en flittig og ivrig sekretær ved kommissionen til negerhandelens afskaffelse og offentliggjorde dens betænkning i Minerva 1792. 1809 overtog han hvervet som surnummerær deputeret i finanskollegiet og havnede endelig 1816 som deputeret i generaltoldkammer- og kommercekollegiet, en stilling han bevarede til 1834. 1810 negocierede han et vigtigt statslån på to mill. mrk. banco i Hamburg, og det var endvidere ham der lavede udkastet til den betydningsfulde veksellov af 1825. K. gik ud og ind i det Schimmelmannske hus og var navnlig afholdt af familiens damer. Charlotte Schimmelmann skrev 1795 om ham: "une sérénité charmante accompagne ses pas", og han var en af de få der til fods fulgte hendes kiste. Også til Ludvig Reventlow (1751–1801) på Brahetrolleborg stod han i et intimt forhold. Selv førte han et stort og gæstfrit hus i sit hjem Nøjsomhed (Østerbrogade 90). – Etatsråd 1812. Konferensråd 1829.

Familie

Forældre: preussisk jagtråd og advokat ved det kgl. krigs- og domænekammer i Stettin Ernst Peter K. (1729–92) og Johanne Caroline Ladewig (død 1808). Gift 16.4.1787 i Kbh. (Petri) med Emilie Henriette (Jette) Cramer, født 1764 på Sandholmgård, døbt 17.6.s.å. i Blovstrød, død 18.1.1820 i Kbh. (Petri), d. af hofpræst, senere professor, prokansler J. A. C. (1723–88) og Juliane Charlotte Radick (1726–77). – Far til C. L. K.

Udnævnelser

R. 1813. DM. 1828. K. 1834.

Ikonografi

Mal. og pastel.

Bibliografi

Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé IV-X, 1900–31. Breve i Pers. hist. t. 8. r. VI, 1927 175–81. – Marcus Rubin: 1807–14, 1892 (reproudg. 1970). Samme: Fr. VIs tid, 1895 (reproudg. 1970). Edv. Holm: Danm.-No.s indre hist. 1720–1814 VI, 2, 1909. "Nøjsomhed". Et kbh.sk lyststeds hist., ved C.L. K.Rothe, 1922 15–38.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig