Christian v.Lente, 29.3.1649-2.11.1725, diplomat, overkrigssekretær. Født i Flensborg, død i Kbh., begravet sst. (Petri k.). L. opdroges af faderen med hoftjenesten for øje, besøgte 1666 efter at være blevet student universitetet i Heidelberg, rejste 1667 i Frankrig og fortsatte siden, efter et kort ophold i hjemmet 1668 på grund af faderens død, sine studier i Strasbourg og Leiden, til moderens død 1670 kaldte ham hjem. S.å. udnævntes L. til sekretær i tyske kancelli og fejrede i Griffenfelds hus sin trolovelse med den tolvårige Margrethe Elisabeth, datter af hans kollega i kancelliet Mathias Rudolf Rheinfrank til Fævejlegård og halvsøster til Griffenfelds hustru Karen Nansen. Forbindelsen var et led i hans ærgerrige fremtidsplaner og bidrog til at skaffe ham posten som dansk resident i Bruxelles 1675. Efter Griffenfelds fald fandt han den ikke længere formålstjenlig og fik den omsider afviklet. 1679–80 var han resident i Haag, 1680–88 overordentlig gesandt i London. Han gjorde her en god figur ved Charles IIs kritiske hof og fik tilbud om at blive "knight", hvad han dog med Christian Vs billigelse afslog. I dansk adelstand optoges han 1682 sammen med broderen Johan Hugo; 1681 fik han titel af råd, 1684 af etatsråd. Det faldt under hans Englandsophold bl.a. i hans lod at deltage i forhandlingerne om ægteskabskontrakten mellem prins Jørgen og prinsesse Anne, ved hvis bryllup 1683 han fungerede som ceremonimester. Kort før den engelske revolution 1688 forflyttedes han til sin gamle post Haag hvor han fungerede som overordentlig gesandt til 1698. Her knyttede han et intimt venskab med C. S. v. Plessen der 1689–98 gentagne gange var overordentlig ambassadør i Nederlandene, et venskab som var i høj grad fremmende for L.s karriere, men sikkert tillige bestemtes ved lighed i synspunkter på flere områder, bl.a. en voksende uvilje mod Frankrig og den danske tilslutning til Louis XIV. Han fik i Haag navnlig at gøre med de handels- og skibsfartstvister der opstod som følge af nederlandske og engelske overgreb mod de neutrale dansk-norske skibe i fart på Frankrig og havde en ikke ringe andel i de juni 1691 i Kbh. afsluttede overenskomster om erstatning for disse overgreb og om engelsk-nederlandske undersåtters handel på Danmark-Norge og dansk-norske undersåtters på Frankrig. Senere deltog han i Plessens forhandlinger med Vilhelm III og generalstaterne om Danmarks erhvervelse af Elbtolden og om den dansk-nederlandske alliance der endelig afsluttedes 1696. Skønt Christian V ikke var helt tilfreds med hans arbejde, forenedes han n.å. med Plessen som Danmarks befuldmægtigede på Rijswijkkongressen. Samtidig med gesandtposten beklædte han 1688–97 stillingen som vicestiftsbefalingsmand i Ribe og blev 1697 gehejmeråd og overceremonimester.

Hjemkaldt fra Haag 1698 blev han aug. s.å. overhofmester ved det ridderlige akademi i Kbh., jan. 1699 A. L. Knuths afløser som deputeret for hofetaten, efter tronskiftet i aug. s.å. medlem af konseilet (i den afdøde Jens Juels sted), overkrigssekretær og deputeret i land- og søetatens kommissariat. 1700–03 og 1705 var han desuden medlem af kommissionerne i rådstuen. L. var halvtreds år da han fik sæde i centraladministrationen. Han var utvivlsomt et lyst hoved – herom vidner bl.a. flere fremmede diplomaters udtalelser – men han manglede dyberegående erfaring, ikke mindst inden for sit hoveddomæne krigsetaten, og åbenbart også tilstrækkelig arbejdskraft. Det sidste hang til dels sammen med et vaklende helbred og måske også med personlige sorger (han mistede 1684–1704 sin hustru og sine tre døtre og levede derefter som barnløs enkemand). Dog fik han kort efter sin tiltrædelse som overkrigssekretær gennemført forskellige heldige forandringer i forretningsgangen. 1708–09 var han med på Frederik IVs udenlandsrejse og afsluttede på hjemrejsen i Dresden sammen med D. Vibe de dansk-saksiske alliancetraktater af juni 1709. Aug. s.å. tog han i konseilet sammen med J. G. Holstein ordet mod en genoptagelse af krigen, da man manglede både folk, penge og korn og ikke kunne vente subsidier fra Rusland. Han var desuden overbevist om, at sømagterne ikke ville tillade Danmark at blive herre over begge sundets kyster. Da de to herrer overstemtes, udtalte han ønsket om at trække sig tilbage "for at tænke på sjælens frelse". Først efter Helsingborgnederlaget 1710 og overgeneral C. D. Reventlows heftige klager over krigsforvaltningens mangler – der dog nok så meget skyldtes kongen selv som L. -gjorde han imidlertid alvor af det og opgav maj s.å. både sine embeder og sit sæde i konseilet. Han vedblev dog at være i kongens nåde og fik en betydelig pension. Tillige blev han 1712 medlem af direktionen for De fattiges væsen, 1713 direktør for postvæsenet i Danmark og hertugdømmerne, sluttelig 1717 stiftamtmand over Fyn og Langeland og amtmand over Odense, Dalum, Skt. Knud og Rugård amter.

