Peter Reimer Hinnerup, 7.4.1803-13.11.1868, guardein. Født i Randers, død på Frbg. H.s skoleundervisning var, efter hvad han selv oplyser ringe. Han kom i guldsmedelære og blev svend 1824. Helt afgørende for hans videre livsbane blev en forelæsningsrække over fysik og kemi som Selskabet for naturlærens udbredelse lod afholde i Randers i vinteren 1825–26 ved sin "rejselektor", cand. pharm. L. Schack Køster; H. fulgte disse blandt i alt 120 tilhørere. I sommeren 1826 rejste H. til København med en anbefaling fra Koster til H. C. Ørsted der både af navn og af gavn styrede Selskabet for naturlærens udbredelse, og denne fandt behag i H. og lod selskabet udbetale ham en månedlig understøttelse og lod ham gratis følge forelæsningerne i selskabet. Endvidere uddannede H. sig også på kunstakademiet. Ørsted lod ham også arbejde eksperimentelt i sit øvelseslaboratorium, og han holdt foredrag i selskabet om H.s resultater i 1827. Ørsted sørgede også for at H. fik det økonomiske grundlag for en længere udenlandsrejse 1828–31 til Berlin, Freiberg, Wien, München, Paris og London. Efter hjemkomsten holdt H. foredrag i selskabet om sin rejse, og i 1831 og påny i 1832 lod dette ham afholde et kursus for metalarbejdere i legering og niellering. I 1831 blev H. konstitueret som fuldmægtig ved Den kgl. mønt, 1836 blev han møntguardein, og 1840 forenede han denne stilling med stillingen som Københavns stadsguardein der forestod kontrollen med guldsmedenes guld- og sølvvarer. I 1839 udgav han Haandbog for Juvelere, Guld- og Sølvarbeidere; en bog på 740 sider som beskriver en række grundstoffers (især metallers) fysiske og kemiske egenskaber og giver en vejledning i alle former for praktisk arbejde som en juveler og guldsmed kan komme ud for; bogen blev brugt ved undervisning et godt stykke ind i 1900-årene. I sine sidste år var H. svagelig; han gik af som møntguardein 1860 og som stadsguardein 1863, og i begge egenskaber efterfulgtes han af Simon Groth; ved sin afgang udnævntes han til justitsråd. Blandt fagfolk omtales H. endnu som den mest fremragende af Københavns stadsguardeiner. H. døde pludselig i november 1868, og han efterlod det københavnske guldsmedelav et legat.

Familie

Forældre: Anders Peder H. (ca. 1768–1806) og Birgitte Margrethe Halle, kid. Reimers (født ca. 1780, gift 2. gang med Niels Thomassen). Gift Inger Helene Tømmerbye, født 28.2.1805,13.8.1861, d. af Peder Nielsen T.

Bibliografi

C. Nyrop: Medd. om da. guldsmedekunst, 1885. M. C. Harding: Selsk. for naturlærens udbredelse, 1924 61 99 100.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig