Alexander Bjarnov, Julius Alexander Nicolaj Rasmussen Bjarnov, 7.7.1838-31.7.1912, rustmester. Født i Kbh. (Frue), død sst., begravet sst. (Garn.). Efter skolegang i Viborg fik B. sin tekniske uddannelse i Århus (Frichs maskinfabrik) og ansattes 1864 som mekaniker på rustkammerets bøssemagerværksted på Tøjhuset hvor hans mekaniske snilde, påpasselighed og flid hurtig gjorde sig gældende. Ved den 1866 oprettede geværfabrik deltog han i forsøgsarbejderne til den nye geværmodel (Remington) og ledede – fra 1867 som værkfører – den maskinelle del af driften. Han var den første der på geværfabrikken indførte den økonomiske massefabrikation, og hans utrættede interesse for geværspørgsmålet og hans indsigt på dette område skabte resultater af stor betydning for forsyningen med tidssvarende håndvåben. Hans hovedværk i statens tjeneste er planlæggelsen og gennemførelsen af den nye geværfabrik 1888. Ved siden af hærens magasingevær, M. 1889 med forbedringer, havde særlig fremstillingen af et rekylgevær hans interesse.

Allerede 1883, det år han blev rustmester, konstruerede han – sammen med generalmajor V. H. O. Madsen – det danske rekylgevær, "Madsengeværet". Afsked som rustmester 1908. – Også uden for sin militære tjeneste har B. der altid, idérig og fuld af skabertrang, arbejdede på at udnytte sine evner og kundskaber til praktiske formål udfoldet en stor virksomhed som konstruktør. 1879 modtog han således Det ørstedske legat for konstruktion af en automatisk længdemålemaskine.

Familie

Forældre: kgl. privilegeret mekaniker Paul Rasmussen (1808–88, gift 2. gang 1847 med Caroline Vilhelmine Rasmussen, ca. 1818–81) og Johanne Marie Dorothea Hansen (1808–88, gift 2. gang med dugmager Georg Ernst Branner, 1813–78). Navneforandring 22.10.1902. Gift 2.2.1862 på Frbg. med Karen Sophie Nielsen, født 28.3.1839 i Lynge ved Sorø, død 12.12.1907 i Kbh., d. af indsidder Niels Frederiksen (Friederichsen) (1805–70) og Karen Sophie Johansdatter (1806–74).

Udnævnelser

R. 1887. DM. 1908.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

III. tid. 2.10.1898 og 25.8.1912. Dansk artill. t. jan. 1917. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig