Jens Gedeløcke

Jens Gedeløcke, Jens Pedersen Gedeløcke, ca. 1670-17.4.1729, kommissionær. Født i Helsingør, død i Kbh, begravet uden for den jødiske kgd. G. var næppe nogen betydelig personlighed men dog så særegen og karakterfast at han tillod sig at bryde de normer der anstod sig en god dansk borger. Livet igennem lykkedes det ham til trods herfor at klare sig igennem med agtelsen i behold, og først efter hans død brød det uvejr løs der skulle medføre at han blev begravet tre gange. Sagen kaster et skarpt lys over samfundsforhold i Kbh. i tiden omkring den store brand. G. der 1702 var blevet fuldmægtig hos én amtsforvalter, tog 1712 borgerskab i Kbh. som kommissionær, og senere blev han af magistraten betroet hvervet som kurator i dødsboer. Med sin husholderske havde han fået en datter hvilket medførte at han ved tamperretten 1720 blev pålagt at gifte sig med moderen. Af forhørene efter hans død, hvorfra al viden om ham stammer, fremgår det at han hele livet havde været yderst skeptisk over for kristendommen, at han til gengæld følte sig tiltrukket af jødedommen, begge dele en farlig sag i det pietistiske og af missions-iver prægede samfund. Men at han aldrig gik over til jødedommen synes at fremgå af at jødernes ældste karakteriserede ham som henholdsvis "mameluk" og "epikuræer". Efter hans død påskedag sørgede sognepræsten ved Trinitatis kirke, Mathias Anchersen, for at G. i al stilhed og under falsk navn, som underofficer, blev begravet på Garnisons kirkegård. Men da rygtet begyndte at løbe at det var jøderne der havde begravet ham benyttede politimester Hans Himmerich lejligheden til på en gang at indynde sig ved Frederik IVs hof, for hvem kampen om jødernes sjæl var en vigtig sag, og hos pøbelen der ikke lod en lejlighed gå fra sig til at chikanere jøderne. Efter på egen hånd at have iværksat et forhør af de pårørende fik Himmerich 23.5. kgl. reskript til at forhøre jødernes ældste og pålægge dem at grave G.s lig op og nedsætte det på deres egen kirkegård. Da disse to dage senere blev tilsagt til møde hos politimesteren skete det under ydmygende omstændigheder, idet de, sammen med flere andre trosfæller indfanget på gaden, af en talstærk skare vægtere blev ført uden for Østerport som til en eksekution. Her blev de under pøbelens hån og korporlige forulempelse tvunget til at grave liget op og transportere det til den jødiske kirkegård og derpå nedgrave det.

Herefter klagede jøderne til kongen og fik, muligvis ved bestikkelse af sekretæren i danske kancelli, et reskript af 27.6. der tillod dem at fjerne G.s lig fra kirkegården og nedsætte det i uindviet jord uden for kirkegårdsmuren. Det er betegnende for statsadministrationens holdning til sådanne grove forulempelser af mindretal og enkeltpersoner at den tog afstand, søgte at lempe, men uden at gribe alvorligt ind mod den myndighed der havde forgrebet sig. Man revsede nødigeri nidkær tjener. – G.s regnskaber viste sig at være i uorden hvilket kan hænge sammen med at hans gård i Springgade (v. Nytorv), var brændt ved den store brand i okt. 1728. Ved sin død boede han til leje ved Holmens kirke.