Hans politiske rolle var dog ikke udspillet. 1718 indhentede kongen hans betænkning om spørgsmålet krig eller fred. Han frarådede en særfred med Sverige men betonede, at når en almindelig fred var sluttet, ville både de to nordiske kongers "convenience og hensynet til deres undersåtters tarv kræve, at der bestod et godt forhold mellem dem". Efter Frederiksborgfreden optoges han derpå dec. 1721 på ny i konseilet som Christian Sehesteds afløser og beholdt sit sæde til kort før sin død, da sygdom og alderdomssvækkelse tvang ham til at udtræde. Dybere spor inden for regeringen satte L. sig dog ikke i disse år. – Han var, som sin far og sin bror Johan Hugo, til hvem han var nøje knyttet og hvis omfattende brevveksling med ham danner en meget vigtig kilde til tidens historie, en stræbernatur, i ungdommen med noget af lykkeridderens præg, men det synes som om sorgerne og den voksende livserfaring har virket forædlende på ham, og han prises som ældre ikke blot for sin klogskab, men også for sin muntre elskværdighed og sin bravhed. – Efter at Johan Hugo 1719 var død uden levende sønner, forlenedes L. med fædrenegodset Sarlhusen der efter hans død som slægtens sidste mand kom på fremmede hænder. Sin privatformue, sit bibliotek og sin udsøgte malerisamling (en arv fra faderen) testamenterede han til sin broderdattersøn Christian Adeler, mod at denne antog navnet L.-Adeler og føjede det L.ske våben til sit eget.

Familie

Forældre: kansler Theodor L. (1605–68) og Magdalena Schönbach (1612–70). Gift 1680 i Bruxelles med Jacobina (Jobina) Charlotta Sasburgh, død 13.10.1688 i Haag, d. af generalstaternes resident i Bruxelles, borggreve til Maugarny Thomas S. (1612–87) og Charlotta van Bleyenburg (1625–89). – Bror til Johan Hugo v. L.

Udnævnelser

Hv.R. 1695. Bl.R. 1722.

Ikonografi

Stik af C. Wiegel. Mal. 1722–24 (Fr.borg), varianter deraf (trappeopgang i Frederiksholms kanal 20, Kbh.; Rosenholm; forhen Dragsholm). – Sarkofag og epitafium af Th. Quellinus ca. 1705 (Petri k., Kbh.).

Bibliografi

Danske saml. 2.r.IV-V, 1874–77 fl.st. Medd. fra det kgl. gehejmeark. 1886–88, 1889 74f 112. Danm.-No.s traktater 1523–1750, udg. L. Laursen og Carl S. Christiansen VII-XI, 1926–49. Danske mag. 8.r.V,I, 1976 22f. – H. Gram: Memoria C. L., 1726. Chr. Bruun: Fr. Rostgaard og hans samtid I, 1870. L. Bobé i Museum, 1890 114–27. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 I, 1891. Bidrag til den store nord. krigs hist., udg. Generalstaben I-III, 1899–1906. Carl Christiansen: Bidrag til da. stats-husholdn.s hist. II, 1922. L. Bobé: Die deutsche St. Petri Gemeinde zu Kopenhagen, 1925. Fr. v. Jessen: En slesv. statsmand I-III, 1930–41. O. Kyhl: Den landmilitære centraladministration I-II. 1975–76. Dagny Jørgensen: Danm.-No. mellom stormaktene, Oslo 1976. -Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig