August Hennings, August Adolph Friedrich Hennings, 19.7.1746-17.5.1826, embedsmand, forfatter. Født i Pinneberg, død på Rantzau, begravet i Barmstedt. Efter at være blevet undervist af faderen i hjemmet besøgte H. gymnasiet i Hannover 1760 og gymnasiet i Altona 1761–63. Han blev indskrevet ved universitetet i Göttingen hvor han gjorde sig fordelagtigt bemærket og 1766 blev dr.jur. H. sluttede derefter nær forbindelse med den unge Ernst Schimmelmann der 1768 skaffede ham til Danmark hvor han i en kortere periode 1768–69 var leder af den Schimmelmannske geværfabrik i Hellebæk. H. ansøgte om landmålervirksomhed, fik bestalling og udnævntes i begyndelsen af 1770 til landmåler ved de Antvorskovskekorsørske godser, en post han dog forlod s.å. H. var kommet i et modsætningsforhold til J. F. Struensee, men faderens død tvang ham til at søge ansættelse i dansk statstjeneste, og i juni 1771 ansattes han som arkivar ved tyske kammer under rentekammeret. N.å. fik han ansættelse ved udenrigstjenesten som legationssekretær i Berlin, og 1775 blev han forflyttet til Dresden som chargé d'affaires. H. havde fortsat nær forbindelse med Ernst Schimmelmann og knyttedes 1776 til økonomi- og kommercekollegiet som kommitteret med Schimmelmann som chef. Han stod her tilsyneladende over for en smuk embedskarriere, da politiske modsætninger imellem de ledende i det guldbergske styres sidste år og senere magtovertagelsen i april 1784 skubbede H. til side. Han fik en stilling som kommerceintendant i hertugdømmerne 1784, og 1787 udnævntes han til amtmand i Plön og Ahrensbäck. 1807 føjedes hertil posten som administrator af grevskabet Rantzau.

Ved siden af denne embedskarriere udfoldede H. et forfatterskab der placerer ham som en betydningsfuld skikkelse i dansk og ikke mindst i nordtysk åndsliv i de sidste årtier af 1700-tallet. H.s første kendte skrift var Essai historique sur les arts et sur leur progrés en Dannemare, 1778 hvor han især fremhæver den danske arkitektur (C. F. Harsdorff) og som afspejler påvirkning fra Johann Joachim Winckelmann. N.å udsendte han Olavides, et tysk heksameterdigt foranlediget af den spanske inkvisitions domfældelse af Olavides på grund af dennes friheds- og oplysningssynspunkter. Philosophische Versuche I–II, 1779, placerer sammen med det førnævnte digt H. som en forgrundsfigur i det progressive af fransk og tysk oplysningsfilosofi prægede litterære miljø herhjemme, og Philosophische Versuche bragte den første hjemlige definition af begrebet "oplysning". H.s indlæg foranledigede en omfattende litterær fejde hvor modstanden især kom fra kirkelige kredse, N. E. Balle og hofpræsten Joh. Chr. Schønheyder. Det gælder dog for H.s indlæg her som overhovedet i hans produktion, at han i sine krav om tolerance og frihed, ligesom i sine mere direkte samfundsrettede skrifter, undgår egentlig yderliggående standpunkter. – I 1780erne var hans forfatterskab fortrinsvis rettet mod aktuelle, økonomiske og erhvervsprægede spørgsmål. H. var en flittig bidragyder til Minerva fra 1785, og her publiceredes hans betydelige Anmærkninger paa en indenlandsk Reise i Aaret 1786, jh. hans s.å. udsendte Ökonomische Beobachtungen einer im Jahr 1779 unternommenen Reise durch Jütland. Tillige med det senere af J. Bloch udgivne manuskript Vom Ackerbau und den Gewohnheiten und Gebräuchen der Bauer in Seeland (Fra Arkiv og Museum, 1899–1900 156–90) er disse bidrag indsigtsfulde og præcise skildringer af danske landboforhold umiddelbart før de store reformer. H. tog del i 1780ernes debat om landboreformer, grundlagde med den anonyme, men sikkert af H. forfattede, Materialien zur Statistik der Dänischen Staaten I–III, 1784–91, dansk statistik, og hans Ueber die wahren Quellen des Nationalwohlstandes, Freiheit, Volksmenge, Fleisz im Zusammenhange mit der moralischen Bestimmung der Menschen und der Natur der Sachen, 1785, er et af de centrale indlæg i årtiets debat om økonomisk politik. Under tydelig påvirkning fra Adam Smith markerer H. sig som en af de første liberalister i den teoretiske diskussion, men atter uden at stille sig på et yderliggående standpunkt. H. bidrog yderligere med debatindlæg, med en Englandshistorie, 1783, og et trebindsværk om Ostindien, 1784–85, der dog var af mindre original karakter. I sine senere år fortsatte han sin litterære virksomhed, især som tidsskriftudgiver, således Schleswigsches Journal, 1792–93, Der Genius der Zeit, 1794–1800, med fortsættelsen Der Genius des neunzehnten Jahrhunderts, 1801–02. H. hyldede fortsat liberale ideer, var kritisk overfor aristokrati og privilegier, jfr. hans Über Adelsgeist und Aristokratismus, 1792, ønskede pressefrihed, vidtgående sikring af personlige frihedsrettigheder, men han brød på intet tidspunkt med forestillingen om den oplyste opinionsstyrede enevældige styreform som den mest ønskelige. Han kunne sympatisere med den franske revolution i dens angreb på de bestående forhold og i dens ideelle målsætning, men samtidig tage afstand fra de senere mere radikale bestræbelser. På det æstetiske område kom H. i sine senere år til at stå som en overlevet skikkelse, og i Genius der Zeit angreb han således Goethe der svarede med at lade H. figurere i Walpurgisnachttraum i Faust. – H.s idéverden var bestemt af hans fortrolighed med fransk og tysk oplysningsfilosofi. Allerede i Göttingen blev han introduceret til moderne fransk tænkning, og i Berlin sluttede han forbindelse med Moses Mendelssohn, ligesom han gennem sit ophold i Dresden kom i kontakt med tidens toneangivende kunstneriske og æstetiske strømninger. H. var en rigt begavet, receptiv person i besiddelse af omfattende kundskaber og fremstillingsevne. Hans politiske karriere blev i flere henseender en skuffelse, men han var her helt afhængig af forholdet til de egentlig magthavende, og hans forbindelse med Ernst Schimmelmann havde trods de gensidige stærke udtryk for venskab og fortrolighed adskillig lighed med et klientforhold som den højest stillede kunne styrke eller løsne. H. havde formentlig stillet forventninger til en embedskarriere i begyndelsen af 1780erne, men her blev han reelt placeret uden for den centrale kreds af styrende og disses medarbejdere (C. Colbiørnsen, Carl V. Wendt). En fornyet tilnærmelse til Schimmelmann oplevede H. dog ved et besøg i København 1802. En vis mangel på ligevægt, stærk ærgerrighed og til tider mangel på diplomatisk optræden i handling og skrift har utvivlsomt bidraget til den isolation, H. i perioder og særlig i den seneste del af sit liv følte. – H. var en udpræget repræsentant for periodens oplysningsfilosofiske tankegang og borgerligtdemokratiske emancipationsbestræbelser. Han var som kulturperson centralt placeret i det holstensknordtyske intelektuelle miljø, men politisk en helhjertet talsmand for den eksisterende helstat. Han er såvel ved sit forfatterskab som i sine private optegnelser og breve en værdifuld kilde til åndsliv, politisk og samfundsdebat i perioden 1780–1800. – Justitsråd 1776. Etatsråd 1779. Kammerherre 1784.

