Gerhard Ernst Franck de Franckenau, 30.7.1676-21.7.1749, diplomat, bogsamler. Født i Heidelberg (?), død i Wien. 1696 sendtes F. de F. som legationssekretær til Pinneberg, senere til Spanien (1698-1700) og endelig 1720 til Wien hvor han 1740-42 og atter fra 1743 var chargé d'affaires og 1748 deltog i udgivelsen af en (forsvunden) tysk salmebog for gesandtskabskapellet. Universitetsbiblioteket i Kbh. ejer en stor hymnologisk samling som F. de F. tilvejebragte, formodentlig på opfordring af prinsesse Sophie Hedevig, og som efter hendes død skænkedes biblioteket af hendes brordatter prinsesse Charlotte Amalie. Den er ledsaget af udførlige registre og består af henved 600 numre: salmebøger og samlinger af åndelige sange samt tilsvarende melodibøger, dels trykte, dels håndskrevne, mest tyske, med enkelte danske iblandt; størstedelen er fra 1600- og begyndelsen af 1700-tallet (indtil 1733). F. de F. efterlod en del samlinger til dansk adelshistorie som gik til grunde med Det kgl. håndbibliotek ved Christiansborgs brand 1794. Som legationssekretær i Madrid havde han samlet et godt bibliotek af spansk litteratur der imidlertid ikke kom hans fædrelands bogsamlinger til gode, idet det købtes af lord Sunderland. Om hans interesse for spanske forhold vidner desuden hans to værker Sacra Themidis Hispanæ arcana (Fremstilling af den spanske retshistorie og den i F. de F.s tid gældende retspraksis), 1703, nyere udg. 1780 og Bibliotheca Hispanica historico-genealogico-heraldica (en spansk historisk bibliografi i form af et forfatterleksikon), 1724.-Justitsråd 1733.

Familie

Forældre: livmedicus Georg F. de F. (1644-1704) og Marie Euphrosyne Chemnitz de Stromberg (død 1701). – Bror til Georg Frederik F. de F.

Bibliografi

Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé VIII, 1917 tillæg 86. Pers.hist.t. 11.r.VI, 1945 228-32 (slægten F.). E. C. Werlauff: Det store kgl.bibl., 2.udg. 1844 91 219. Georg Brandes: Ludv. Holberg, 1884 279f. Balder Erichsen i Ex bibliotheca univ. Hafn., 1920 141-43. Chr. Stubbe i Schriften des Vereins für Schlesw.-holst. Kirchengesch. 2.r.IX, Kiel 1932 282. Danske gesandter indtil 1914, udg. Emil Marquard, 1952 66f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig