Erik Ninn-Hansen

Erik Ninn-Hansen, 12.4.1922-20.9.2014, finansminister, landsretssagfører. Erik Ninn-Hansen blev student fra Slagelse gymnasium 1941, cand.jur. 1948, var sekretær i østre landsret 1948-55, fik sagførerbestalling 1952 og blev landsretssagfører 1954. Selvstændig sagførervirksomhed har han drevet 1955-68 og fra 1974. Sin politiske virksomhed begyndte Erik Ninn-Hansen som formand for konservative gymnasiaster i Slagelse og indvalgtes 1939 i bestyrelsen for konservativ ungdom (KU). Som udpræget civilist der aldrig har villet marchere i takt så han med uvilje på KU's højrefløj i slutningen af 1930erne. Han sluttede sig til Aksel Møllers politiske kurs og samarbejdet mellem de politiske ungdomsforeninger under besættelsen. 1940 blev han formand for dansk ungdomssamvirke i Skørpinge og arbejdede i sin studietid især inden for konservative studenter, var formand for Studenterforeningens konservative 1942-45, medlem af Studenterforeningens seniorat 1945–47 og af forretningsudvalget for det nystiftede Folkeligt oplysningsforbund 1947-52 samt formand for KUs landsorganisation 1948-50. Ved folketingsvalget 1950 var han opstillet i Kertemindekredsen og indvalgtes ved aprilvalget 1953 i folketinget ved sideordnet opstilling i Sorø amt. Fra 1960 valgtes han i Slagelsekredsen og fra 1971 har han været valgt i Odense syd- og vestkredse. I folketingsarbejdet havde funktionær- og tjenestemandsproblemer samt ungdomsforhold hans særlige interesse. 1957 blev han medlem af Grønlandsudvalget og har siden deltaget i udvalg og kommissioner om grønlandske forhold, herunder hjemmestyreordningen for Grønland. I Aksel Møllers tid som formand for den konservative folketingsgruppe var Erik Ninn-Hansen hans sekretær.

Det parlamentariske arbejde optog ham mere og mere, og ved VKR-regeringens dannelse 1968 ønskede han at forblive i tinget som sit partis politiske ordfører, men lod sig overtale til at tage forsvarsministerposten i regeringen. Hans sagsområde omfattede forhold som de tre partier tidligere havde været dybt uenige om. Tilmed måtte han som led i almindelige besparelser begynde med at nedskære sit budget med 125 mio. kr. Da socialdemokratiet opsagde forsvarsforliget af 1960 tog Erik Ninn-Hansen initiativet til en nyordning som alle tre partier enedes om og gennemførte 1969 uden socialdemokratisk tilslutning. Der indførtes et fællesværn med enhedskommando og fælles tilrettelæggelse af de tre værns operationer, økonomi, materiel og delvis uddannelse. Tjenestetiden forudsattes nedsat til 12 måneder.

Erik Ninn-Hansen gennemførte desuden en række rationaliseringer og personalebegrænsninger inden for forsvaret, bl.a. på orlogsværftet og i ammunitionsarsenalet. I Erik Ninn-Hansens ministertid indledtes frigørelse af militærets arealer i Kbh. ved udflytning af militære etablissementer. Mange protester rejstes mod udflytningen af hærens materielkommando til Hjørring. Dermed nedlagdes Bådsmandsstrædes kaserne. Frederikshavn udpegedes som flådens hovedbase, og flådestationen i Korsør skulle modtage anlæg der udflyttedes fra Holmen. En overgang var officerskorpsets holdning til Erik Ninn-Hansen ret kølig. Derimod havde han et godt samarbejde med sergenterne for hvem der indførtes en kontraktansættelse til 45-års alderen. De værnepligtige blev på forskellig vis inddraget i planlægning og havde repræsentanter i forsvarskommissionen.

En ekstra arbejdsbyrde lagdes på Erik Ninn-Hansen foråret 1969 da han konstitueredes som finansminister under Poul Møllers sygdom. Mens der forhandledes om den nye forsvarsordning måtte han samtidig som finansminister tilrettelægge gennemførelsen af kildeskatten fra 1970. Da Poul Møller påny ramtes af sygdom og måtte udtræde af regeringen blev Erik Ninn-Hansen 17.3.1971 udnævnt til finansminister og fritaget for forsvarsministerposten. Erik Ninn-Hansen var nu i VKR-regeringens sidste måneder en af hovedpersonerne i begrænsninger i det offentliges personaleforbrug og i gældende standarder og normer i offentlig anlægsvirksomhed samt gennemførelsen af en meget stram finanspolitik. Baggrunden herfor var især perspektivplan I. Efter indenrigsminister Poul Sørensens død 1969 og Poul Møllers udtræden af regering og folketing stod Erik Ninn-Hansen ved folketingsvalget september 1971 som de konservatives politiske leder.

Utilfredshed blandt konservative vælgere med partiets deltagelse i VKR-regeringen og med regeringens politik medførte en betydelig tilbagegang for partiet ved valget, og de næste par år var præget af åben strid i partiet der kulminerede med en række angreb på Erik Ninn-Hansen i Berlingske Tidende, dels i indsendte artikler, dels i ledende artikler. Dertil kom uenighed mellem Erik Ninn-Hansen, der ville imødegå vælgerfrafaldet ved en stærkere markeret konservativ politik, og partiets landsformand Erik Haunstrup Clemmensen der talte for et nærmere samarbejde med socialdemokratiet. Samtidig med den stærkere betoning af en konservativ politik fastholdt Erik Ninn-Hansen samarbejdet med R og V i håbet om at en regering af de tre partier kunne træde til efter et kommende valg, men muligheden herfor forsvandt med Poul Hartlings dannelse af venstremindretalsregeringen efter decembervalget 1973. Det var en bitter skuffelse for Erik Ninn-Hansen der 1974 i Syv år for VKR (perioden 1966-73) gav en åbenhjertig skildring af det politiske samarbejde mellem de tre partier og af den interne strid i det konservative folkeparti. 1974 fratrådte Erik Ninn-Hansen som politisk leder samtidig med at Haunstrup Clemmensen gik af som landsformand. Erik Ninn-Hansen havde de forudgående seks-syv år udført et stort og betydeligt arbejde for sit parti og måttet påtage sig opgaver han ikke havde tragtet efter og har siden i et partisplittet folketing med mange personudskiftninger ved hyppige valg stået som talsmand for en parlamentarisk samarbejdstradition med rod i besættelsesårene og efterkrigstiden. Konservativ af grundholdning markerede han det sommeren 1980 i en klar tilkendegivelse af at S, R, V og K burde gå sammen om at løse kriseproblemerne, ikke mindst fordi de fire partier har opbygget det velfærdssamfund som truedes af krisen. Disse tanker fremførte han påny forud for valget 1981.