Familie

Forældre: amtsforvalter, justitsråd, senere etatsråd Martin Nicolaus H. (1707–70) og Anna Christina Schneider (1711–95). -18.10.1780 i Kbh. (Holmens) med Margrethe Eleonore Krabbe, født 2.10.1761 i Kbh. (Holmens), død 13.6.1847 på Runtoft i Angel, d. af fabrikmester på Holmen, senere deputeret i admiralitets- og kommissariatskollegierne, gehejmeråd Frederik K. (1725–96) og Cæcilie A. Bille (1742–64).

Ikonografi

Mal. af Jens Juel (Rundhof). Silhouet af C. Limprecht ca. 1782. Stik af F. W. Bollinger, 1799, efter mal. af Juel, 1784. Afbildet på nogle satiriske stik 1787 og et udateret, "Pebersvenden". Stik af Chrétien efter tegn. af Johann Schuly, 1795. Stik af R. I. P. Seehusen, 1801, efter tegn. af Juel. Miniature.

Bibliografi

Kilder. Museum, 1891 I 129–54 249–87 346–80 (brevveksl, m. E. H. Schimmelmann). Sst. 1894 I 277–340 (brevveksl, med Ernst og Emilie Schimmelmann). A. H. i Hist. årbog for Thisted amt, 1917 43–62 (rejse i Thy 1779, ved Alex. Rasmussen). Samme i Vendsysselske årbøger, 1918 238–70. Danske mag. 7.r.I, 1934 1–192 (dagbog fra Kbh. 1802).

Lit. Fædrenelandsk nekrolog 1821–26, udg. Fr. Thaarup, 1835–44 449–55. Otto Brandt: Geistesleben und Politik in Schlesw.-Holst, um die Wende des 18. Jahrh.s, Stuttgart 1925 (2. opl. 1927). Joachim Hild: A. H., Erlangen 1932 = Erlanger Abh. zur mittleren und neueren Gesch. XI. Paul Hennings i Pers. hist. t. 9.r.IV, 1931 201–41. Aage Rasch: Dansk toldpolitik, 1955 202–10. J. A. Seip i Hist. t., Oslo 1958 418f 448. Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig