Frederik Adler Pløyen

Frederik Adler Pløyen, 2.7.1764-8.2.1849, diplomat. Født i Kristiansand, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). Som 16-årig blev P. sendt ned til Helsingør for at gå i byens lærde skole. Han blev student 1782 og tog juridisk eksamen 1786. Efter nogle år som huslærer ansattes han ca. 1791 i udenrigstjenesten. Han blev først sendt til Berlin som fung. legationssekretær og kom derfra som konsulatsse-kretær til Algier 1792-94. Han var legationssekretær i Stockholm 1795-98 og hjemkaldtes i begyndelsen af 1798 til tjeneste i udenrigsdepartementet som sekretær, en stilling han beklædte indtil afskedigelsen 1825. Under den lange embedsperiode i departementet kom han især til at beskæftige sig med finansielle sager. Han var medlem af kommissionen der 1801 forhandlede med England om tilbagegivelsen af de danskvestindiske øer. 1815 blv han medlem af kommissionen der forhandlede med Norge om det økonomiske mellemværende efter rigernes adskillelse. I begyndelsen af 1825 sendtes han til Paris for at forhandle med bankierfirmaet Rothschild eller et andet solidt bankhus om et dansk statslån på 5½mio. £. I første omgang løste han opgaven så godt at Frederik VI lod ham vide "at han på den bedste måde efter omstændighederne muligt har udført den ham overdragne negociation". Men da de sidste formaliteter skulle ordnes stillede P. bankfirmaet Rothschild et ultimatum om afgivelse af endeligt svar den 7.3.1825 kl. 14⁰⁰ på P.s adresse i Paris. Da det ankom kl. 14³⁰ sendte P. brevet uåbnet tilbage og indledte samme dag forhandlinger med et engelsk bankhus Theo Wilson & Co, London, og allerede to dage efter underskrev P. låneaftalen. Betingelserne var tilsyneladende så gode at kongen og finansstyrelsen i Kbh. accepterede med glæde og udbetalte P. 20 000 rbd. i sølv som gratiale. Kort efter kom Wilson & Co i vanskeligheder, og det viste sig hurtigt at dette lån skabte den danske stat så meget besvær og så store tab at Marcus Rubin i sin bog om Frederik VIs tid kom til det resultat at dette kunne være undgået hvis Rothschild havde fået lånet. P. forblev i Paris indtil efteråret 1825 idet han sammen med gehejmefinansråd J. H. C. Hoppe skulle forsøge at få den franske stat til at refundere den danske stats udgifter for underhold af de franske tropper i Danmark under Napoleonskrigene. Dette mislykkedes, og der synes at være opstået et fjendskab mellem P. og Hoppe der førte til at Hoppe i et brev til Frederik VI skal have anklaget P. for at have modtaget provision fra Wilson & Co. for at overdrage banklånet til dette bankhus. Kort efter hjemkomsten fra Paris blev P. afskediget den 18.10.1825. Årsagen til denne pludselige afskedigelse kendes ikke med sikkerhed. Udenrigsministeriets personaleakter giver ingen oplysninger, men tidspunktet synes at antyde at afskeden har noget at gøre med P.s forhandlinger i Paris, hvad enten det nu drejede sig om det uheldige statslån eller anklagen for bestikkelse eller muligvis kritiske bemærkninger om Frederik VIs styre. Årsagen har dog næppe været særlig belastende thi P. modtog ²/₃ af sin gage i pension. Indtil sin død næsten 24 år senere levede P. som privatmand i Kbh., til stadighed fuld af kritik og bitterhed mod det enevældige styre og Frederik VI. P. regnedes for en intelligent og dygtig embedsmand hvorfor hans fjernelse utvivlsomt betød en svækkelse af det lille udenrigsdepartement. – Legationsråd 1802. Gehejmelegationsråd 1813.