Simon de Petkum

Simon de Petkum, d. . ca. 1692, diplomat. Død (?). P. skal være født i Nederlandene; om der bestod slægtskabsforbindelse mellem ham og den ost-friesiske slægt Petkum er ikke oplyst. Han blev 1652 Frederik IIIs agent i Haag og var 1654 hans konsul i Dunkerque; herfra sendtes han s.å. til Paris for at få en erklæring af Charles II om, at han ikke havde modtaget de 24.000 rdl. som Corfitz Ulfeldt på den danske konges vegne 1649 havde betalt hans repræsentant, markien af Montrose. Vistnok fra aug. 1654 var han, dog med afbrydelser, Frederik IIIs resident i London. Han bistod her Frederik Ahlefeldt (1623-86) i forhandlingerne om den venskabstraktat der sluttedes febr. 1661 og varetog på forskellig måde dansk-norske handelsinteresser i England, bl.a. det glückstadtske afrikanske kompagnis, for hvilket han søgte engelsk støtte over for det hollandske vestindiske kompagni. 1663 udarbejdede han med statssekretær Sir Henry Bennet den plan som tillod ham at pågribe Leonora Christina. Hans indflydelse ved restaurationens engelske hof var i øvrigt ikke stor, bl.a. fordi han rådede over så ringe pekuniære midler til at gøre sig gældende, og han så med kritik på Hannibal Sehesteds bestræbelser for at knytte en nærmere dansk-engelsk-svensk forbindelse med front mod den hollandske handelsindflydelse. Han var derimod på et tidligt tidspunkt tilhænger af et dansk-fransk forbund. Efter den engelske krigserklæring til Danmark 1666 opholdt han sig en tid i Paris hvor det franske udenrigsministerium udnyttede hans kendskab til engelske forhold. Man foretrak ham her som resident i stedet for Marcus Gøye, men 1667 kaldtes han tilbage til Danmark. Han gjaldt for at være kyndig i handelsforhold og blev derfor 1668 udset til præsident for det nyoprettede kommercekollegium som dog foreløbig ikke fik nogen fast organisation. 1668-69 henvistes flere sager vedrørende manufakturer og møntvæsen til P. og Melchior Rötlin som "Voris tilforordnede udi Commercie Collegio". P. havde planer om at få Børnehuset omdannet til et manufaktur i større stil og var modstander af det af Cort Adeler o.a. oprettede saltkompagni, men kunne, skønt han knyttede sig til P. Schumachers (Griffenfeld) og U. F. Gyldenløves kreds, ikke vinde stemning for sine ideer og blev forbigået ved organisationen af det nye kommercekollegium 1670. Ifølget skriftet Fyrstelig Tankering, som stammer fra den nævnte kreds, havde han fjender ved hove på grund af sin deltagelse i Leonora Christinas arrestation. Kbh.s magistrat rejste desuden modstand mod hans børnehusplan. Han anvendtes imidlertid på ny som diplomat, idet han sept. 1671-aug. 1672 opholdt sig som gesandt i Stockholm hvor han skulle forsikre svenskerne om det reelle i de danske forsøg på en tilnærmelse. Regeringen var dog ikke udelt tilfreds med hans indsats og kritiserede ham bl.a. for indiskretion. 1676-79 var han sammen med Just Høg (1640-94) og Anton af Oldenburg envoyé extraordinaire på fredskongressen i Nijmegen, 1680-82 i Haag. I 1670erne havde han sammen med Johan Heidemann handelen på Færøerne i forpagtning af Frederik Gabel. Hvorledes hans senere liv formede sig er aldrig oplyst; 1692 omtales et bibliotek og samlinger som han havde efterladt sig i Holland.