Paul Fischer, Paul Henning Fischer, 24.3.1919-26.9.2013, diplomat, kammerherre. En astmatisk lidelse i drengeårene medførte at F. blev sendt på kostskole i Schweiz hvor han blev student fra Lyceum Alpinum i Zouz 1937. Med genvundet helbred studerede han jura i Kbh. og begyndte efter eksamen som sagførerfuldmægtig i 1943 med henblik på en karriere som advokat. Den tyske besættelse skulle dog hurtigt føre ham i en anden retning da han samme år måtte flygte til Sverige. Her kom han til at arbejde i den danske flygtningeadministration for det følgende år at blive knyttet til det danske gesandtskab i Stockholm der på det tidspunkt havde erklæret sig for "frit stillet" i forhold til København. Efter befrielsen og normaliseringen af de diplomatiske forhold forblev F. endnu et år i gesandtskabet hvor han havde som hovedopgave at administrere de store kreditter, Sverige havde stillet til rådighed for danske varekøb. 1946 kaldtes F. hjem til tjeneste i udenrigsministeriet, og samtidig med at virke som manuduktør og fra 1948 som lektor i folkeret ved Kbh.s univ. gjorde han den følgende halve snes år karriere i ministeriet hvor han 1958 blev assisterende chef for den økonomisk-politiske afdeling. En kortere periode var han knyttet til gesandtskabet i Haag dog fortrinsvis for her at indsamle materiale til et arbejde om det europæiske kul- og stålfællesskab. F. erhvervede med dette arbejde den juridiske doktorgrad 1957. Disputatsen drejede sig ikke så meget om det europæiske samarbejdes økonomiske og politiske aspekter som om de institutionelle problemer der meldte sig under de nye former det internationale samarbejde var ved at antage, først og fremmest det nationale suverænitetsbegrebs relativitet. F.s tanker var noget af en pionerindsats i dansk folkeretslig litteratur og medførte at han kom til at stå over for et valg mellem at fortsætte i udenrigstjenesten eller overtage et universitetsprofessorat der stod ham åbent. Med hele sit udadvendte og handlingssøgende væsen gav han udenrigstjenesten førstefødselsret.

Da Danmark 1960 igen knyttede stærkere diplomatiske forbindelser med de østeuropæiske lande blev F. kun 41 år gammel forløberen som ambassadør i Warszawa. Men denne udsendelse blev kun af kort varighed. Netop på det tidspunkt var samarbejdet mellem udenrigsministeren Jens Otto Krag og udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen ikke det bedste. Denne havde under besættelsens sidste regeringsløse periode som førstemand i det såkaldte departementschefstyre fungeret som en slags administrerende regeringschef. Efter i nogle år efter befrielsen at være retireret til ambassaderne i Stockholm og London var han hurtigt vendt tilbage til direktørposten, men hans erfaring og stilfærdigt dominerende autoritet føltes undertiden noget lammende for de skiftende politiske ministre. Hertil kom at den danske udenrigstjeneste 1961 stod over for en vældig reorganisering på grundlag af en længe forberedt og i foråret vedtaget lovgivning. Et lederskifte fandtes også af den grund påkrævet, så meget mere som Svenningsen på det tidspunkt var 67 år gammel. Til ny direktør valgtes den 25 år yngre F. hvis organisationstalent flere ministre havde bidt mærke i.

I de følgende år forestod F. da en omfattende strukturændring, modernisering og ekspansion af udenrigstjenesten. Den bestod i en forøgelse af ministeriets medarbejdere med omkring 50 pet. som konsekvens af Danmarks deltagelse i mange internationale organisationer, af de handelsmæssige og politiske forbindelsers udvikling og ikke mindst bistandsarbejdet for udviklingslandene. I det værk om den danske udenrigstjenestes historie som ministeriet udsendte 1970 ved den selvstændige udenrigsstyrelses 200-års-jubilæum har F. skrevet det afsnit der behandler udviklingen i 60erne, det ti-år i hvilket han var direktør. F. nævner ikke sig selv i fremstillingen. Om hans personlige indsats hersker dog ingen tvivl. F. forbandt effektivitet, organisationstalent og smidighed med stor åbenhed over for nye løsninger på problemer der ofte tidligere havde været behandlet i traditionernes og vanernes inerti. Som administrator af udenrigsdepartementet var det for F. en væsentlig bestræbelse at holde sammen på dette ministeriums mangfoldige funktioner under en samordnet ledelse når der var tendenser til at ville adskille dem. Som nærmeste rådgiver for den politiske ledelse lagde han vægt på at dansk diplomati burde give sin opmærksomhed om landets sikkerhed og økonomi prioritet i en atlantisk og europæisk ramme frem for engagementer på fjernere og mindre relevante områder som en indenrigspolitisk opportunitet undertiden kunne tilskynde. I 1971 fandt F. selv tiden inde til en afløsning på direktørposten, og han blev ambassadør i Paris hvor hans europæiske orientering og kundskaber blev nyttige under den forøgede kontakt med Frankrig som Danmarks indtræden i det europæiske fællesskab førte med sig. 1980-89 var F. ambassadør i Bonn. F. har virket som dommer ad.hoc. ved Den Internationale Domstol i Haag og CSCE-mægler. 1991-2010 var han ordensskatmester og kammerherre.

Familie

Paul Fischer blev født i København; begravet på Frederiksberg ældre kirkegård.

F: grosserer Ernst F. (1881-1969) og Ellen Dahl (1891-1935). Gift 2.1.1945 i Stockholm med Jytte Kalckar, født 18.10.1910 i Kbh., død 2010, d. af kontorchef, cand.polit. Marc K. (1881-1946) og Alma Schack Schou (1881-1923).

Udnævnelser

R. 1954. R.1 1959. K. 1963. K.1 1968. SK. 1988.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Den danske udenrigstjeneste 1770-1970 II, 1970.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig